Om familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere fra de nye medlemslande må påtage sig arbejde i Danmark.

Spm. nr. S 2477

Til beskæftigelsesministeren (26/2 04) af:

»Vil ministeren redegøre for, om aftalen mellem regeringen og en række af Folketingets partier om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU giver mulighed for, at ægtefæller, samlevere og andre familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere, der har opnået arbejdstilladelse, må påtage sig arbejde i Danmark, og hvis dette er tilfældet, hvad ministeren vil gøre for at lukke dette hul i aftalen?«

Under debatten om L 157, forslag til lov om ændring af udlændingeloven, i Folketingssalen den 24. februar 2004 blev ministeren spurgt, om ægtefæller og andre familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere fra de nye medlemslande må påtage sig arbejde i Danmark, selv om der kun er en i familien, der rent faktisk har fået tildelt arbejdstilladelse. Beskæftigelsesministeren svarede, at ægtefæller og andre familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere fra de nye medlemslande, som får tildelt arbejdstilladelse i Danmark, gerne må arbejde nogle timer om ugen.

I aftalen om østeuropæernes adgang til det danske arbejdsmarked står der ikke noget om, at familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere må påtage sig arbejde, uden at de selv har en arbejdstilladelse. Spørgeren finder det yderst besynderligt, hvis det er tilfældet, at borgere fra de nye medlemslande må påtage sig arbejde i Danmark uden at have en arbejdstilladelse. Spørgeren ønsker således ministerens vurdering og eventuelle initiativer til at lukke de huller, der måtte være i aftalen om østeuropæernes adgang til det danske arbejdsmarked.

Aftalen om EU-udvidelsen af 2. december 2003 indebærer som bekendt krav om opholds- og arbejdstilladelse til vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande. Meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse forudsætter som hovedregel bl.a., at vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande bliver tilbudt fuldtidsansættelse til løn- og ansættelsesvilkår, der svarer til vilkårene på det danske arbejdsmarked.

Som led i aftalen om EU-udvidelsen er det besluttet, at vandrende arbejdstager fra såvel de nye som de nuværende EU-lande fremover skal kunne godtgøre at have forsørget og fortsat vil være i stand til at forsørge de familiemedlemmer, hvor et sådant krav i henhold til EU-retten kan gøres gældende.

Som en ny praksis vil der samtidig blive stillet som krav, at EU-borgere på tidspunktet for meddelelsen af familiesammenføringen råder over en bolig, der opfylder de krav, der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det område, hvor arbejdstageren er beskæftiget.

Det følger af Rådets forordning 1612/68, artikel 10, at familiemedlemmer har ret til at tage bopæl hos en arbejdstager, der er statsborger i en EU-medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område. Tiltrædelsestraktaten med de nye EU-lande giver ikke mulighed for overgangsregler i relation til denne bestemmelse.

I dag stilles der ikke krav om særskilt arbejdstilladelse til familiemedlemmer til arbejdstagere, der opnår opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Dette gælder også familiemedlemmer til arbejdstagere fra de kommende EU-lande.

Det følger af tiltrædelsestraktatens generelle standstill-bestemmelse, at de nye EU-borgere efter EU-udvidelsen ikke må stilles ringere med hensyn til adgangen til arbejdsmarkedet, end tilfældet var før underskrift af tiltrædelsestraktaten. Det vurderes på den baggrund at være i strid med standstill-bestemmelsen at indføre et generelt krav om særskilt arbejdstilladelse til familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande.

Det bemærkes, at antallet at vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande, der rejser til Danmark, forventes at blive meget begrænset. Det må ligeledes lægges til grund, at en del af de vandrende arbejdstagere, der opnår beskæftigelse i Danmark, ikke vil medbringe familie her til landet. Det samlede antal familiemedlemmer, der aktuelt vil blive aktive på det danske arbejdsmarked uden særskilt arbejdstilladelse, må derfor forventes at blive begrænset. Hertil kommer, at en minimumsindtjening i familien er sikret gennem kravet om, at familiens hovedperson (den vandrende arbejdstager) skal have et fuldtidsarbejde på sædvanlige vilkår.