Hjælpemenu

Hovedmenu

Om multivitaminjuice

Besvaret §20-spørgsmål

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 1151 stillet af Poul Henrik Hedeboe (SF).

Spørgsmål:

"Finder statsministeren det acceptabelt, at produktet "Multivitaminjuice" indføres i Danmark, selv om et flertal i Folketinget går imod en sådan markedsføring i Danmark?"

Svar:

Det fremgår af Justitsministeriets notater af 27. september 2004 og 25. april 2005, at Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender ville have handlet i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser, hvis ansøgeren ikke havde fået tilladelse til at benævne juiceproduktet "Multivitamin juice".

Det fremgår endvidere af notatet af 25. april 2005, at det er Justitsministeriets opfattelse, at EF-Domstolen under f.eks. en præjudiciel sag, må forventes at nå frem til, at en "almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger" ikke vil blive vildledt ved en mærkning af juicen med "Multivitamin juice".

Derudover fremgår det af Justitsministeriets not at af 17. januar 2005 (vedlagt), at ministeren for familie- og forbrugeranliggender ikke er forpligtet eller berettiget til at følge Fødevareudvalgets beretning af 17. november 2004, idet en minister ikke er retligt forpligtet til at følge en beretning fra et folketingsudvalg, og idet ministeren ville have handlet i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser, hvis ministeren fulgte udvalgets pålæg.

Det fremgår endvidere af notatet, at ministeren har pligt til at meddele Folketinget, at regeringen ikke agter at følge beretningen.

Det er således min opfattelse, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender har handlet korrekt ved at meddele Folketingets Fødevareudvalg, at regeringen ikke har mulighed for at følge flertalsindstillingen i Fødevareudvalgets beretning af 17. november 2004.