Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Europa-Kommissionens direktivforslag vedrørende sygdomsbehandling i det indre marked.

Bsvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2695

Til indenrigs- og sundhedsministeren (9/3 04) af:

Søren Søndergaard

(EL):

»Vil ministeren oplyse, hvilke former for sygebehandling der er omfattet af artikel 23, stk. 1, i Kommissionens forslag til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, Kom(2004)2, herunder om det omfatter fysioterapi, almindelig lægebehandling og speciallægebehandling, der kan foregå uden for hospitalsregi, f.eks. operationer for grå stær og efterbehandlinger så som genoptræning eller strålebehandling?«

Svar (22/3 04)

Indenrigs- og sundhedsministeren

(Lars Løkke Rasmussen):

Ifølge artikel 23, stk. 1 i direktivforslaget kan medlemsstaterne ikke gøre »godtgørelsen af udgifterne til anden behandling end hospitalsbehandling i en anden medlemsstat betinget af udstedelsen af en tilladelse, såfremt de pågældende udgifter ville være blevet godtgjort gennem deres sociale sikringsordning, hvis behandlingen var blevet givet på deres område«.

Artiklen omfatter således »udgifter til anden behandling end hospitalsbehandling«. Ifølge forslaget defineres »hospitalsbehandling« som »lægebehandling, der kun kan gives på et hospital, en klinik eller lignende, og som i princippet kræver, at den person, der modtager behandlingen, opholder sig der«.

Definitionen af »hospitalsbehandling« er uklar, og det er derfor ikke muligt at fastslå rækkevidden af sundhedsydelser, der er omfattet af artikel 23, stk. 1. Dette spørgsmål må naturligvis afklares under behandlingen af direktivforslaget.

Jeg kan i øvrigt tilføje, at ministeriet har iværksat en detaljeret gennemgang af forslaget med henblik på at afdække dets rækkevidde og konsekvenser i forhold til sundhedsområdet. Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut er inddraget i dette arbejde.

Hovedansvaret for direktivforslaget ligger hos økonomi- og erhvervsministeren, men ministeriet deltager naturligvis i forhandlingerne om forslaget på det sundhedspolitiske område.