Om , hvor længe verdenssamfundet kan se passivt til, at situationen i Mellemøsten eskalerer

Spm. nr. US 57 - besvaret 02/04-2002

Holger K. Nielsen (SF):
Det ligger i forlængelse af den tidligere diskussion, vi har haft. Jeg vil godt tage udgangspunkt i det, som også er sagt tidligere, at vi selvfølgelig står i en forfærdelig situation, men også i en situation, der bliver stadig mere farlig for hele regionen, for hele Mellemøsten, men jo i virkeligheden også for resten af verden. Med andre ord: Det er en dødsspiral, ikke bare i forhold til de mennesker, der bor i Palæstina-Israel-området, men også for resten af Mellemøsten og også i et bredere perspektiv.

Og så vil jeg godt spørge regeringen: Hvor længe kan verdenssamfundet egentlig stå og se passivt på, at det her eskalerer? Kan det være rigtigt, at efter at der er kommet en tradition for, at verdenssamfundet intervenerer med humanitære aktioner, blander sig i konflikter rundtomkring i verden, så er Mellemøsten tilsyneladende det eneste sted, hvor man ikke kan eller vil blande sig?

Kl. 13.30

Så meget desto mere uforståeligt er det, at hele terrorproblemet, som vi jo bruger mange kræfter på, har meget at gøre med den konflikt, vi oplever i øjeblikket, og at terrorismen vil blive forværret gennem det, vi oplever.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Det er fuldstændig rigtigt, at konflikten i Mellemøsten kan komme til at brede sig. Det er jo konstateret, at det har den ikke gjort, og det skyldes jo nok reaktionerne efter den 11. september.
Så det har ikke bredt sig, men det kan brede sig, og derfor er det meget vigtigt, at der kommer fredsforhandlinger, og at situationen kommer under kontrol; for det kan brede sig når som helst.
Det arbejder vi også for. Det arbejder EU for. Det arbejder FN for. Så det er jo ikke rigtigt, at verden ser passivt til. EU har sendt erklæringer af sted. FN har lavet en sikkerhedsresolution. Begge dele ligger faktisk på præcis den samme linje, hvis hr. Holger K. Nielsen læser de to resolutioner og udtalelser, som den danske regering har lagt sig på med kritik og henstillinger til begge parter og markering af, at kun fredsprocessen kan gavne sagen. Så vi ser altså ikke passivt til.
Alternativet til at se passivt til, som hr. Holger K. Nielsen måske efterlyser nu, er altså en interventionshær. Forestiller hr. Holger K. Nielsen sig virkelig, at man skulle sende en hær ind, der skulle kæmpe sig ind imellem selvmordsbomber og en israelsk hær?
Altså da nogle af selvmordsbomberne og grupperne ikke accepterer Israels eksistens overhovedet, ville det jo kun betyde - i hvert fald hvis man stiller en hær indimellem, hvis man overhovedet teoretisk kunne forestille sig det - at der stadig væk ville komme bomber mellem den hær og Middelhavet, fordi der er folk og kræfter og bevægelser på palæstinensisk side, som ikke accepterer Israels eksistens.
Se en arabisk tv-udsendelse. Jeg så tilfældigvis en, hvor man ser det ene barn efter det andet linet op og meddele: Jeg kommer fra Haifa, og jeg kommer fra den by i Israel, jeg kommer fra den by i Israel. Så til sidst ser man de israelske ledere. Der står, at de kommer fra Rusland og Ukraine osv., og så står der på skærmen: »We will be back«. Er det en måde at forestille sig, at man får fred på, at flaske de børn op med, at de, der bor i de områder, Haifa osv., er nogle, der kommer fra Rusland, hvorimod man selv har ret til landet?
Det er ikke en måde at bygge det op på. Så den propaganda er der også i det. Og den ville ikke blive hjulpet ret meget med den hær dér. Så en observatørmission ser vi meget gerne. Men den har ikke nogen mening, hvis den skal kæmpe sig igennem; så rammer bomberne til alle sider for den hær.

Holger K. Nielsen (SF):
Jamen jeg kan bare konstatere, at der de seneste år er kommet et stigende internationalt engagement også i såkaldt humanitære militære interventioner, og de er altid vanskelige. Det er ligegyldigt, om det er Afghanistan, om det er Balkan, Bosnien, eller hvor man nu er henne.
Det, der bare undrer mig, er, at her står vi med en konflikt, der vel er den farligste i mange, mange år, der risikerer at brede sig til hele regionen, der risikerer at få langt større verdensomspændende karakter end det, vi ser nu. Er det så ikke en situation, hvor verdenssamfundet i form af FN må være i stand til at gøre mere end at vedtage resolutioner? Det er jeg med på at det gør. Det er også godt nok, men er det nok? Det har vist sig, at det ikke er nok.
Jeg spørger bare: Hvor er logikken henne i, at man ikke vil gå længere end til skrivebordsresolutioner i denne her konflikt, hvor man så i andre konflikter i de seneste år har været villig til at sætte magt bag handlingerne?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jamen jeg ved ikke, hvor hr. Holger K. Nielsen vil hen med den krigsgalskab, han nu giver udtryk for. Det vil sige, at han forestiller sig, at vi skal sende soldater ind og banke israelere og banke palæstinensere og stille os op midt imellem dem, lige efter at jeg har forklaret hr. Holger K. Nielsen, at det vil ikke skabe fred. For det vil jo bare betyde, selv om man tænkte sig den situation, at bomberne ville hagle rundtomkring til begge sider alligevel, fordi nogle parter i Israel ikke accepterer palæstinensernes eksistens og palæstinenserne ikke accepterer Israels eksistens.
Så den hær ville ikke kunne gøre nogen gavn, før der ligger en politisk aftale, som man så kan overvåge og sørge for bliver holdt. Hr. Holger K. Nielsens krigsfantasier ville kun gøre det endnu værre i området.

Kl. 13.35

Holger K. Nielsen (SF):
Jeg skal afvise, at jeg har krigsfantasier her. Jeg skal bare påpege den dobbeltmoral, der tilsyneladende ligger i, at hvor den danske regering er villig til at støtte militæraktioner næsten hvor som helst i verden, så er man ikke villig til at gøre noget som helst i denne konflikt. Ikke engang handelssanktioner mod Israel er man villig til inden for EU, som i det mindste kunne give et vist pres på Israel. Man er ikke villig til at tage en debat om, hvorvidt man kan få et stærkere pres end blot resolutioner i forhold til parterne.
Det har jo vist sig, at disse resolutioner ikke har nok virkning af en eneste grund: at den israelske regering ikke accepterer det, der foregår i FN, og at USA ensidigt bakker op bag Israel.
Og det er vel her, forklaringen ligger, nemlig at den danske regering ikke ønsker at tage en debat, der på nogen måde kan pikere den amerikanske regering eller den israelske regering. Men jeg vil påpege dobbeltmoralen, og jeg vil påpege, at hvis der overhovedet skal være en chance for, at denne vanvittige konflikt, denne dødsspiral skal slutte, så kræver det andet og mere end resolutioner fra den danske regering, fra EU og fra FN.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jo, men jeg synes, det lyder meget hult. Altså jeg synes, hr. Holger K. Nielsen svinger sig meget op og forlanger noget af os, som han derefter ikke forlanger alligevel. Jeg hørte det, som om han forlangte, at vi skulle kæmpe os ind imellem parterne. Jeg har forklaret hr. Holger K. Nielsen - og det hjælper ikke ret meget: Det, vi arbejder for, er, at Israel trækker sig tilbage fra besatte områder, at man arbejder på den saudiske fredsplan, som betyder anerkendelse af Israel og oprettelse af en palæstinensisk stat.
Det er ikke rigtigt, at det ikke påvirker USA. Den resolution, som kom for kort tid siden fra Sikkerhedsrådet, som var forfattet af USA, nævner for første gang, at det skal ende med en palæstinensisk stat. Det vil sige, at EU's, den europæiske politik på det område altså nu også har påvirket USA, så USA siger det samme om Palæstina.
Så det er simpelt hen ikke korrekt, det, hr. Holger K. Nielsen siger, at vi ikke påvirker USA. Vi påvirker faktisk USA. Og den største mulighed for at få skabt fred i området er, at USA og EU fører den samme politik over for palæstinenserne og over for israelerne. Så er der størst mulighed for, at det lykkes.
Jeg er helt enig i, at det er dybt bedrøveligt, at man kan komme med alle disse henstillinger og alle disse resolutioner, og at intet hjælper. Det er jeg fuldstændig enig i. Men altså alternativet med at sende en hær ind, som ingen vil se, og hvor tingene rundt om denne hær bare bliver værre, det er jo ikke rigtig noget godt alternativ.

Holger K. Nielsen (SF):
Det er jo ikke korrekt, at den amerikanske regering har en klar linje i det her. Den amerikanske regering har en aldeles uklar linje i det her. Og det er jo også årsagen til, at den israelske regering føler sig stærk nok til at fare frem, som den gør i øjeblikket. Den israelske regering har fremprovokeret en krig, fører krig i øjeblikket i området med meget store og alvorlige konsekvenser.
Derfor spørger jeg endnu en gang: Hvordan kan det være, at det her er den eneste krig i verden, hvor verdenssamfundet ser fuldstændig passivt til? Hvordan kan det være, at vi i alle mulige andre konflikter de sidste 10 år har fået et stigende pres på at engagere os, at gå ind og engagere os og få parterne skilt ad, men her er der intet som helst, ikke engang handelssanktioner, ikke engang noget, der ligner handling bag de mange ord, der blev vedtaget forskellige steder?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg tror såmænd ikke, hr. Holger K. Nielsen har ret meget glæde af handelssanktioner. Altså der er to parter i konflikten. Men jeg tror ikke, at hr. Holger K. Nielsen vil gå ind for handelssanktioner mod det, der trods alt kommer ud fra Palæstina. Og den israelske økonomi er i forvejen temmelig ødelagt. Så jeg tror såmænd ikke, det vil påvirke noget som helst. Så igen mangler jeg bare et noget fremadrettet og konstruktivt forslag fra Holger K. Nielsen som alternativ til vores.
Når man laver en militæraktion, skal man vide, hvilket mål man vil nå, og man skal tro på, at man kan nå målet. Jeg har prøvet at forklare hr. Holger K. Nielsen, at en militæraktion uden accept fra parterne ikke har store muligheder for at nå sit mål, og derfor ville den jo være temmelig hovedløs.
Så det, vi bliver ved med - og skal blive ved med - er at presse begge parter i utvetydige vendinger og sige til Israel nu, at den gengældelse er gået over gevind, at det ikke har noget formål at behandle Arafat på den måde, man behandler ham på nu, for man får ikke fred med den arabiske verden på den måde. Samtidig skal man understrege, at de her selvmordsbomber må standse, for ellers bliver det ved med at køre op.
Det har jeg gentaget flere gange, men jeg kan ikke høre, hr. Holger K. Nielsen er kommet med forslag, som vil kunne løse konflikten.

Formanden:
Så er det hr. Villy Søvndal, derefter hr. Naser Khader, fru Margrete Auken og hr. Søren Søndergaard som medspørgere.

Kl. 13.40

Villy Søvndal (SF):
Jeg synes, det er lykkedes udenrigsministeren på den forholdsvis korte spørgetid at indføre tre helt nye standarder, når vi diskuterer international intervention: Det er noget nyt, at begge parter skal være indforstået. Sådan var det ikke, da vi diskuterede Kosovo-situationen. Det er noget nyt, at man ikke forsvarer, men alligevel ser igennem fingre med, at et land systematisk får lov til at overtræde hver eneste FN-resolution. Det er noget nyt, at man har så stor tålmodighed, at man ikke sætter en tidsgrænse på, der siger, at hvis det ikke er sket inden den og den dag, så griber vi ind. Ingenting vil ministeren andet end at tale.
Jeg vil spørge ministeren: Hvordan synes man så, det går med at udøve den indflydelse, der, forstår jeg, er så vigtig? Lykkes det? Lykkes det at påvirke parterne til bare antydningsvis noget af det, ministeren siger han gerne vil?
Nej. Og hvorfor ikke? Fordi der hele tiden kommer dobbeltmeldinger. I dag kommer der dobbeltmeldinger, hvor statsministeren siger ét, nemlig at man ikke forstår at forklare Israel, og udenrigsministeren forsøger at holde en EU-kurs. Jamen så er det da klart, at det ikke virker. USA spiller tredobbelt spil. Der er ikke nogen international linje, der lægger pres på Israel. Derfor ser vi de uhyrligheder, vi ser lige i øjeblikket.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jamen det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Der lægges jo pres på Israel. FN's resolution er et meget klart og utvetydigt pres på Israel. Så kan man jo blæse på det. Ja, alternativet er så at gå ind og banke folk, at stable en hær på benene, så man kan gå ind og banke folk. Men hvis hr. Villy Søvndal ikke vil det, så er det jo kun det politiske pres, man kan blive ved med at bruge. Og det er jo ikke rigtigt, at verden ikke reagerer. Det er meget, meget kraftige meldinger, der kommer fra både FN og EU.
Alternativet er stadig væk denne her hær, som jeg ikke tror på, for der er altså palæstinensere, som ikke accepterer Israels eksistens, og stiller man en hær ind dér, så vil der falde bomber på den anden side af den hær, mellem hæren og Middelhavet, som jeg har sagt. Omvendt er der også bosættere, som ikke accepterer at trække sig tilbage, og så vil der på den anden side af den hær også forekomme blodigheder.
Så det har ikke noget perspektiv andet end det politiske altså, og dér sætter vi presset ind på begge parter og har gjort det hele tiden. Men jeg erkender da, at det ikke har virket. Det kan vi jo se. Men hvis nogen havde fundet midlet til, at det skulle virke, så var det nok opfundet. Der er altså ingen, der har opfundet det, hverken den danske regering eller andre, for så var det jo fundet.
Så der er altså kun det politiske pres at lægge på parterne, hvis ikke man vil gå til det militære, og der skal man, som jeg sagde, vide, at man ikke kan nå sit mål, hvis man sætter militæret ind. Målet kan ikke nås på den måde, som hr. Villy Søvndal og hr. Holger K. Nielsen prøver her.

Naser Khader (RV):
Jeg ved godt, at den danske regering ikke kan løse problemet, men jeg mener faktisk, at vi godt kan råbe lidt højere, at udenrigsministeren kunne råbe lidt højere, sådan som den forrige udenrigsminister gjorde.
Og med hensyn til Arafat: Man bliver ved med at sige, at han kunne gøre mere. Det er naivt at tro, at han alene kunne stoppe terroren. I øvrigt kan man sammenligne det med Danmark under besættelsen, da den danske regering bad modstandsbevægelsen om ikke at lave sabotageaktioner mod besættelsen. De gjorde det alligevel. Hvor mange lyttede til den danske regering?
Jeg har to spørgsmål. Det ene er: Hvad vil regeringen gøre, hvis Arafat bliver sendt i eksil? Sharon siger i dag til journalister, at Arafat kan få en enkeltbillet ud. Hvad vil regeringen gøre, hvis Arafat bliver slået ihjel? Vil man så overveje handelssanktioner, vil man overveje at trække vores ambassadør hjem? Hvad vil man gøre konkret?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Det sidste spørgsmål om, hvad man vil gøre, hvis såfremt ifald, mener jeg faktisk ikke man skal svare på.
Vi har appelleret til Israel om at lade Arafat komme til Beirut. Det kom han ikke, bl.a. fordi der kom den bombe og andre ting i vejen. Vi har appelleret til Israel om at ophæve belejringen af Ramallah, og det håber jeg på vil lykkes, for det er altså det, vi alle sammen, også i hele EU, appellerer til. Det er også det samme, verdenssamfundet gennem FN appellerer til. Så det håber jeg meget lykkes.
Som sagt har jeg bestilt en telefonsamtale med Peres for at sige det samme til ham i dag.
Og så vil hr. Khader godt have, og han brugte udtrykket, »at jeg skulle råbe højere som min forgænger«. Jeg må ikke spørge hr. Khader, men så kan jeg bruge det retoriske spørgsmål: Hvor meget fred fik min forgænger ud af det i Mellemøsten?

Margrete Auken (SF):
Ministeren sagde i sit første svar til hr. Holger K. Nielsen, at det var svært at forestille sig, at man kunne sætte nogen ind, når der var ballade på begge sider. Nu blev der jo også sagt, at det var der altså også i Kosovo, og det har der også været andre steder, så det er ikke noget sådan frygtelig godt argument. Men så brugte ministeren faktisk som eksempel, at man blandt palæstinenserne påberåbte sig hjemvendelsesretten.

Kl. 13.45

Jeg har faktisk lidt lyst til at minde ministeren om, at det er en af FN-resolutionerne, og den indgår i Saudi-Arabiens fredsudspil, at ud fra de der forhandlede udspil, der har været om, hvordan Right of Return skulle varetages, har det da selvfølgelig været en kolossal udfordring, som man ikke kan kalde krigerisk fra den anden side, at israelerne tillader hvem som helst at komme ind og få statsborgerskab i Israel, bare man har en oldemor, der er jødisk, hvorimod folk, der har boet i området og oven i købet er beskyttet af FN-resolutionen eller burde være det og dermed altså af folkeretten, bliver afvist, som om det er nogle krigeriske, hånlige nogle, som dermed demonstrerer, at man ikke anerkender staten Israel, når man faktisk vil leve op til det.
Jeg vil godt lige bede ministeren om også her at respektere folkeretten så meget, så vi er sikre på, at i hvert fald den danske regering mener, at den skal gælde.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil egentlig godt retorisk spørge fru Margrete Auken:
Hvor er sudetertyskerne i dag? Hvor er de polakker, der blev bevæget væk fra Hviderusland? Hvor er de tyskere, som blev bevæget væk fra Wroclau? Hvor meget har Europa respekteret hjemvendelsesretten? Jeg spørger bare. Mig bekendt har vi ikke gjort det.
Så siger vi, at så skal hjemvendelsesretten respekteres
i Mellemøsten. Ja, og det er også en del af forhandlingsgrundlaget. En af de ting, der skal forhandles, er hjemvendelse: hvor mange, hvor eller erstatning? Det er et af emnerne ved forhandlingsbordet, ligesom Jerusalems fremtidige status er et af emnerne ved forhandlingsbordet. Det er altså ikke løst, men det ligger der, og derfor går vi da også ind for, at det skal forhandles på plads og have en løsning. Men det, jeg så, var ren propaganda i retning af, at det er de forkerte mennesker, der bor i Israel. Det kan man godt have en mening om, men det betyder så også, at man får skabt den stemning, hvor man siger: Vi må smide de forkerte ud. Og så får man den fornemmelse, som hr. Khader var inde på, at vi er udsat for en besættelsesmagt, der sidder imellem Middelhavet og Vestbredden. Men FN har jo anerkendt, at den, der sidder mellem Middelhavet og Vestbredden, er staten Israel, som FN selv har oprettet.

Søren Søndergaard (EL):
Jeg har sådan set langt hen ad vejen forståelse for udenrigsministerens opfattelse af, at et observatørkorps i hvert fald kræver accept fra begge parter. Og jeg noterede mig også, at ministeren direkte sagde, at det var jo Israel, som har sat sig imod det observatørkorps.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge udenrigsministeren: Hvad tror udenrigsministeren grunden er til, at Israel er imod det observatørkorps? Er det for at få frie hænder?
Vi har jo set her på det sidste, hvordan man også har fjernet pressen fra de områder, man er gået ind i, for at forhindre, at det bliver dækket. Vi har også set eksempler på, hvordan den israelske hær, var det i går eller i forgårs, skød direkte ind i ubevæbnede fredsvagter, skød mod deres fødder.
Er det for at undgå, at der er opmærksomhed om den slags ting foretaget af den israelske hær, at man smider pressen ud af områderne? Og ønsker man ikke et observatørkorps ind, der kan fortælle, hvad der i virkeligheden foregår?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Vi går ind for, at der kommer et observatørkorps. Vi har også derfor forlænget vores tilstedeværelse i TIPH'en i Hebron. Det er vigtigt, at der er øjne på, som kan se, hvad det er, der foregår, for det kan trods alt betyde, at nogle holder sig tilbage fra at gøre noget, de ellers ville have gjort. Derfor går vi ind for det. Men det kræver jo, som hr. Søren Søndergaard, havde jeg indtryk af, også åbnede for, at det er begge parter, der accepterer det; ellers kan det ikke komme til at fungere.
Og det, der sker fra israelsk side, hvis jeg skal prøve at give en forklaring på, hvorfor de er så skeptiske over for internationale observatørkorps og fredskorps og det ene og det andet, er, at de jo har en meget dårlig erfaring, for i en af de krige, der kom, stod FN jo imellem som fredsvagter, om man så må sige, men da den arabiske hær nærmede sig, flyttede man sig jo bare. Og det vil sige, at de havde stolet på, at FN var imellem, og at Israel derfor ikke kunne komme ud for et overraskelsesangreb. Men da de arabiske styrker nærmede sig - jeg tror, det var i 1973 - så trak FN-folkene sig bare tilbage og lod dem passere.
Derfor ligger der er utryghed ved internationale garantier i Israel. De har jo kun den stribe land, hvor de hurtigt kan blive rullet i havet. Det er forklaringen, som jeg prøver at give hr. Søndergaard. Der ligger en slags dybbølssår i Israel fra Yom Kippur-krigen.

Kl. 13.50

Peter Skaarup (DF):
Jeg må indrømme, det jo er en lidt overraskende indgang, SF har til denne sag, at nu skal Danmark nærmest stå i spidsen for en humanitær intervention i Mellemøsten. Som jeg husker de debatter, vi har haft i Folketinget omkring det, har SF jo ikke tidligere ligefrem været bannerfører for den slags tanker.
Det står hen i det uvisse for mig, hvorfor SF lige pludselig mener, at det er det evig saliggørende. Jeg har forstået SF's politik tidligere sådan, at det måske kunne nytte noget at indsætte fredsbevarende styrker, hvis der var en fred i et område. Men problemet i Mellemøsten er jo netop, at der ikke er en fred.
Så forstår jeg ikke helt den holdning, der er blandt en række medlemmer her i Folketinget, jeg synes også, at regeringen er lidt tilbøjelig til at give udtryk for nogle af de holdninger, nemlig at Arafat skulle være en meget vigtig medspiller, der kan løse denne konflikt. Vi så Arafat være medskyldig i, at de forhandlinger, der foregik i USA under Clintons forsøg på en fredsmægling, ikke kunne være med. Vi har set, at Arafat ikke har været i stand til at fjerne de terrorister, han er blevet bedt om.
Hvor er tiltroen til, at Arafat er den stærke person? Man skal jo være stærk for at indgå en fred. Hvor er tiltroen til, at det er den stærke person, der fra palæstinensisk side kan indgå en fred? Det har jeg svært ved at se.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Som jeg svarede tidligere, så uanset hvad man personligt eller hvem som helst måtte mene om Arafat og hans opfyldelse af løfter og ikkeløfter og tvetungethed eller ikketvetungethed, alle de anklager mod Arafat kender vi jo godt, så er det relevante slutresultat trods alt stadig væk dette, at han er palæstinensernes leder, det er han valgt til. Den arabiske verden opfatter ham også som det palæstinensiske folks leder. Det vil sige, at der kan kun komme fred gennem forhandlinger med ham.
Jeg mener, Arafat bryder sig jo heller ikke om Sharon, men han er altså også nødt til, hvis vi skal have nogen fred med Israels regering, så at lave den sammen med Sharon. Sådan er det her i verden. Der kan være mange politiske modspillere og modstandere, man ikke bryder sig om, både her og hisset, men man er nødt til at forhandle med dem, for det er dem, der er valgt, det er dem, der repræsenterer.
Det er derfor, jeg siger, at Arafat er altså en vigtig medspiller for at få den fred på plads dernede, og derfor advarer vi Israel mod at forestille sig, at ved at eliminere ham kan man få en fred. Så tror jeg faktisk, at man får en meget hård periode, hvis man i stedet for får en anden person ind, der mases ind af Israel. Så vil jeg gætte på, at den person bliver meget mere rabiat end det, vi har oplevet fra Arafat, for han skal vise, at han præcis ikke er indsat af Israel. Så derfor kan jeg ikke se det kloge i at isolere og fjerne Arafat.

Mogens Lykketoft (S):
Jeg stillede på et meget tidligere tidspunkt her i spørgetimen udenrigsministeren et spørgsmål, han faktisk ikke svarede på, og som jeg i forlængelse af svaret på hr. Søren Søndergaards spørgsmål om observatørerne gerne vil gentage:
Vidende, at vi ikke kan gå ind med en hær, selvfølgelig kan vi ikke det, vidende, at vi ikke får Israels regerings accept på en international anerkendt observatørstyrke lige nu, vil udenrigsministeren så i stedet arbejde for, at EU's medlemslande simpelt hen udvider vores diplomatiske tilstedeværelse i Israel og også gerne i de palæstinensiske områder - og gerne også tilskynder USA's regering til det - så vi i kraft at et væsentligt større antal diplomater, det kan vi jo selv bestemme, kan udøve den observatørvirksomhed, der er så piskende brug for?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg tror faktisk, jeg svarede hr. Mogens Lykketoft, for jeg sagde i mit svar, at EU er der, alle landene er til stede i Israel, der er en massiv tilstedeværelse af diplomatiske korps i Israel. Så jeg ser ikke nogen grund til at tro, at vi kunne få mere fred ved at sende flere derned. Vi er også til stede i Ramallah. Vi har en dansk repræsentant i Ramallah. Det har vist de fleste af alle EU-lande også, så jeg kan ikke rigtig tro, at det fører videre, at vi begynder at fordoble antallet af medarbejdere på vore ambassader, for vi er der alle sammen i forvejen. Vi er i Ramallah, vi er i Tel Aviv, vi er i Jerusalem.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Formanden:
Det næste spørgsmål er stillet af fru Margrete Auken, og her har vi jo desværre ikke så meget tid.