Hjælpemenu

Hovedmenu

Om landbrugskommissær Frantz Fischlers analyse af en liberalisering af EU's sukkerordning.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 4263

Til fødevareministeren (8/6 04) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Hvad har ministeren foretaget sig i anledning af den analyse, som landbrugskommissær Frantz Fischler har lavet af en liberalisering af EU's sukkerordning, jf. hans tale i Oberjosbach den 19. maj 2004?«

Svar (14/6 04)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

Landbrugskommissær Franz Fischler’s tale af 19. maj 2004 tager udgangspunkt i en konstatering af, at reform af markedsordningen for sukker er nødvendig af både interne og eksterne grunde.

Kommissær Fischler anfører i den forbindelse, at de i Kommissionens meddelelse, KOM (2003) 554, tre forslåede modeller; status quo, prisnedsættelse og fuldstændig liberalisering på dette stadium ikke repræsenterer definitive løsningsmodeller fra Kommissionens hånd. Kommissær Fischler anfører endvidere, at hverken status quo eller fuldstændig liberalisering er realistiske muligheder, hvilket lader formode, at Kommissionens endelige forslag vil basere sig på en mellemløsning.

Kommissær Fischler oplyser endvidere i sin tale, at han forventer at fremkomme med et reformforslag i juli 2004 i form af et papir, der beskriver den model, han vil advokere, men ikke i form af egentlige juridiske tekster.

Jeg arbejder fortsat i EU-regi for fuld liberalisering af EU’s sukkermarked i henhold til regeringens strategi for liberalisering af markedet for sukker, som blev oversendt til Folketinget den 29. august 2003. Ligesom de øvrige medlemslande afventer jeg nu et egentlig reformudspil fra Kommissionen for at kunne komme videre i den igangværende proces.