Om politiet har prognoser for vækst i antallet af berigelsesforbyrdelser begået af østeuropæere.
Spm. nr. S 3144
Til justitsministeren (6/4 04) af:
(DF):»Hvilke prognoser har politiet udarbejdet om væksten i indbrudstyverier, tyverier fra biler, tricktyverier og andre tilsvarende berigelsesforbrydelser begået af polakker og andre østeuropæere, og dersom der ingen prognoser foreligger overhovedet, hvordan kan politiet da sætte ressourcerne korrekt ind i de politikredse, hvor borgerne rammes af særlig høj kriminalitet?«
Begrundelse
Ministeren har for kun tre måneder siden oplyst, at østudvidelsen ikke vil få nogen væsentlig betydning for kriminalitetsudviklingen i Danmark (S 1302 den 12. december 2003).
Som spørgeren har peget på i et samtidig hermed indleveret spørgsmål, har den bedømmelse intet med virkeligheden at gøre, idet der allerede nu - flere uger før østudvidelsen - ses en eksplosiv vækst i indbrudstyverier, tyverier fra biler m. v., begået af polakker og andre østeuropæere. Alene i Jylland oplever hver dag i gennemsnit 50 husstande, at deres bil bliver brudt op og plyndret.
Det er derfor vigtigt at få oplyst, om Rigspolitichefen har ladet udarbejde nogen form for prognoser over den forventede vækst i disse forbrydelser, eller om det fortsat forholder sig som for tre måneder siden, nemlig at man fuldt og fast regner med, at der ikke kommer nogen stigning i kriminaliteten.
Hvis det sidste er tilfældet har borgerne krav på at få at vide, hvordan politiet vil bære sig ad med at sætte sine ressourcer effektivt ind i de politikredse, hvor borgerne især rammes af denne type kriminalitet.
Svar (13/4 04)
Justitsministeren
(Lene Espersen):Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse.
Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.