Om ændring af støtteordningerne til skolemælk, så den sundeste mælk får mest tilskud
Spm. nr. S 4922
Til familie- og forbrugerministeren (9/8 04) af:
(EL):»Vil ministeren tage initiativ til, at støtteordningerne til skolemælk ændres, så den sundeste mælk får det højeste tilskud?«
Svar (18/8 04)
Familie- og forbrugerministeriet
(Henriette Kjær):Det er særdeles væsentligt for mig at sikre, at EU’s markedsordning for mælk ikke modvirker vore nationale kostråd, som er baseret på solid ernæringsmæssig viden. Vore kosteksperter anbefaler således, at børn indtager ca. ½ liter mælk fra de magre mælketyper dagligt.
Spørgsmål vedrørende markedsordningerne for landbrugsprodukter hører under Fødevareministeriets område. Jeg har derfor drøftet spørgsmålet med fødevareminister Hans Christian Schmidt, som har udtalt følgende:
»Jeg vil på det først kommende rådsmøde, som er det uformelle rådsmøde i Holland den 5.-7. september, tage spørgsmålet om skolemælksordningen op, idet de nuværende regler under den fælles EU-ordning ikke er hensigtsmæssige, herunder støttestrukturen. Tiden er kommet til at reformere denne ordning yderligere, så den i øget grad afspejler de ernæringsmæssige anbefalinger. Målet er at opnå en fleksibel ordning, så medlemslandene får mulighed for at uddele støtten i overensstemmelse med kostrådene til børn og unge, herunder også at der kan ydes støtte til kærnemælk.«
Som det fremgår, arbejder regeringen ihærdigt på at få støtten omlagt, således at det ernæringsrigtige valg for vore skolebørn i højere grad bliver det mest nærliggende og naturlige valg.