Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Italien skal udskifte euroen med liren

Besvaret §20-spørgsmål

Besvarelse af spørgsmål S 2199 af 16. juni 2005 til Finansministeren fra Morten Messerschmidt (DF)

Spørgsmål:

"Vil ministeren kommentere artiklen i Jyllands-Posten den 4. juni 2005, hvoraf det fremgår, at den italienske velfærdsminister Roberto Maroni har foreslået en folkeafstemning om, hvorvidt Italien skal udskifte euroen med liren?"

Svar:

Som det fremgår af tabel 1 er væksten væsentligt lavere i Italien end i EU-roområdet. Italien har desuden et stort underskud på de offentlige finanser, som forventes at stige fra -3,6 pct. af BNP i 2005 til -4,6 pct. af BNP i 2006, og muligvis kan blive endnu højere. Den offentlige gæld udgør i 2005 105,6 pct. af BNP og forventes at stige til 106,3 pct. af BNP i 2006.

Denne udvikling skyldes imidlertid ikke euroen men den italienske økonomiske politik og de strukturelle problemer i Italien. Den italienske regering står derfor over for en række store udfordringer mht. at skabe grundlaget for en bedre økonomisk udvikling i Italien. I andre eurolande, som eksempelvis Finland, Irland og Luxembourg, er den økonomiske situation ganske sund, hvilket primært skyldes den økonomiske politik, der føres i disse lande.

Lige nu nyder Italien godt af et lavt renteniveau i euroområdet. Renten i Italien ville med meget stor sandsynlighed stige pga. niveauerne for offentligt underskud og gæld, hvis man fulgte den italienske velfærdsministers forslag. Det vil betyde en yderligere belastning af de offentlige finanser og stigende underskud på den offentlige saldo som følge af højere rentebetalinger på den offentlige gæld. Da den offentlige gæld i Italien rundt regnet udgør 100 pct. af landets BNP, vil hver procentpoint stigning i renten betyde, at den offentlige saldo cirka forværres med et procentpoint.

Der henvises i øvrigt til artiklen "Rome 2030: a currency odyssey" i Financial Times den 11.-12. juni 2005.