Om at forbedre parlamentets »offentlige image«.
§20-spørgsmål (S 3008) af 22. februar 2006 til udenrigsministeren fra Morten Messerschmidt:
”Vil udenrigsministeren tilkendegive, om han har kendskab til andre parlamenter end Europaparlamentet, hvor parlamentsformanden eller lignende fremtrædende personer føler et behov for at forbedre parlamentets »offentlige image«?”
Svar:
Som udgangspunkt er det selvsagt op til de enkelte folkevalgte parlamenter, hvordan de vælger at organisere deres arbejde på baggrund af udviklede traditioner. Jeg finder det imidlertid positivt, at man i Europa-Parlamentet gennem løbende diskussioner søger at optimere sit virke, herunder hvordan og med hvilke midler man vil indgå i dialog med offentligheden og fremlægge sit arbejde for denne. På samme måde som andre parlamenter, herunder Folketinget, løbende overvejer, hvordan man bedst tilrettelægger sit arbejde internt og i forhold til offentligheden.