Om optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet
Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 2250 stillet af Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål:
"Er statsministeren enig i det af Jacques Chirac fremførte, »at EU formentlig vil stille større krav til de standarder, unionen forventer at nye medlemmer lever op til«, og at »Europas krav vil naturligvis gå i retning af en skærpelse« (Ritzaus bureau 18.juni 2005), og hvilke konsekvenser mener statsministeren i givet fald, at dette må have i forhold til optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet?"
Svar:
For at blive medlem af EU skal et land leve op til de såkaldte Københavnskriterier. Det Europæiske Råd den 16. -17. juni 2005 bekræftede sidste års beslutninger vedrørende udvidelsen, hvor man opstillede forstærkede forhandlingsvilkår i forbindelse med beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet og Kroatien under nærmere angivne forudsætninger. Under processen vil udviklingen i de respektive lande blive nøje overvåget, og der er og vil være en øget opmærksomhed om at landene lever op til EU’s krav og værdier. Det er således i første omgang en forudsætning for indledning af forhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005, at Tyrkiet forud har opfyldt de konkrete betingelser EU har stillet herfor.