Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EUs landbrugsstøtte.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 4759

Til fødevareministeren (15/7 04) af:

Kristen Touborg

(SF):

»Vil ministeren redegøre for muligheden for at sammenkoble udbetaling af EU's landbrugsstøtte og dansk lovgivning?«

Begrundelse

Det forekommer spørgeren fuldstændig meningsløst, at man med den ene hånd kan indkassere landbrugsstøtte fra EU, samtidig med at man ikke er en lovlydig og ordentlig landmand. Der er bl.a. tilfælde, hvor landmænd, der har mishandlet deres dyr, stadig får del i millionerne fra EU.

Svar (20/7 04)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

I forbindelse med vedtagelsen af reformen af den fælles landbrugspolitik i juni 2003 var et af nøgleelementerne, at der sker en sammenkobling mellem udbetalingen af den direkte støtte og centrale bestemmelser for landbrugsdrift inden for den nationale lovgivning, der er fastsat i henhold til visse fællesskabsbestemmelser. Efter reformen skal en landmand, der modtager direkte støtte, således overholde visse krav fastsat i fællesskabslovgivningen inden for miljø, folkesundhed, dyresundhed, plantesundhed og dyrevelfærd, kaldet krydsoverensstemmelse. De fællesskabsbestemmelser som skal overholdes fremgår af bilag III i Rådets forordning (EF) Nr. 1782/2003 af 29. september 2003. Bilaget er vedhæftet til orientering.

Kravet om krydsoverensstemmelse er obligatorisk, og indfasningen heraf skal i henhold til rådsforordningen ske gradvist over 3 år. Fra 1. januar 2005 indgår 5 miljødirektiver og et direktiv og to forordninger om identifikation og registrering af dyr (Folkesundhed og dyresundhed) i kravet om krydsoverensstemmelse. Fra 1. januar 2006 udvides krydsoverensstemmelsen til ligeledes at omfatte to direktiver og to forordninger om Folkesundhed, dyre- og plantesundhed og tre direktiver om anmeldelse af sygdomme, mens kravet om krydsoverensstemmelse fra 1. januar 2007 udvides til at omfatte tre direktiver om dyrevelfærd.

I det omfang fællesskabets bestemmelser er fastsat i direktiver, er det den nationale implementering af de anførte direktiver, som landmanden skal overholde. Reglerne skal allerede nu overholdes af landmanden, men med sammenkoblingen mellem udbetalingen af den direkte støtte og de konkrete bestemmelser, vil landbrugsstøtten blive reduceret eller bortfalde, hvis landmanden ikke overholder bestemmelserne.

Listen over de bestemmelser som er omfattet af kravet om krydsoverensstemmelse er udtømmende. Dette indebærer, at medlemsstaterne ikke kan sammenkoble udbetalingen af den direkte støtte med krav, der ikke er fastsat i henhold til bestemmelserne anført i det vedhæftede bilag.

Bilag

BILAG III til RFO nr. 1782/2003

 

A. Gælder fra 1. januar 2005

 

Miljø

1.

Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle

Artikel 3, artikel 4, stk. 1, 2 og 4, samt artikel 5, 7 og 8

2.

Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer

Artikel 4 og 5

3.

Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg

Artikel 3

4.

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

Artikel 4 og 5

5.

Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter

Artikel 6, 13, 15, og artikel 22, litra b)

 

Folkesundhed og dyresundhed

Identifikation og registrering af dyr

6.

Rådets direktiv 92/102/EØF af 27. november 1992 om identifikation og registrering af dyr

Artikel 3, 4 og 5

7.

Kommissionens forordning (EF) nr. 2629/97 af 29. december 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 820/97 for så vidt angår øremærker, bedriftslister og pas i forbindelse med ordningen for identifikation og registrering af kvæg

Artikel 6 og 8

8.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97

Artikel 4 og 7

 

B. Gælder fra 1. januar 2006

 

Folkesundhed, dyre- og plantesundhed

9.

Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

Artikel 3

10.

Rådets direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug og om ophævelse af direktiv 81/602/EØF, 88/146/EØF og 88/299/EØF

Artikel 3, 4, 5 og 7

11.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed

Artikel 14 og 15, artikel 17, stk. 1, samt artikel 18, 19 og 20

12.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier

Artikel 7, 11, 12, 13 og 15

 

Anmeldelse af sygdomme

13.

Rådets direktiv 85/511/EØF af 18. november 1995 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge (EFT L 315 af 26.11.1985, s. 11)

Artikel 3

14.

Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin

Artikel 3

15.

Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får

Artikel 3

 

C. Gælder fra 1. januar 2007

 

Dyrevelfærd

16.

Rådets direktiv 91/629/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af kalve

Artikel 3 og 4

17.

Rådets direktiv 91/630/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin

Artikel 3 og artikel 4, stk. 1

18.

Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål

Artikel 4