Om oversendelse af landbrugskommissær Mariann Fischer Boels revisorrapport til Kommissionen om habilitetsspørgsmålet.
Spm. nr. S 5192
Til statsministeren (25/8 04) af:
(EL):»Vil statsministeren sørge for, at spørgeren får tilsendt den revisorrapport, som Mariann Fischer Boel ifølge pressen har sendt til Kommissionen om habilitetsspørgsmålet, således at spørgeren får mulighed for at bedømme, om det er korrekt, når statsministeren i svaret på spørgsmål nr. S 5005 siger, at »Mariann Fischer Boels ejerskab af en landbrugsejendom, som hun ikke modtager erhvervsmæssig indkomst fra, er ikke ensbetydende med at udøve erhvervsmæssig virksomhed i traktatens forstand«?«
Begrundelse
Af det materiale, der hidtil er fremlagt, kan det ikke vurderes, om landbrugsstøtte og andre indkomster, som tilgår de godser, som Mariann Fischer Boel ejer eller er medejer af, tilfalder hende selv, eller om der er lavet en klar selvejeordning, så pengene både på kort og lang sigt tilfalder hendes mand.
Statsministerens svar bygger efter spørgerens opfattelse på en misforståelse af traktaten, idet det afgørende spørgsmål ikke i sig selv er, om der er tale om lønnet eller ulønnet virksomhed, men om der er deltagelse i erhvervsmæssig virksomhed.
Derfor skal det sikres, at den danske kommissær har vandtætte skotter i forhold til de erhvervsvirksomheder, som hun er ejer eller medejer af.
Svar (2/9 04)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Der vedlægges det samlede materiale, der på Mariann Fischer Boels foranledning blev sendt til Kommissionen den 16. august 2004. Det drejer sig om revisorerklæring af 16. august 2004 (dansk og engelsk version) om ejer- og driftsforhold for Mariann Fischer Boel’s landbrugsejendomme samt notat af 13. august 2004 fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forskellen mellem ejerskab og drift af landbrugsejendom ifølge dansk lovgivning.
Ligeledes vedlægges pressemeddelelse fra Europa-Kommissionens repræsentationskontor i København af 18. august 2004, hvoraf det fremgår, at det på grundlag af de ovennævnte dokumenter er Kommissionens juridiske afdelings opfattelse, at Mariann Fischer Boel efterkommer traktatens forpligtelse om, at kommissærer ikke må udøve nogen anden lønnet eller ulønnet erhvervsmæssig virksomhed. Dette stemmer overens med Statsministeriets egen vurdering, som den fremgår af svar på spørgsmål nr. S 5005.