Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Mariann Fischer Boel har været ejer eller medejer af den russiske farm

Besvaret § 20-spørgsmål

STATSMINISTERIET Dato: 21. oktober 2004 Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 255 stillet af Keld Albrechtsen (EL). Spørgsmål:

”Er  statsministeren  sikker  på,  at  Mariann  Fischer  Boel  aldrig  har  været  ejer  af  eller medejer i nogen form af den russiske farm, og hvorfor offentliggjorde Statsministeriet ikke  på  noget  tidspunkt,  før  sagen  kom  frem  i  pressen,  oplysninger  om  den  russiske farm?”

Svar: Ifølge de for mig foreliggende oplysninger er det alene Mariann Fischer Boels ægtefælle, der har været medejer af det selskab, som har til formål at producere svin i Rusland. Jeg vil gerne tilføje, at selv hvis Mariann Fischer Boel havde været medejer af den pågældende farm i Rusland, men uden at være involveret i driften, er det Statsministeriets opfattelse, at hun ikke af den grund ville kunne antages at udøve erhvervsmæssig virksomhed som omhandlet i EU-traktatens art. 213. Et sådant medejerskab ville efter Statsministeriets opfattelse heller ikke indebære, at der generelt kunne sættes spørgsmålstegn ved hendes uafhængighed. Med andre ord: Mariann Fischer Boel ville efter Statsministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at bestride posten som kommissær på grund af almindelige habilitetsbetragtninger, såfremt hun var medejer af en farm i Rusland. Lige så lidt som hun ville være det, såfremt hun ejede Danisco-aktier til en værdi af knap 100.000 kr. Det afgørende må - i EU som i Danmark - være, at en kommissær som enhver anden, der virker inden for den offentlige forvaltning, afstår fra at træffe afgørelse m.v. i en konkret sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Dette gælder, medmindre der ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil blive påvirket af uvedkommende hensyn. Det er i dette lys, de oplysninger, alle kommissærer i henhold til adfærdskodeksen skal afgive om deres økonomiske interesser m.v., skal ses. Der er således ikke tale om et generelt forbud mod sådanne interesser, men om et ønske om at skabe gennemsigtighed omkring hver enkelt kommissærs økonomiske interesser.