Om salmonella-inficeret kød fra EU-lande.
Mette Gjerskov(S):
”Vil ministeren oplyse, hvorfor han nu finder det relevant at nedsætte en arbejdsgruppe til at se på mulighederne for importforbud af salmonellainficeret kød, når han for mindre end 14 dage siden afviste denne mulighed, samt oplyse, hvornår arbejdsgruppen kan fremlægge et resultat?”
Familie- og forbrugerministeren(Lars Barfoed):Vi står i en situation, hvor vi på den ene side har opnået en markant reduktion i antallet af mennesker, der bliver syge af salmonella i fødevarerne, og på den anden side kan se, at reduktionen helt overordnet er sket i de danske fødevarer – uden at vi kan stille krav til importeret kød, bortset fra de steder, hvor vi allerede har en nul-grænse.
Som opfølgning på den debat, der har verseret om Danmarks mulighed for at opnå særstatus på salmonellaområdet i EU-regi, mener jeg, der er behov for en grundig afklaring af, hvor vi står, og hvilke muligheder vi har for at forbedre fødevaresikkerheden så hurtigt og effektivt som muligt.
Det er en kompliceret problemstilling, både hvad angår de juridiske og tekniske aspekter, og det er derfor nødvendigt, at vi får en gennemarbejdet vurdering af situationen og af hvilke muligheder, vi har. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsen nedsætte en arbejdsgruppe, som kan afklare situation, og de muligheder Danmark har. Jeg lægger vægt på at få et gennemarbejdet resultat så hurtigt som muligt, som kan danne baggrund for vores fremtidige politik på området.