Hjælpemenu

Hovedmenu

Om forbud mod indførsel af salmonellainficeret kød.

Besvaret § 20-spørgsmål

Jens Peter Vernersen (S):

”Finder ministeren sit svar på spørgsmål nr. 396 (Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, alm. del) retvisende, når det fremgår af svaret, at Danmark umiddelbart inden for rammerne af fællesskabslovgivningen ikke kan indføre generelt forbud mod indførsel af salmonellainficeret kød, når det af svar fra Kommissionen H-0541/06 fremgår, at andre lande kan ansøge om at indføre en tilsvarende garanti som Sverige og Finland, og vil ministeren omgående tage initiativ til at en sådan ansøgning fremsendes til Kommissionen?”

Lars Barfoed (Familie- og forbrugerminster):

Når jeg i mit svar nr. 396 henviser til, at Danmark ikke ensidigt kan indføre et generelt forbud mod import af salmonellainficeret kød, skal det forstås sådan, at Danmark ikke uden at involvere EU-Kommissionen og de øvrige medlemslande kan indføre et forbud mod import af alt salmonellainficeret kød. Det er rigtigt, at der i forordning nr. 853/2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer er hjemmel til, at andre lande på nærmere fastsatte betingelser kan søge om at opnå samme status på salmonellaområdet, som Sverige og Finland i sin tid fik i forbindelse med disse landes optagelsesforhandlinger i EU. Kommissionen har bekræftet, at fællesskabslovgivningen giver denne mulighed for andre medlemsstater, der har et anerkendt kontrolprogram, som svarer til det, der er godkendt for Sverige og Finland, og på den baggrund finder Kommissionen, at en medlemsstat, der opnår samme niveau for salmonellaforekomster som Finland og Sverige, kan ansøge om en tilsvarende garanti.

Den arbejdsgruppe, som jeg har nedsat i Fødevarestyrelsens regi, skal vurdere, hvilke tekniske og juridiske muligheder Danmark har for at indføre særregler på salmonellaområdet i EU-regi, herunder muligheden for at opnå samme særstatus som Sverige og Finland. Arbejdet, som forventes afsluttet henover sommeren, skulle meget gerne munde ud i anbefalinger, som kan medvirke til i betydelig grad at reducere forekomsten af salmonella i fødevarer, som markedsføres på det danske marked. Hvis arbejdsgruppen vurderer, at det er en realistisk mulighed for Danmark at søge om at opnå tilsvarende status som Sverige og Finland, vil jeg naturligvis følge dette råd.