Om kemiske stoffer
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 3609 stillet af Per Clausen (EL), den 14. september 2005.
Spørgsmål nr. S 3609:
Vil ministeren tage initiativ til at styrke Miljøstyrelsens arbejde med at forudsige kemiske stoffers egenskaber ved hjælp af computermodeller – de såkaldte QSAR-modeller?
Svar:
Jeg har allerede taget en lang række initiativer til at styrke Miljøstyrelsens arbejde med brug af QSAR-modeller. Først vil jeg fremhæve, at Miljøstyrelsen i samarbejde med Danmarks Fødevarer - og Veterinærforskning (DFVF) har etableret arbejdet med udvikling af QSAR-modeller som et egentligt forskningsområde på DFVF. QSAR-eksperterne på DFVF yder faglig bistand til en lang række især internationale projekter, som Miljøstyrelsen deltager i.
I den forbindelse kan jeg nævne at Miljøstyrelsen har været med til at rejse yderligere midler til området fra EU og Norden, for at sikre at der i den nye kemikalielovgivning (REACH) i tilstrækkelig grad tages højde for brugen af QSAR-modeller ved undersøgelse af kemiske stoffers egenskaber.
Sidst men ikke mindst kan jeg fremhæve, at Danmark på dette område er blandt de førende lande i EU og at Miljøstyrelsen spiller en aktiv rolle i arbejdet i både EU og OECD med udvikling og regulatorisk brug af QSAR- modeller. Det gælder også i relation til arbejdet med videnopbygning på QSAR-området i de andre EU lande.