Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at lade forsigtighedsprincippet gælde i forbindelse med godkendelse af hårfarvningsmidler

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5059

Til familie- og forbrugerministeren (17/8 04) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Mener ministeren, at forsigtighedsprincippet bør gælde, også i afgørelser af så vital betydning for forbrugerne, og at den midlertidige godkendelse af hårfarvningsmidlerne bør ændres til et midlertidigt forbud?«

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 5057.

Svar (26/8 04)

Familie- og forbrugerministeren

(Henriette Kjær):

Da regulering af kosmetiske produkter som oplyst i min besvarelse af spørgsmål S 5057 hører under miljøministerens ressort, har jeg forelagt spørgsmålet for miljøministeren, der har oplyst følgende:

» Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål S 5057, har Miljøstyrelsen oplyst, at den midlertidige tilladelse af hårfarvningsmidlerne er en fortsættelse af gældende regulering, som Danmark tidligere har støttet, og at den har til formål at sikre datagrundlaget for den igangværende risikovurdering. Den gældende regulering for hårfarvningsmidlerne blev vedtaget ved den 26. tilpasning af kosmetikdirektivet i juli 2001. Forslaget til de gældende regler blev før vedtagelsen sendt i bred høring, og der var generel støtte til forslaget. Disse regler er første skridt på vej mod en opstramning af reguleringen for hårfarver, som vil medføre en klar forbedring af forbrugernes sikkerhed.«

Jeg henholder mig til miljøministerens svar.