Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at få et punkt flyttet fra A-punktlisten til B-punktlisten

Besvaret §20-spørgsmål

Besvarelse af spørgsmå l S 1277 stillet af Morten Messerschmidt (DF) den 9. maj 2005.

Spørgsmål S 1277:

"Vil ministeren i forlængelse af samrådet den 4. maj 2005 bekræfte, at det ikke kræver afstemning på ministerrådsmøderne i EU at få et punkt flyttet fra A-punktslisten til B-punktslisten, såfremt man accepterer, at mødet med behandling som B-punkt indkaldes med 14 dages varsel, jf. forretningsordenens art. 3, stk. 1?"

Svar:

Det fremgår af Rådets forretningsorden af 22. marts 2004 (2004/338/EF, Euratom) artikel 3, stk. 8, at "hvis stillingtagen til et punkt på listen over A-punkter kan påregnes at medføre fornyet debat, eller hvis et af Rådets medlemmer eller Kommissionen anmoder herom, udgår det pågældende A-punkt af dagsordenen, medmindre Rådet træffer anden bestemmelse".

Rådets mulighed for at træffe en anden bestemmelse, dvs. at lade et A - punkt overgå til B -punkt på dagsordenen, kræver afstemning blandt Rådets medlemmer, jf. forretningsordenens artikel 11, stk. 1.

Såfremt et punkt tages af A -punktslisten, og ikke overgår til B-punkt på dagsordenen for samme rådsmøde, har en medlemsstat mulighed for senest 16 dage før et rådsmøde at begære et punkt optaget på den foreløbige dagsorden, jf. forretningsordenens artikel 3, stk. 2. I det tilfælde, hvor en sag inden for 16 dages-fristen begæres optaget på en foreløbig dagsorden, er det formandskabet, der beslutter, i hvilken form sagen skal behandles. Dvs. om sagen skal behandles til f.eks. "orientering", "udveksling af synspunkter" og "politisk enighed". Formandskabet kan desuden altid beslutte, at sagen skal på som A -punkt igen på et senere råd smøde.

Jeg skal desuden henvise til mine udtalelser på samrådene i Folketingets Europaudvalg den 10. marts 2005 og den 4. maj 2005.

Svaret er udarbejdet i samarbejde med Udenrigsministeriet.