Hjælpemenu

Hovedmenu

Om regler for at modtage dansk folkepension ved bosættelse i Grønland eller på Færøerne

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 4826

Til socialministeren (27/7 04) af:

Line Barfod (EL):

»Vil ministeren redegøre for reglerne vedrørende personer, som efter at have boet i Danmark i et vist antal år bosætter sig i Grønland eller Færøerne, for så vidt angår deres ret til at modtage dansk folkepension - og i forlængelse af det sammenligne med de tilsvarende regler for personer, der bosætter sig i et EU/EØS land?«

Svar (6/8 04)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen):

Den generelle ordning i forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er sådan, at man får pension efter bopælslandets regler. Ved bopæl i henholdsvis Danmark, Færøerne eller Grønland, vil man således kunne få henholdsvis dansk, færøsk eller grønlandsk folkepension, såfremt man opfylder betingelserne i de enkelte landes lovgivning. Ved bopæl i et EU/EØS-land, vil man kunne få pension fra de lande, hvor man har optjent ret til pension.

En person, der allerede modtager dansk folkepension vil ved flytning til Færøerne eller Grønland således ikke længere kunne få udbetalt den danske folkepension, men kan få færøsk eller grønlandsk folkepension, hvis vedkommende opfylder betingelserne herfor. Denne retstilstand har sin baggrund i at lov om social pension – hvor reglerne om dansk folkepension findes - ikke gælder for Færøerne og Grønland, og den nordiske konvention om social sikring ikke gælder i forholdet mellem de forskellige dele af rigsfællesskabet (Danmark, Færøerne og Grønland).

Hvis en person allerede er tilkendt dansk folkepension og derefter flytter til et EU/EØS-land, vil den pågældende fortsætte med at få udbetalt den danske folkepension.

Ligeledes vil en person, som lever i et andet EU-land, kunne søge om og få tilkendt dansk folkepension på baggrund af tidligere optjent pensionsret.