Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, at Europa-Kommissionen har bevilget Cernavoda 2 et Euratom-lån på 220 mio. euro.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3196

Til udenrgisministeren (13/4 04) af:

Anne Grete Holmsgaard

(SF):

»Hvad er den danske regerings holdning til, at Kommissionen har bevilget et 220 mio. euro Euratom-lån til Cernavoda 2, som kun er halvt færdigbygget?«

Begrundelse

Ministeren gav under 1. behandlingen af B 101 udtryk for, at Euratomlån ikke bør anvendes til færdiggørelse af atomreaktorer, og at regeringen er imod udvidelse og udbygning af atomkraft i Europa. Et af problemerne med Euratomlån er, at det er Kommissionen, der uden indflydelse fra hverken medlemsstaterne eller Parlamentet bevilger lånene.

Svar (3/5 04)

Udenrigsministeren

(Per Stig Møller):

Der er indhentet følgende svar fra finansministeren:

»Regeringen ønsker ikke at fremme atomkraft som energiform og finder heller ikke at EU bør gøre det. Samtidig er det regeringens opfattelse, at EU med fordel kan bidrage til at forbedre sikkerheden på eksisterende atomkraftværker i Central- og Østeuropa. Denne holdning er og har været grundlaget for den danske deltagelse i forhandlingerne om de retningslinier, som Kommissionen skal følge ved långivningen.

For så vidt angår Cernadova 2-værket i Rumænien vurderer Kommissionen, at reaktoren vil blive færdigbygget under alle omstændigheder – dvs. uafhængigt af det bevilgede Euratom-lån, idet reaktoren vil komplementere andre investeringer, der er foretaget i Rumænien på det nukleare område. Set fra EU’s side opnås der med lånet to væsentlige fordele:

  • Værket lever op til internationale sikkerhedsstandarder til fordel for både Rumænien og omkringliggende lande.
  • EU får som långiver adgang til oplysninger vedr. værkets konstruktion og drift.

Dette finder regeringen er positivt.«