Om indrejse- og opholdsret i Danmark

Besvarelse af spørgsmål nr. S 313 stillet af folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 15. marts 2005.

Spørgsmål:

"Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det er korrekt, at polske statsborgere, som dømmes for overtrædelse af dansk lovgivning i Danmark, ikke kan udvises af landet, samt om ministeren i bekræftende fald f inder dette rimeligt under hensyntagen til den offentlige orden og borgernes retssikkerhed?"

Svar: EU-retten er ikke generelt til hinder for udvisning af EU-borgere, hvis hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed tilsiger udvisning. Et rådsdirektiv fra 1964 (64/221) om foranstaltninger begrundet i hensynet til den offentlige orden – som spørgeren henviser til i begrundelsen for spørgsmålet – fastsætter visse nærmere rammer for, hvornår udvisning kan finde sted. Det fremgår heraf bl.a., at forholdsregler vedrørende den offentlig orden eller sikkerhed udelukkende bør støttes på den pågældendes personlige forhold, og at en straffedom ikke uden videre kan begrunde udvisning.

Dette indebærer efter EF-Domstolens praksis bl.a., at udvisning kun kan finde sted, hvis den pågældendes personlige forhold indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden. Ud over den forstyrrelse af den offentlige orden, som enhver forbrydelse indebærer, må der foreligge en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn. At udvisning skal være begrundet i den pågældende personlige forhold indebærer bl.a., at det ikke er muligt at udvise en person omfattet af direktivet alene af generalpræventive grunde.

En aktuel trussel mod den offentlige orden foreligger ikke kun, hvor den dømte må antages at være tilbøjelig til at fortsætte de handlinger, der førte til domfældelsen. Det kan også tænkes, at den tidligere begåede handling er så graverende, at den i sig selv opfylder betingelserne for at kunne betragtes som en aktuel trussel mod den offentlige orden. Der vil f.eks. kunne ske udvisning, hvis den strafbare handling er udtryk for en særlig stødende adfærd.

Direktivet er således ikke generelt til hinder for, at personer, der er omfattet af direktivet og som dømmes for strafbare forhold i Danmark, kan udvises. En udlænding omfattet af disse EU-regler kan på den anden side heller ikke nødvendigvis udvises i alle tilfælde, hvor en anden udlænding kunne have været udvist for et tilsvaren de forhold.

Som nævnt i mit svar af 27. april 2004 på spørgsmål nr. S 3120 fra samme spørger er det efter lov om undersøgelseskommissioner justitsministeren, der nedsætter undersøgelseskommissioner, jf. lovens § 1, stk. 1. En undersøgelseskommission er imidlertid en selvstændighed forvaltningsmyndighed, der er funktionelt uafhængig af justitsministeren, jf. Oliver Talevski m.fl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle, side 45.

I overensstemmelse hermed fremgår det af § 5, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner, at det er undersøgelseskommissionen, der i samråd med kommissionens udspørger afgør, hvordan undersøgelsen skal tilrettelægges. Det er således undersøgelse skommissionen, som bl.a. tager stilling til, i hvilket omfang der skal indkaldes personer til at afgive forklaringer, jf. lovens § 11. Det er ligeledes undersøgelseskommissionen, som tager stilling til, hvilket skriftligt materiale, herunder skriftlige redegørelser, der skal indhentes til brug for undersøgelsen, jf. lovens § 9.

Det fremgår i øvrigt af U ndersøgelseskommissionens pressemeddelelse af 15. marts 2005, at bl.a. rigsadvokat Henning Fode, justitsminister Lene Espersen, og landsdommer Jan Uffe Rasmussen skal afhøres af Undersøgelseskommissionen den 26. april 2005.