Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EF-Domstolen

Besvaret §20-spørgsmål

Spørgsmål nr. S 1198 til udenrigsministeren den 2. december 2004 stillet af Søren Søndergaard (EL):

”Vil udenrigsministeren oplyse, i hvilket omfang EF-domstolen forventes at skulle behandle sager, der tidligere kunne indbringes direkte for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og –kommission, efter endt behandling i det danske retssystem, såfremt forslaget til EU-forfatning træder i kraft”

Svar:

Ifølge forfatningstraktatens art. I-9, stk. 2, er det et mål, at EU skal tiltræde Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK). Baggrunden for tilføjelsen af dette retsgrundlag er, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) i dag ikke kan behandle klager over EU som sådan, fordi EU ikke har kompetence til at tiltræde EMRK.

Forfatningstraktaten ændrer ikke ved, at sager i det danske retssystem, som på nuværende tidspunkt kan indbringes for EMD, fortsat vil kunne indbringes for EMD, når EU har tiltrådt EMRK. Forfatningstraktaten ændrer heller ikke ved, at EMD fortsat vil have det sidste ord ved fortolkningen af EMRK. Forfatningstraktatens artikel I-9, stk. 2, understreger derudover, at EU's tiltrædelse af EMRK ikke vil indebære nogen ændring af EU’s beføjelser, som fastsat i forfatningstraktaten.

Når alle klagemuligheder i det danske retssystem er udtømt, vil en konkret sag vedrørende brud på EMRK derfor fortsat kunne indbringes for EMD, såfremt kravene til indbringelse af sager for EMD i øvrigt er opfyldt. EU’s tiltrædelse af EMRK ændrer således ikke den nuværende retstilstand vedrørende en borgers mulighed for at få en sag prøvet ved EMD. Det bemærkes i øvrigt, at EU ikke automatisk tiltræder EMRK på tidspunktet for en eventuel ikrafttrædelse af forfatningstraktaten. Tiltrædelse vil ske i form af en international aftale i forhold til Europarådet og denne organisations medlemmer.