Hjælpemenu

Hovedmenu

Om arbejdstilladelse for statsborgere fra de nye EU-lande

Besvaret §20-spørgsmål

Besvarelse af spørgsmål nr. S 133 stillet af folketingsmedlem Ole Sohn (SF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 3. marts 2005.

Spørgsmål:

"Vil det være en ukompliceret sag vedrørende arbejdstilladelse for statsborgere fra de nye EU-lande, såfremt der med ansøgningen foreligger dokumentation for, at der enten er indgået en overenskomst, der dækker ansættelsesforholdet, er indgået en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst, der dækker ansættelsesforholdet, og/eller foreligger udkast til ansættelseskontrakt/ansættelsesbevis, hvoraf det direkte fremgår, at løn- og arbejdsforholdene i ansættelsesforholdet vil svare til vilkårene i en bestemt landsdækkende overenskomst på området?"

Svar:

Det fremgår af aftalen af 2. december 2003 mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU den 1. maj 2004, at det tilstræbes, at sagsbehandlingstiden for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse fra borgere fra de nye EU-lande ikke overstiger fire uger i ukomplicerede sager.

Med hensyn til sondringen mellem komplicerede og ukomplicerede sager kan jeg oplyse følgende:

I sager, hvor arbejdsgiveren har erklæret at have indgået overenskomst eller tiltrædelsesoverenskomst på det relevante område, vil Udlændingestyrelsen – såfremt de øvrige betingelser er opfyldt – meddele opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 1, uden høring af arbejdsmarkedsrådet eller en relevant brancheforening. Sager, der ikke skal sendes i høring, og som i øvrigt  er tilstrækkelig oplyst på ansøgningstidspunktet, betragtes som ukomplicerede sager.

Sager, hvor arbejdsgiveren alene angiver, at løn - og arbejdsforholdene i ansættelsesforholdet vil svare til vilkårene i en bestemt landsdækkende overenskomst på det relevante område, vil Udlændingestyrelsen behandle efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 3, og disse sager vil som udgangspunkt blive sendt til høring hos arbejdsmarkedsrådet eller en relevant brancheforening. Sager, der skal sendes i høring, betragtes ikke som ukomplicerede sager.