Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU-samarbejde om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn

Besvaret §20-spørgsmål

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 1905 fra medlem af Folketinget Michael Aastrup Jensen (V).

Spørgsmål:

"Vil ministeren oplyse, hvilke resultater med relevans for Danmark EU- samarbejdet om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn og udbredelse af børnepornografi har medført?

"Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende:

"Rigspolitichefen indgår i et tæt internationalt samarbejde om bekæmpelse af IT-kriminalitet. Som led i dette samarbejde er der bl.a. taget initiativ til i en række lande, herunder i Danmark, at udpege døgnbetjente kontaktpunkter, så der hurtigt kan formidles kontakt mellem relevante politimyndigheder som led i efterforskningen af bl.a. strafbare forhold på Internettet.

Særligt i relation til bekæmpelse af børnepornografi er der etableret et tæt samarbejde mellem Rigspolitichefen og en række udenlandske samarbejdspartnere.

Samarbejdet indebærer bl.a., at Rigspolitiet:

  • fungerer som nationalt kontaktpunkt for alle henvendelser fra internationale samarbejdspartnere, herunder Europol og Interpol
  • modtager efterforskningsoplæg fra udenlandske samarbejdspartnere, som videreformidles til relevante politikredse
  • deltager i koordinerende efterforskningsmøder i udlandet
  • identificerer filer med børnepornografisk indhold samt opdaterer og koordinerer billeddatabaser
  • foretager koordinering med udenlandske myndigheder med henblik på opdatering af hashset (elektronisk fingeraftryk på kendt børneporn ografisk materiale)
  • deltager i internationale møder med henblik på etablering af en international billeddatabase vedrørende børnepornografi og med henblik på identifikation af ofre.

I løbet af foråret 2004 foretog Rigspolitichefen i samarbejde med politikredsene to målrettede aktioner mod personer, der mistænktes for at besidde og distribuere børnepornografisk materiale. Aktionerne fik navnene "Mjølner" og "Enea".

Efterforskningen i "Mjølner" -aktionen blev gennemført på baggrund af informationer fra amerikanske myndigheder, der bl.a. dokumenterede, hvorledes danske betalingskort havde været anvendt til indkøb af børnepornografisk materiale. Den 30. marts 2004 blev der på denne baggrund gennemført en koordineret politiakti- on mod 119 mistænkte personer i Danmark.

Baggrunden for "Enea"-aktionen var en række henvendelser fra politikredsene, offentligheden, Red Barnet og udenlandske politimyndigheder om distribution af børnepornografi under anvendelse af fildelingssystemer på Internettet. Rigspolitichefen udviklede i samarbejde med det norske Datakrimcenter et computerpro- gram, der kunne afsløre brugere, der havde stillet børnepornografisk materiale til rådighed for andre via fildelingssystemer på Internettet. Efterforskningen identificerede 35 danske mistænkte, og fra en tilsvarende aktion i Italien modtog dansk politi oplysninger om yderligere otte mistænkte personer i Danmark. Den 25. maj 2004 gennemførte norsk og dansk politi en koordineret politiaktion mod de mistænkte personer.

Senest er der i foråret 2005 - inden for rammerne af det europæiske politisamarbejde - gennemført en aktion under navnet "Callidus", der ligesom "Enea"-aktionen har rettet sig mod distribution af børnepornografi under anvendelse af fildelingssystemer på Internettet. Som led i d enne aktion er der identificeret 2 danske mistænkte, og disse sager er nu sendt til nærmere efterforskning i de relevante politikredse."