Hjælpemenu

Hovedmenu

Om danske regler for eksport af våben.

Besvaret §20-spørgsmål

Per Clausen(EL):

Vil udenrigsministeren tage initiativ til at sikre, at de danske regler for eksport af våben også kommer til at gælde i tilfælde af reeksport?

Udenrigsministeren(Per Stig Møller): 

Udenrigsministeriet har indhentet følgende fra Justitsministeriet, som har ressort på våbenloven.

”Ifølge våbenlovens § 6 er det principielt forbudt at udføre våben mv. fra Danmark. Justitsministeren, eller den han bemyndiger hertil, kan imidlertid efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde meddele udførselstilladelse.

Der føres en meget restriktiv praksis ved behandlingen af ansøgninger om udførsel af våben fra Danmark, og inden Justitsministeriet meddeler tilladelse til udførsel af produkter omfattet af våbenlovens § 6, sker der i langt hovedparten af tilfældene forelæggelse for Udenrigsministeriet, der foretager en vurdering af den ansøgte udførsel i lyset af dansk våbeneksportpolitik og EU’s adfærdskodeks for våbeneksport.

Der foretages altid en konkret vurdering af den enkelte ansøgning. Der vil i den forbindelse også blive taget stilling til, om der som vilkår for tilladelsen skal stilles krav om, at reeksport kun kan ske efter tilladelse fra Justitsministeriet, ligesom der vil blive taget stilling til, om eksportøren skal fremvise en såkaldt slutbrugererklæring, dvs. en erklæring fra modtagerlandets myndigheder om, at det udførte produkt kun vil blive anvendt af den i tilladelsen anførte modtager og ikke vil blive reeksporteret (uden samtykke fra Danmark).

Ved vurderingen af, om der skal stilles krav om slutbrugererklæring, vil bl.a. indgå, om der skønnes at være risiko for, at det udførte produkt skal anvendes til andre formål end det ansøgte i modtagerlandet, eller at det vil blive reeksporteret i strid med dansk våbeneksportpolitik eller EU’s adfærdskodeks for våbeneksport.

Justitsministeriet stiller normalt ikke krav om slutbrugererklæring ved udførsler til EU- og NATO-lande. Efter en praksisændring i maj 2000, jf. Justitsministeriets notat af 10. maj 2000 til Folketingets Retsudvalg (1999-2000 – Retsudvalget, Alm. Del – bilag 892), gives der desuden som hovedregel tilladelse til udførsel af underleverancer af dansk producerede dele til ikke-dødbringende materiel til EU- og NATO-lande uden krav om oplysning om eventuel reeksport, når ansøgningen vedrører bi- og multilaterale samarbejdsprojekter mellem militære myndigheder i Danmark og disse lande.

En nærmere redegørelse for Justitsministeriets praksis kan findes i rapport om praksis i sager om udførsel af våben mv. afgivet den 27. januar 2006 af Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel af våben mv. (2005-06 – Retsudvalget, Alm. Del – bilag 374), hvortil der henvises.”