Om, at det er uhensigtsmæssigt at forny kørekort hvert tiende år
Spm. nr. S 5082
Til justitsministeren (18/8 04) af:
(DF):»Er ministeren enig i, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, at der her i landet indføres krav om fornyelse af kørekort hvert tiende år, og er ministeren enig i, at trafiksikkerheden bedre tilgodeses ved at bruge de regler, der allerede eksisterer om kontrollerende køreprøver og vejledende helbredsmæssige køretest?«
Begrundelse
EU lægger med et direktivforslag (KOM (2003 621)) op til, at kørekort gælder i 10 år, uanset at de enkelte EU-lande altid selv har fastsat egne regler om kørekort og gyldighedsperioder på grundlag af de forhold, der gør sig gældende lokalt i det enkelte land.
De danske regler, hvor kørekortet normalt gælder til 70-års alderen, rummer mulighed for kontrollerende køreprøve eller køretest, hvis der er tvivl om kørefærdighed, kendskab til færdselsregler eller er udvist hensynsløshed i trafikken.
Det vil være et kostbart bureaukrati, hvis alle skal aflægge køreprøve hvert 10. år, hvilket ikke i sig selv styrker trafiksikkerheden. Hvis der er for mange uerfarne, hensynsløse eller helbredsmæssigt svækkede bilister, findes der i de eksisterende regler mulighed for at indkalde dem til kontrol, og ellers kan reglerne skærpes, hvis det er nødvendigt. I øvrigt er der mere grund til at sætte ind over for de 18-24-årige uerfarne bilister, der forvolder mange ulykker.
Svar (27/8 04)
Justitsministeren
(Lene Espersen):Justitsministeriet kan oplyse, at Kommissionen den 5. december 2003 fremsatte et forslag til nyt kørekortdirektiv (3. kørekortdirektiv). Grundnotat om forslaget er den 21. juli 2004 sendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
Direktivforslaget behandles for tiden i Rådets transportarbejdsgruppe.
Kommissionens direktivforslag indeholder bl.a. et forslag om en harmoniseret, obligatorisk og regelmæssig administrativ fornyelse af kørekort udstedt af medlemsstaterne.
Der foreslås indført en maksimal administrativ gyldighed på 10 år for kørekort til kategori AM (knallert), kategori A1, A2 og A (motorcykler), kategori B (almindelig bil) og kategori B/E (bil med stort påhængskøretøj). Medlemsstaterne vil efter forslaget kunne vælge at fastsætte krav om, at kørekortindehaveren gennemgår en helbredsmæssig undersøgelse i forbindelse med en efterfølgende administrativ fornyelse af kørekortet.
Det foreslås endvidere, at den maksimale administrative gyldighed af kørekort til kategori C1 (lille lastbil), C (lastbil), D1 (lille bus), D (bus) og kategorierne C1/E, C/E, D1/E og D/E (henholdsvis lille lastbil, lastbil, lille bus og bus med stort påhængskøretøj) skal være 5 år. I forbindelse med administrativ fornyelse af kørekort til disse kategorier skal det efter forslaget være obligatorisk for kørekortindehaveren at gennemgå en helbredsmæssig undersøgelse.
Medlemsstaterne har endelig efter forslaget mulighed for at begrænse gyldighedsperioden for kørekort, der udstedes til førstegangserhververe af kørekort til kategori A (motorcykel) og kategori B (almindelig bil) til tre år med henblik på at kunne træffe særlige foranstaltninger over for disse førere for at øge færdselssikkerheden.
Det fremgår af begrundelsen for direktivforslaget, at baggrunden for forslaget om administrativ fornyelse af kørekort bl.a. er ønsket om at opnå en reel gensidig anerkendelse af alle kørekort, som udstedes i medlemsstaterne, hvilket vil sikre fri bevægelighed for borgerne hvad angår kørekort. Efter det gældende direktiv kan medlemsstaterne anvende deres egne gyldighedsperioder på kørekort udstedt i andre medlemsstater.
Det er endvidere anført, at forslaget vil medvirke til at forebygge forfalskning af kørekort ved, at kørekort opdateres jævnligt herunder med nyt foto. Endelig vil kontrolmulighederne forbedres i takt med, at antallet af kørekortmodeller i omløb reduceres.
Der er således ikke med forslaget lagt op til, at det skal være obligatorisk, at der aflægges ny køreprøve i forbindelse med administrativ fornyelse af kørekort. Der vil dog efter forslaget være mulighed for nationalt at stille krav om kurser med henblik på ajourføring af teoretiske kundskaber eller praktiske færdigheder mv. i forbindelse med sådanne administrative fornyelser af kørekort.
Jeg kan endvidere bekræfte, at politiet allerede efter de gældende regler kan stille krav om kontrollerende køreprøver og vejledende helbredsmæssige køretest, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt en indehaver af et kørekort fortsat opfylder betingelserne for at få udstedt kørekort. Disse eksisterende muligheder sammenholdt med de betydelige udgifter, som indførelsen af krav om afholdelse af køreprøver med større hyppighed vil medføre, gør, at jeg ikke har aktuelle overvejelser om at indføre krav om hyppigere køreprøver.