Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Kommisionens forslag til servicedirektiv

Besvaret §20-spørgsmål

Besvarelse af spørgsmål S 3799 stillet af Rune Lund (EL) den 15. september 2005.

Spørgsmål S 3799:

"Vil ministeren redegøre for, i hvilket omfang de kommentarer, som Miljøministeriet har afleveret vedrørende områder, der kan berøres af Kommissionens forslag til servicedirektiv, er blevet yderligere afklarede, og om der eventuelt er fundet flere områder, der berøres af forslaget inden for ministeriets område?"

Svar:

I svar på spørgsmål S 3316 af 1. september 2005 stillet af Rune Lund (EL) blev der redegjort for, at en række af de bestemmelser i forslaget, som har stor betydning for omfanget af de lovgivningsmæssige konsekvenser, ikke er formuleret tilstrækkelig klart. En række af disse bestemmelser har endnu ikke været genstand for yderligere afklaring i rådsarbejdsgruppen. Af den grund er der endnu ikke en endelig afklaring af forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser, heller ikke for så vidt angår spørgsmål, der r elaterer sig til Miljøministeriets ressortområde.

Det bemærkes – - at det foreliggende forslag som bekendt står over for at skulle revideres. Regeringen forventer, at det på baggrund af et revideret direktivforslag, hvor forslagets anvendelsesområde forventes præciseret, vil være muligt at fremlægge en oversigt over lovgivningsmæssige konsekvenser, der vil være betydeligt tættere på sin færdige " udformning, end det er muligt i dag.