Hjælpemenu

Hovedmenu

Om indførelse af en 21-års-aldersgrænse for erhvervelse af kørekort til lastbiler

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5071

Til justitsministeren (18/8 04) af:

Per Dalgaard

(DF):

»Vil ministeren oplyse, om hun vil være indstillet på at indføre en 21-års aldersgrænse for kørekort til store lastbiler?«

Begrundelse

I forbindelse med flere alvorlige trafikulykker, hvor ganske unge lastbilchauffører har påkørt andre trafikanter, har der fra flere sider været ønske om at indføre en højere aldersgrænse end 18 år for så vidt angår tunge lastvogne.

Ministeren bedes i sin besvarelse oplyse om, hvor langt fremme regeringen er med sine overvejelser herom.

Svar (27/8 04)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

Det følger af artikel 6 i Rådets direktiv nr. 91/439/EØF om kørekort (2. kørekortdirektiv), at alderskravet for erhvervelse af kørekort til lastbil er 18 år. Danmark har i forbindelse med gennemførelse af direktivets bestemmelser ikke mulighed for at fravige dette alderskrav. I overensstemmelse hermed er det i kørekortbekendtgørelsens § 14, stk. 1, fastsat, at alderskravet for erhvervelse af kørekort til lastbil er 18 år.

Kommissionen har den 5. december 2003 fremsat et forslag til nyt kørekortdirektiv (3. kørekortdirektiv). Grundnotat om forslaget er den 21. juli 2004 sendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Direktivforslaget behandles for tiden i Rådets transportarbejdsgruppe.

Kommissionens direktivforslag indeholder bl.a. et forslag om at differentiere alderskravet for erhvervelse af kørekort til henholdsvis mindre og større køretøjer. Samtidig foreslås det, at den gældende valgfrie kategori C1 (lille lastbil) gøres obligatorisk. Kommissionen har således foreslået, at alderskravet for erhvervelse af kørekort til kategori C1 (lille lastbil) skal være 18 år, mens alderskravet for erhvervelse af kørekort til kategori C (lastbil) skal være 21 år.

Jeg finder, at det er hensigtsmæssigt at indføre en trinvis adgang til at erhverve kørekort, således at aldersgrænsen for at erhverve kørekort til større køretøjer er højere end for mindre køretøjer.

Forslaget om skærpede alderskrav for erhvervelse af kørekort til store lastbiler vil dog kunne medføre vanskeligheder for bl.a. forsvarets personel, som i mange tilfælde ikke vil opfylde sådanne skærpede alderskrav.

Under forhandlingerne i Rådets transportarbejdsgruppe vil Danmark derfor arbejde for, at der tilvejebringes en ordning, der tager for højde for denne særlige problemstilling.