Hjælpemenu

Hovedmenu

Om den svenske miljøministers udtalelse om, at Danmark er en af de største bremseklodser for en progressiv miljøpolitik.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2627

Til statsministeren (8/3 04) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Vil statsministeren kommentere den svenske miljøminister Lena Sommestads udtalelse til TT/Ritzau den 2. marts 2004 »Danmark har forvandlet sig til en af de største bremseklodser for en progressiv miljøpolitik«, og på hvilke punkter adskiller den svenske regerings synspunkter og indsats sig fra den danske?«

Svar (17/3 04)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Der er efter regeringens mening ikke belæg for den svenske miljøministers synspunkt.

Det ene eksempel, den svenske miljøminister nævner, er klimapolitikken. Danmark har i EU påtaget sig en af de største reduktionsforpligtelser, nemlig at reducere med 21%. Som bekendt vil Sverige i Kyoto-forpligtelsesperioden kunne øge sine emissioner med 4%.

Danmark forhandlede under det danske EU-formandskab kvotedirektivet på plads, og Danmark har været meget aktiv for at sikre et resultat i 1. læsning af udbygningen af kvotedirektivet. Danmark har således aktivt medvirket til at gøre EU og medlemslandene i stand til at leve op til Kyoto-forpligtelsen.

Det andet eksempel, der nævnes, er energieffektivitet. Danmark har historisk set ingen problemer med at leve op til det svenske forslag om at reducere energiintensiteten med 1 % pr. år. I perioden siden 1991 er energiintensiteten faldet med knap 2% om året i Danmark. Med hensyn til en effektiv udnyttelse af energien er Danmark blandt de førende i EU.

Regeringen har under forhandlingerne i EU støttet det irske formandskabs forslag om en fokuseret tilgang, hvor vi koncentrerer os om få centrale problemstillinger i forberedelsen af Det Europæiske Råd. Regeringen har arbejdet for, at man skulle koncentrere indsatsen om at få implementeret de målsætninger, der allerede er besluttet i stedet for at fremkomme med nye kvantitative målsætninger på forårstopmødet i 2004. Derfor har regeringen været skeptisk overfor forslag om nye målsætninger.

Da en lang række andre lande ønskede at medtage en energimålsætning tilsluttede regeringen på miljørådsmødet sig et forslag, der tog højde for det svenske forslag. Regeringen har i den forbindelse betonet vigtigheden af omkostningseffektivitet af hensyn til et velfungerende indre marked, samt lagt vægt på, at der tages hensyn til de resultater, de enkelte lande allerede har opnået.

Heller ikke på andre miljøpolitiske områder er der belæg for den svenske ministers synspunkt. Danmark ligger således helt i front, når det gælder forhandlingerne om EU’s kemikalieregulering, REACH-forslaget, forslaget om transport af affald, bæredygtig udnyttelse af tropiske skove, for bare at nævne nogle eksempler.