Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kontrol med arbejdstagere fra de nye EU-lande efter den 1. maj 2004.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2582

Til beskæftigelsesministeren (3/3 04) af:

Peter Skaarup

(DF):

»Hvilke oplysninger kan ministeren give om de planer, som den britiske regering netop har offentliggjort om øget kontrol med vandrende arbejdstagere fra de lande, der opnår EU-medlemskab den 1. maj 2004, kan ministeren oplyse, om det er korrekt, at der i disse planer indgår en bestemmelse om, at indvandrere fra de nye medlemslande ikke vil have krav på nogen form for socialhjælp i de to første år, de opholder sig i landet, og oplyse, hvorfor den danske regering ikke har indført en lignende bestemmelse, da de danske overgangsordninger blev udarbejdet?«

Begrundelse

EU-kommissionen har givet EU's nuværende medlemslande mulighed for at indføre overgangsordninger på op til syv år for arbejdskraftens frie bevægelighed for otte af de lande, der optages den 1. maj 2004 (Malta og Cypern er ikke omfattet af tiltrædelsestraktatens bestemmelser om overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed). De fleste af EU-landene vil benytte sig af denne ordning i et eller andet omfang. Tyskland og Østrig var de første, der meldte ud, at de vil benytte disse bestemmelser fuldt ud, således at deres arbejdsmarked er lukket for vandrende arbejdstagere fra de nye lande indtil 2011.

Indtil for kort tid siden havde den britiske regering tøvet med at melde ud om, hvorvidt de ville benytte sig af tiltrædelsestraktatens bestemmelser på dette område. Den 23. februar 2004 offentliggjorde Storbritanniens regering, at den havde besluttet at iværksætte foranstaltninger, der skulle øge kontrollen med indvandringen fra de nye medlemslande. I en artikel i MetroXpress er de britiske planer omtalt. Det fremgår af artiklen, at arbejdssøgende fra de nye medlemslande skal lade sig registrere, og at der skal gå to år, før de vil have krav på nogen form for offentlig hjælp.

Spørgeren er af den opfattelse, at foranstaltninger, der begrænser eller helt udelukker de vandrende arbejdstageres ret til offentlig hjælp, er den eneste måde, man kan forhindre, at lykkeriddere fra de nye medlemslande kommer til EU for at udnytte vores generøse velfærdsordninger, når nu den danske regering ikke vil indføre 7-års-reglen. Ministeren bedes derfor redegøre for de britiske overgangsordninger og oplyse, hvorfor den danske regering ikke indfører lignende bestemmelser om, at arbejdstagere fra de nye medlemslande skal have arbejdet i mindst to år, før de er berettiget til offentlig støtte.

Svar (10/3 04)

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort Frederiksen):

Jeg kan, på baggrund af indberetninger fra ambassaden i London, oplyse, at den britiske regering forventer at indføre kontrol med vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande efter udvidelsen. Denne kontrol vil efter det oplyste blive udmøntet i form af et registreringssystem, som skal gælde for alle arbejdstagere fra de nye EU-lande, der opnår beskæftigelse i Storbritannien efter udvidelsen den 1. maj 2004. Det indgår i det britiske regelsæt, at borgere fra de nye EU-lande vil være forpligtet til at lade sig registrere og give oplysninger om deres beskæftigelsesforhold. Man forventer derimod ikke at stille krav om egentlige arbejdstilladelser.

For vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande vil adgangen til sociale ydelser i Storbritannien i en toårig overgangsperiode være betinget af, at man har opnået beskæftigelse på det britiske arbejdsmarked. Efter mine oplysninger er det derimod ikke korrekt, at der i de britiske planer indgår en generel bestemmelse om, at indvandrere fra de nye medlemslande ikke vil have krav på nogen form for socialhjælp i de to første år, de opholder sig i landet.