Hjælpemenu

Hovedmenu

Om belgisk politis ransagning hos den tyske journalist Hans-Martin Tillack

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 4536

Til statsministeren (25/6 04) af:

Peter Skaarup

(DF):

»Er statsministeren enig i, at det belgiske politis tilbageholdelse af, ransagning hos og beslaglæggelse af dokumenter tilhørende den tyske journalist Hans-Martin Tillack fra ugebladet Stern er et alvorligt brud på pressefriheden?«

Begrundelse

Den 19. marts 2004 foretog belgisk politi ransagning i den tyske journalist Hans-Martin Tillacks hjem og kontor i Bruxelles. Politiet tilbageholdt Tillack i 10 timer, hvorunder han blev nægtet ret til advokatbistand og end ikke måtte tale med sin hustru eller sin arbejdsgiver, og beslaglagde alt hans arbejdsmateriale.

Hans-Martin Tillack har ikke krav på at have sin advokat med til møder med politiet, og advokaten har ikke krav på at se sagens akter. Årsagen hertil er, at Hans-Martin Tillack ikke formelt er mål for efterforskningen. Efterforskningen retter sig ifølge det belgiske politi mod »inconnu« - altså en ukendt person.

Den 42-årige Tillack er kendt for sine afsløringer af svindlen i EU's statistiske kontor, Eurostat. Tillack har tidligere beskæftiget sig med Paul van Buitenen-rapporten, der afslørede omfattende svindel i den forrige EU-Kommission, der medvirkede til dennes fald. Senest har Tillack i marts måned i indeværende år offentliggjort, hvordan EU-parlamentarikere bruger stråmænd til at skrive under på deres mødesedler, der resulterer i diæter på knap 2.000 kr.

Ifølge oplysninger i forskellige medier, bl. a. Stern, Frankfurter Allgemeine Zeitung og EU Observer, må det antages, at EU's antisvindelagentur OLAF står direkte eller indirekte bag ransagningen og beslaglæggelsen.

Spørgeren er bevidst om, at efterforskningen i Belgien kan finde sted, fordi der i Belgien ikke eksisterer nogen beskyttelse af journalisters kilder. Menneskerettighedsdomstolen dømte i 2003 Belgien for at have overtrådt reglerne om ytringsfrihed på grund af den manglende kildebeskyttelse.

Svar (4/8 04)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Jeg ønsker ikke at kommentere den konkrete sag i relation til Hans-Martin Tillack. Det er regeringens holdning, at svig og andre uregelmæssigheder vedrørende EU’s budget skal forebygges og bekæmpes. Det gælder i alle faser af budgettets gennemførelse: Såvel ved forvaltningen og kontrollen af EU-midlerne som gennem tilbagebetalinger og sanktioner, når der konstateres uregelmæssigheder eller egentlige besvigelser.

Pressens muligheder for at undersøge og skrive om EU-Kommissionens forvaltning er vigtig, og i det omfang pressen og mederne kan medvirke konstruktivt i processen med belysning af sagernes omstændigheder, anser jeg dette for positivt. Det er desuden indlysende, at bekæmpelse af svig i EU ikke bør ske på bekostning af ytringsfriheden, som er essentiel i ethvert demokratisk samfund