Om fremtidig anvendelse af kemiske hårprodukter i frisørfaget
Spm. nr. S 3433
Til beskæftigelsesministeren (22/4 04) af:
(EL):»Hvilke overvejelser gør ministeren sig i forhold til fremtidig anvendelse af de kemiske hårprodukter i frisørfaget, som det viser sig, at 19-35 pct. af medarbejderne udvikler allergi overfor?«
Begrundelse
Den 20. april 2004 bragte Politiken en artikel om frisøruddannelsen og frisørfagets vilkår vedrørende kemiske hårprodukter. Her oplyser Videnscenter for Allergi ved Gentofte Hospital, at op mod en tredjedel af frisørerne udvikler allergi.
Svar (30/4 04)
Beskæftigelsesministeren
(Claus Hjort Frederiksen):Som nærmere beskrevet i mit svar på spørgsmål nr. S 3432, kan jeg ikke bekræfte, at der er tale om et problem i den størrelsesorden, som er nævnt i spørgsmålet. Tallene på 19 til 35 pct. stammer fra opgørelser på tre hudklinikker i henholdsvis Sheffield, London og Milano. De beskriver, hvor mange af de frisører, der var blevet henvist med eksem inden for perioden 1982 til 1998, der havde udviklet allergi over for hårfarvestoffet PPD. Tallene udtrykker således ikke udbredelsen af allergi over for hårfarveprodukter blandt frisører generelt.
Der er ikke tvivl om, at kontaktallergi over for hårfarvningsmidler udgør et væsentligt problem blandt frisører. Overordnet kan problemet forebygges ad to veje: Dels gennem regulering af hårfarvningsprodukterne, og dels gennem frisørernes håndtering af hårfarverne.
Vedrørende regulering af produkterne: Da allergierne rammer både private brugere af hårfarver og frisører, er det vigtigt at se på de produkter, som benyttes ved hårfarvning. Hårfarvningsprodukterne hører under kosmetik, som reguleres af Miljøministeriet. I den forbindelse har jeg fået oplyst, at der på EU-niveau er foreslået en godkendelsesprocedure for hårfarvningsstoffer, som på sigt kan betyde en ændring i de tilladte hårfarver og de koncentrationer, de må anvendes i.
Vedrørende frisørernes håndtering af hårfarver, har Arbejdstilsynet i 1990’erne gennemført en landsdækkende indsats over for frisørsaloner, hvor der blev fokuseret på forebyggelse af både eksem og luftvejsallergi. Hovedparten af frisørsalonerne blev besøgt. Ud over kontrolbesøget blev der udleveret en målrettet pjece til frisørerne om, hvordan de skal beskytte huden under hårfarvning og permanentning.
Også brancheforeningen SPT har fulgt op med en branchevejledning om kosmetikprodukter for frisører.
I forbindelse med arbejdsmiljøreformen har jeg fremlagt et forslag til ændring af arbejdsmiljøloven. Ændringen vil betyde, at alle virksomheder, herunder også frisørsaloner, i de kommende år vil få screenet deres arbejdsmiljø. I de tilfælde, hvor arbejdsmiljøet ikke er i orden, vil der blive fulgt op med et tilpasset tilsyn. Fokus på den enkelte virksomhed vil give mulighed for at tage fat i relevante arbejdsmiljøproblemer.
Endelig er jeg bekendt med, at Arbejdstilsynet vil tage kontakt til det branchearbejdsmiljøråd, der dækker frisørområdet, med henblik på en drøftelse af mulige initiativer på området.