Om analyse af, hvilke båd- og redskabstyper dansk fiskeri skal bestå af fremover.
Spm. nr. S 2802
Til fødevareministeren (16/3 04) af:
(EL):»For at give et solidt grundlag for at prioritere, hvilke båd- og redskabstyper dansk fiskeri skal bestå af fremover, vil ministeren så sørge for, at der bliver udarbejdet en analyse, der kan give et dokumenteret og sammenhængende grundlag for at vurdere, hvilke former for fiskeri der set i forhold til antal kilo fanget fisk falder bedst ud med hensyn til antal arbejdspladser (på havet og på land), skader på havbunden generelt og fiskeyngleområder specifikt, skader på fisk, der ikke kommer med indenbords i fartøjet, udsmid, energiforbrug, betydning for turismen og spisekvaliteten af fisken?«
Svar (25/3 04)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Rammerne for den nationale forvaltning af fiskeriet er fastlagt af EU´s fælles fiskeripolitik. Udover fastsættelse af de overordnede nationale fiskekvoter indgår i EU-reglerne en række tekniske regler, der skal sikre, at fiskeriet foregår på et bæredygtigt grundlag. Det gælder f.eks. reglerne om redskabsanvendelse, fangstsammensætning og individstørrelse, der skal hindre uønskede og utilsigtede bifangster. Hertil kommer et betydeligt antal restriktioner på farvandsområder med henblik på beskyttelse af havbund, yngelområder, havpattedyr, fugleliv osv.
Tilrettelæggelsen af den danske fiskeriforvaltning sker i respekt af EU-reglerne og målsætningen om et erhvervsmæssigt fiskeri på et bæredygtigt grundlag.
Fordelingen af de danske fangstmuligheder sker efter rådgivning fra Erhvervsfiskerudvalget, hvor både fiskeriet, arbejdstagerne samt produktion og handel er repræsenteret m.h.p. at sikre en høj udnyttelse af fangstmulighederne. I overvejelserne herom indgår både beskæftigelseshensyn og hensynet til en konkurrencedygtig produktion. Andre forhold som f.eks. turisme, brændstofforbrug eller spisekvalitet af fisken indgår ikke i forvaltningen. Sidstnævnte er imidlertid reguleret både gennem EU's handelsnormer og den danske fødevarelovgivning.
Jeg lægger stor vægt på at sikre et bæredygtigt fiskeri. Jeg kan oplyse, at jeg i den initiativpakke for fiskerisektoren, som jeg offentliggjorde i november sidste år, tog initiativ til et udviklingsprogram for fiskerisektoren med særlig fokus på videreudvikling af den teknologiske og forvaltningsmæssige side af fiskeriet. Formålet er at optimere udnyttelsen af de tildelte kvoter samtidig med, at uønskede bivirkninger i forhold til økosystem mv. reduceres.
Der er i dag megen usikkerhed om hvilke fiskerier, der er mest skånsomme. Alle fiskerimetoder kan have en negativ effekt, som ofte forårsages af en kombination af redskabstype og den måde, som den enkelte fisker driver fiskeriet på. Det gør det vanskeligt at definere skånsomme fiskerier på et objektivt grundlag. Det er mit håb, at udviklingsprogrammet kan bidrage til større klarhed på området, således at en eventuel tilpasning af fiskerireguleringerne kan ske på et sagligt og veldokumenteret grundlag.