Om en tænkepause for EU-forfatningen
Spørgsmål:
"Vil statsministeren oplyse, hvad formålet er med at indføre en tænkepause for EU-forfatningen, når denne under ingen omstændigheder kan vedtages af alle medlemsstater, idet der ikke må foretages ændringer i selve forfatningen, og Frankrig og Holland ikke vil godkende den i dens nuværende form."
Svar:
Efter det franske og nederlandske nej vedtog Det Europæiske Råd på sit møde den 16. - 17. juni 2005 en erklæring om ratifikation af forfatningstraktaten. Hovedindholdet er en tænkepause, som skal bruges til en bred debat i alle lande, der skal omfatte alle dele af samfundet. Erklæringen understreger, at den nye situation ikke indebærer, at der stilles spørgsmålstegn ved gyldigheden af at fortsætte ratifikationsprocesserne. På et møde i første halvår af 2006 vil Det Europæiske Råd gøre status over de nationale debatter og beslutte, hvordan processen skal videreføres. Efter regeringens opfattelse skal tænkepausen bruges til den bredest mulige debat om EU-samarbejdet, herunder borgernes krav og forventninger til dette samarbejde og de fremtidige udfordringer for samarbejdet. Det kan i øvrigt oplyses, at regeringen vil invitere partierne i Folketinget og bevægelserne til en drøftelse af tilrettelæggelsen af den danske debat.