Om EU-landes tøven med at indføre den europæiske arrestordre

Spm. nr. S 2395

Til justitsministeren (24/2 04) af:

»Vil ministeren kommentere artiklen i Politiken fredag den 20. februar 2004, »EU's terrortiltag i problemer«, hvoraf det fremgår, at næsten halvdelen af EU-landene endnu ikke har indført den europæiske arrestordre, herunder oplysningen fra Amnesty International om, at domstole i bl.a. Storbritannien og Frankrig har afvist at udlevere til andre EU-lande på grund af manglende garantier for mistænktes rettigheder, og om dette får ministeren til at genoverveje sin tilslutning til arrestordren?«

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, som blev vedtaget af EU-medlemslandene i juni 2002, har til formål at udvide adgangen til og forenkle proceduren for udlevering mellem EU-medlemslandene af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Rammeafgørelsen indebærer bl.a., at der ikke længere kan stilles krav om dobbelt strafbarhed ved udlevering for en lang række lovovertrædelser, der er opregnet på den såkaldte »positiv-liste«, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel og ulovlig handel med narkotika. Udlevering på grundlag af en europæiske arrestordre kan heller ikke nægtes alene under henvisning til, at personen, som begæres udleveret, er statsborger i det pågældende EU-medlemsland.

Det er imidlertid ikke hensigten med den europæiske arrestordre, at der skal gælde en ubetinget pligt til at udlevere en person til et andet EU-medlemsland. Efter rammeafgørelsen gælder der således en række afslagsgrunde, herunder bl.a. at der ikke må ske udlevering, hvis dette vil indebære en krænkelse af den pågældendes grundlæggende rettigheder.

Dette er også fastslået ved gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af bl.a. udleveringsloven. Af denne ændringslov fremgår det således, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Loven giver endelig mulighed for at udsætte en udlevering ud fra humanitære hensyn som bl.a. den pågældendes helbredstilstand eller alder.

Herudover gælder det, at udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre ikke kan finde sted, hvis dette ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er gjort til en del af dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992, og som bl.a. indeholder bestemmelser om retfærdig rettergang, jf. herved konventionens artikel 6.

Der gælder således en række retsgarantier, som skal iagttages ved vurderingen af, om en anmodning om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre kan imødekommes i den konkrete sag, og jeg er derfor ikke enig i den opfattelse, som kommer til udtryk i den pågældende artikel i Politiken.

Hvad endelig angår spørgsmålet om gennemførelsen af den europæiske arrestordre i EU-medlemslandenes nationale lovgivninger, kan det oplyses, at Danmark ved flere lejligheder har opfordret til, at der sker en rettidig gennemførelse heraf i samtlige EU-medlemslande.