Om landbrugsstøtte
Svar på spørgsmål nr. S 1006 af 26. april 2005 stillet af Steen Gade (SF)
Spørgsmål:
"Er ministeren enig med formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke i, at der er behov for en hurtigere aftrapning af EU’s landbrugsstøtte end det, der tidligere har været på tale og i givet fald med hvor meget?"
Svar:
Fra regeringens side lægges der i overensstemmelse med Folketingets vedtagelse V12 af 6. november 2003 vægt på, at en øget liberalisering af handelen med landbrugsvarer sikres, bl.a. gennem afskaffelse af handelsforvridende landbrugsstøtte, herunder især eksportsubsidier, et ambitiøst tempo i en balanceret afvikling af den samlede landbrugsstøtte og under hensyn til forbrugere, miljø, dyrevelfærd og udviklingslandenes landbrugsproduktion.
Med landbrugsaftalen fra 2002 lægges der loft over landbrugsudgifterne for EU25, der herefter årligt vil blive reduceret med omkring 1 pct. realt, og som opgjort som andel af BNI vil falde fra 0,42 pct. i 2006 til 0,34 pct. i 2013.
For den direkte støtte indebærer landbrugsreformen fra 2003 en indfaset reduktion, der fra budgetåret 2008 (produktionsåret 2007) vil udgøre 5 pct. Herudover kan landbrugsaftalen – på grund af det samlede loft over udgifterne – nødvendiggøre yderligere reduktioner i den direkte støtte. Det er Kommissionen umiddelbare forudsigelse, at dette kan blive nødvendigt fra budgetåret 2007.
Landbrugsaftalen blev indgået under dansk EU-formandskab, og var en del af den samlede aftale, der sikrede EU-udvidelsen. Den aftale står regeringen ved. Kan der opnås enighed om reduktioner, der ligger ud over de forudsatte i landbrugsaftalen, vil man fra dansk side kunne støtte dette.
Jeg vil i den forbindelse bemærke, at jeg har noteret mig udtalelserne til Børsen fra formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke. Jeg forstår ham derhen, at i valget mellem en konstruktion med national medfinansiering og så øgede støttereduktioner på EU-niveau, så foretrækker han støttereduktionen på grund af risikoen for støttekonkurrence mellem medlemslandene ved national medfinansiering. Sidstnævnte kan jeg kun være enig i.