Om arbejdet for dyrevelfærd i EU
Spm. nr. US 16
Morten Bødskov (S):
Desværre har vi jo her til morgen konstateret, at regeringen har lidt et gigantisk nederlag i EU i spørgsmålet vedrørende dyretransporter; det er jo ærgerligt, ikke mindst fordi der faktisk er et flertal også uden om regeringen, som længe har presset på, for at regeringen skulle være meget aktiv på det her område.
Så mit første spørgsmål til justitsministeren er: Når nu alle vennerne i de her spørgsmål har svigtet justitsministeren, hvad er strategien så nu for, at de danske synspunkter, som et bredt flertal også uden om regeringen deler, kan blive gennemført?
Det er jo også fremgået, at der har været kontakter mellem Justitsministeriet og den nye danske kommissær, fru Mariann Fischer Boel, men at den pågældende kommissær har nægtet at tage sagen op, uagtet at den pågældende kommissær jo har stået og grædt for åben skærm og indrømmet, at hun stadig mener, at det er et alvorligt problem.
Så er det naturlige spørgsmål selvfølgelig: Hvad har Justitsministeriet tænkt sig at gøre for at få den danske kommissær til at fortsætte kampen for, at vi kan få en bedre dyrevelfærd også i EU-sammenhæng?
Justitsministeren (Lene Espersen):
Nu vil jeg starte med at sige til hr. Morten Bødskov, som jeg syntes gjorde lige vel meget ud af at trække fronter op i Folketinget, at jeg ikke mener, at det er regeringen, der har lidt et gigantisk nederlag. Jeg vil først og fremmest sige, at det er dyrevelfærden, der har lidt et gigantisk nederlag i går på rådsmødet, men derudover, at et fuldstændig enigt Folketing - og der er altså ikke en millimeter af uenighed mellem det, som regeringen står for, og det, som jeg har hørt samtlige Folketingets partier sige - desværre oplevede i går, at der ikke blev lyttet til de synspunkter, vi kom med.
Jeg er naturligvis meget, meget skuffet over, at ingen af de lande, som normalt står Danmark nær i dyrevelfærdssager
- her tænker jeg på Sverige, Tyskland, Storbritannien, der alle bliver ledet af socialdemokratiske regeringer - ønskede at prioritere dyrevelfærden. Nogle stemte endda for det forslag, som var på rådsmødet i går, og det skal jeg kun beklage. Men jeg vil sige til hr. Morten Bødskov, som jeg også sagde til pressen i går, at det jo ikke betyder, at vi bare kommer til at sidde på hænderne. Jeg har store forventninger til, at vi selvfølgelig skal fortsætte med at bringe det her spørgsmål op til debat. Jeg gjorde selv det i går, at jeg talte med den kommissær, der har ansvaret for dyrevelfærd, den nye cypriotiske kommissær, der hedder Markos Kyprianou, og jeg tror på, at et pres på ham, samtaler med ham og et pres fra Europa-Parlamentet, der jo slet ikke blev hørt om det nye forslag, kan medvirke til, at det her nok skal komme på dagsordenen igen.
Kl. 12.05
Så selv om slaget blev tabt i går, er det jo ikke tabt for evigt. Derfor mener jeg også, at vores udgangspunkt må være, at vi må bruge alle vores kræfter på at få overbevist den samlede nye Kommission om, at den må komme med et nyt udspil.
Morten Bødskov (S):
Tak for svaret.
Selvfølgelig er det et kæmpe nederlag for dyrevelfærden, det siger sig selv, men det, der jo er faktum, er, at der er en række tidligere allierede i det her spørgsmål, som har svigtet regeringen i denne her sammenhæng, og det er sådan set det, der er det mest bekymrende.
Men o.k., vi fortsætter kampen. Et vigtigt aktiv i kampen kunne jo være det faktum, at man fra regeringens side har placeret en ny kommissær i Kommissionen, som jo er et kollegium, og hvor den enkelte kommissær har mulighed for at tage op, hvad den pågældende kommissær gerne vil tage op, uanset om det ligger på andre områder eller andet.
Jeg tror, der er en hel del mennesker her inklusive mig selv, som sidder med en lidt underlig følelse, fordi den danske kommissær bare fuldstændig blankt afviser at berøre det her spørgsmål i en situation, hvor alle jo kunne se, at hun var dybt berørt ligesom alle os andre af de meget forfærdelige forhold, dyrene havde på vej ned gennem Europa i diverse transportbiler.
Hvad har Justitsministeriet tænkt sig at foretage sig over for Kommissionen for at få sat det her på dagsordenen? Når nu den danske kommissær siger, at hun altså ikke vil tage det op mere, vil der så være fornyede kontakt, for vi kan jo se i dagens presse, at der har været kontakt mellem Justitsministeriet og den danske kommissær?
Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil sige til hr. Morten Bødskov, at jeg synes sådan set, at der er mange problematiske ting i denne her sag. Altså man kan sige, at den gamle Kommission valgte jo ikke at foretage sig noget i det her spørgsmål, på trods af at den gamle Kommission faktisk var kommet med et forslag, som trak langt, langt mere i retning af, hvad vi fra dansk side ønskede os. Men man accepterede altså, at hollænderne fortsatte med deres eget forslag, uanset hvor mangelfuldt det er.
Så er det korrekt, at der nu er kommet en ny dansk kommissær, der er kommet en ny Kommission, og det, jeg gjorde
i går på rådsmødet, var at appellere til den nye kommissær, der har ansvaret for dyrevelfærd, altså den cypriotiske kommissær, om at tage sagen tilbage i den nye Kommission og tage en realitetsdrøftelse af det. Jeg synes, at det havde været fair, at den nye Kommission, som jo kun har haft en mulighed for skriftligt, om man så må sige, at orientere sig om sagen, havde haft en lejlighed til at diskutere det hollandske formandskabs forslag til ny forordning, før det blev endeligt vedtaget, men det ønskede den cypriotiske kommissær ikke. Han sagde, at han kunne acceptere det forslag, der forelå, men det var meget tydeligt at høre på den måde, han sagde tingene på, at han som kommissær var skuffet over, at man trods alt ikke var nået længere. Derfor mener jeg også, at den rigtige strategi nu er at arbejde for, at den nye Kommission på ny tager det her spørgsmål op, og der er jeg helt overbevist om, at den danske kommissær, vi har, som sidder på landbrugsområdet, men som har stor viden om denne her sag, fru Mariann Fischer Boel, klart vil medvirke til, at det, der måtte komme fra Kommissionen, bliver en stor forbedring i forhold til det, vi oplevede i går. Det er jeg helt overbevist om. Men indtil videre må man sige, at den kommissær, der altså sidder med sagen og porteføljen, altså er fra Cypern og ikke fra Danmark, og han ønskede ikke sagen tilbage i Kommissionen i går, da jeg spurgte ham direkte om det på rådsmødet.
Formanden:
Jeg gør opmærksom på, at det er kun første gang, ministeren svarer, at der er 2 minutter til rådighed. Så er det hr. Morten Bødskov.
Morten Bødskov (S):
Det er meget dejligt at høre, at justitsministeren har store forhåbninger om, hvad fru Mariann Fischer Boel, den danske EU-kommissær, kan tænkes at foretage sig. Men ikke desto mindre fremgår det jo i dag af dagens udgave af Berlingske Tidende, at fru Mariann Fischer Boel ikke vil bringe sagen op, uagtet hun er tidligere minister i en dansk regering, som har bragt det her spørgsmål op på et EU-topmøde.
Det kunne være rart at få justitsministerens tilkendegivelse: Vil regeringen bringe det her op? Altså vil man bringe det frem, vil justitsministeren bede statsministeren, ligesom man har gjort tidligere, om at bringe det her tema på dagsordenen, således at vi har sikkerhed for, at der stadig i de centrale fora bliver arbejdet for danske interesser? Ellers kan vi jo stå her og sige en hel masse ord, men desværre må vi jo igen se, at de viser sig at være tomme. Der skal handling bag. Vil justitsministeren eventuelt sikre sig, at statsministeren tager den her sag med, så den kommer på Det Europæiske Råds dagsorden?
Kl. 12.10
Justitsministeren (Lene Espersen):
Til det første vil jeg sige, at jeg ikke kan dirigere med den danske kommissær, og at det må være op til fru Mariann Fischer Boel, hvad fru Mariann Fischer Boel ønsker at tage op
i Kommissionen. Som sagt er jeg helt overbevist om, at hvis den kommissær, der har ressortansvaret, bringer sagen op, og det kunne man jo meget vel tænke sig skete på et tidspunkt, vil de synspunkter, som fru Mariann Fischer Boel kommer med være nogle, der flugter meget godt med det, vi her i Folketinget mener. Om det andet spørgsmål må jeg sige til hr. Morten Bødskov, at forslaget er vedtaget. Danmark blev stemt ned i går. Sådan er det. Hvor smerteligt det end måtte være, så synes jeg ikke, der er nogen grund til at forsøge at stille i udsigt, at ved, at sagen rejses på ny et nyt sted, skulle der lige pludselig manifestere sig et andet flertal. Jeg tror desværre, at man må erkende, at en meget stor del af de medlemslande, der sad rundt omkring bordet i går, ikke var parate til at gå videre. Det er selvfølgelig stærkt ubehageligt for Danmark. Derfor tror jeg også, at vejen til at presse de øvrige medlemslande til at få en langt, langt mere offensiv politik for dyrevelfærden ikke går fra landbrugsministrene op til deres statsministre, men nærmere går via Europa-Parlamentet, som vi vil benytte os aktivt af.
Morten Bødskov (S):
Vi er selvfølgelig glade for, at justitsministeren nu vil forsøge at alliere sig med Europa-Parlamentet, men tilbage står jo bare det faktum, at der er tale om et meget voldsomt nederlag, som i hvert fald kommer som en meget stor overraskelse for Socialdemokratiet. Vi havde troet, at der havde været bedre alliancer; vi havde troet, at regeringen havde sikret sig, at de lande, som traditionelt arbejder for at styrke dyrevelfærden, og ikke mindst også det hollandske formandskab, kunne tænkes at arbejde for denne her sag.
Det kommer som en kæmpeoverraskelse for os, at regeringen ikke engang er i stand til at holde fast på de traditionelle alliancepartnere i denne her sag. Der er det spæde spørgsmål bare: Når man nu har placeret en kommissær i Kommissionen, som har stået og grædt for åben skærm over, hvor forfærdeligt de her dyr havde det, vil man så sikre sig, at hun fortsat arbejder for sagen? Ja eller nej?
Justitsministeren (Lene Espersen):
Så vidt jeg ved, er en udpeget kommissær uafhængig og skal ikke instrueres af en regering i, hvordan vedkommende skal tale i Kommissionen. Hvis man begyndte på det, kunne der i hvert fald stilles helt andre spørgsmål om, hvilken vej EU-samarbejdet egentlig går.
Jeg vil sige til hr. Morten Bødskov, at jeg mener det alvorligt, når jeg siger, at Europa-Parlamentet klart skal på banen, og det har været en stor skuffelse for mig, at en af de europaparlamentarikere, som har interesseret sig for sagen, nemlig hr. Dan Jørgensen, ikke gjorde det, vi rådgav ham om, da han ringede til Justitsministeriet, nemlig at sørge for at aktivere andre europaparlamentarikere. Det var faktisk først i går, da jeg fulgtes i flyveren med fru Margrete Auken, at der blev taget kontakt til De Grønne, som den tyske landbrugsminister kommer fra, og det gjorde faktisk, at tyskerne kom på banen.
Jeg vil også sige til hr. Morten Bødskov, at i samtlige de orienteringer, jeg har givet både Fødevareudvalget og Europaudvalget, har jeg gjort det klart, at Danmark stod alene, og at hverken Tyskland, Sverige eller andre lande hældte til at stemme sammen med os. Så det kan ikke komme som nogen overraskelse for Socialdemokratiet, at det endte, som det gjorde, for det var sådan set også sådan, det var lagt op.
Hermed sluttede spørgsmålet.