Hjælpemenu

Hovedmenu

Om. hvorfor det livsfarlige skib »Orck« fik tilladelse til at sejle videre

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2154 - besvaret 18/02-2004

7) Til økonomi- og erhvervsministeren af:
Ole Vagn Christensen (S):
»Vil ministeren oplyse, hvorfor det livsfarlige skib »Orck« ikke bliver tilbageholdt, på trods af at det har en åbenlys ulovlig besætning, at der allerede er omkommet en polsk fisker, samt at Søfartsstyrelsen konstaterede 16 alvorlige fejl, hvad der giver anledning til at mene, at dødsulykken kunne være forebygget i henhold til de internationale aftaler, Danmark har tilsluttet sig, og vil ministeren tillige oplyse, om det er i overensstemmelse med de internationale aftaler i ILO- og IMO-regi om sikkerhed til søs, at skibet efter ulykken i september 2002 fik lov til at stå til søs igen, selv om ingen af fejlene var udbedret, og selv om besætningen fortsat bestod af illegale polske fiskere og en hollandsk kaptajn, og ingen fra besætningen var i besiddelse af de lovpligtige, nødvendige certifikater for uddannelse?«

Ole Vagn Christensen (S):
En dødsulykke på fiskerskibet »Orck« kunne være forebygget, hvis skibet var blevet tilbageholdt, da der af Søfartsstyrelsen var konstateret 16 alvorlige fejl, samt at skibet havde en illegal arbejdskraft. Derfor er det af stor interesse at få at vide, hvad økonomi- og erhvervsministeren har foretaget sig efter ulykken.

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Jeg vil gerne sige til hr. Ole Vagn Christensen, at den 8. august 2003 har jeg nøje redegjort for denne sag i Folketinget i forbindelse med besvarelsen af spørgsmålene S 4098 - S 4108, som også var stillet af hr. Ole Vagn Christensen.
     Det er korrekt, at der under et arbejdsmiljøtilsyn den
21. maj 2001 blev stillet 16 krav til skibet om forbedringer af arbejdsmiljøforholdene, herunder krav om bedre afskærmning af skibets trawlskovle. Efter ulykken foretog Søfartsstyrelsen den 23. september 2002 et uanmeldt kontroleftersyn på skibet. Herudover blev skibet den 10. oktober 2002 indkaldt til et mere omfattende kontroleftersyn, og i løbet af efteråret 2002 rykkede Søfartsstyrelsen gentagne gange for dokumentation for besætningens kvalifikationer. Rederen reagerede imidlertid ikke, og i begyndelsen af 2003 blev der iværksat en eftersøgning af skibet med henblik på at få det stoppet. Den 16. februar 2003 lykkedes det os at spore skibet til Harlingen i Holland, hvor det blev tilbageholdt. Jeg vil blot sige til hr. Ole Vagn Christensen, at Søfartsstyrelsen over for mig har oplyst, at man her i første halvdel af 2004 indarbejder nye digitale procedurer, som sikrer, at der sker en mere effektiv opfølgning, ikke mindst, når der ved syn konstateres alvorlige fejl og mangler. Så vil jeg også sige til hr. Ole Vagn Christensen, at som det fremgår af tidligere besvarelser i denne sag, var det et nyt miljøtilsyn, der blev indført i 1999, som man skulle indstille sig på. Den måde, man har optrådt på, var derfor dengang en helt normal procedure, og jeg mener at kunne sige, at der ikke er overtrådt internationale regler.

Ole Vagn Christensen (S):
Jeg vil godt sige tak til økonomi- og erhvervsministeren. Det, vi fik at vide, var, at der nu her i 2004 er ved at blive gennemført noget. Vi kunne jo høre på den store redegørelse, der blev givet, og også på de svar, der tidligere er givet, at der sådan set ikke er blevet foretaget noget før nu for at forhindre, at den slags ting kan opstå. Den ene ting, jeg gerne vil spørge økonomi- og erhvervsministeren om, er: Hvorfor skulle der gå så lang tid?
     En anden ting er om de konventioner, som vi har tilsluttet os. Er det nu helt krystalklart, at vi ikke har forbrudt os imod disse konventioner? Jeg er ikke helt sikker. Jeg er ikke sikker, fordi der jo også tidligere har været rejst spørgsmål om illegal arbejdskraft, og derfor vil jeg gerne høre vurderingen af den illegale arbejdskraft: Hvad har man foretaget sig her?

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Jeg vil gerne sige til det helt konkrete spørgsmål om den illegale arbejdskraft, at som tidligere oplyst, har Udlændingestyrelsen ikke kendskab til ulovlige polske fiskere på skibet, men som opfølgning på hele ulykken og overtrædelserne har Søfartsstyrelsen oversendt sagen til politiet, hvor spørgsmålet om en eventuel straffesag behandles.

Kl. 14.10

     Men for at komme tilbage igen til kvalifikationerne hos en besætning på et sådant skib, så er der jo på baggrund af internationale konventioner fastlagt særlige krav til besætningen på store fiskerskibe, der er på 45 m og derover. Fiskerskibet »Orck« skulle ikke have et særskilt certifikat vedrørende bemandingsfastsættelse, skibet skulle blot overholde bestemmelserne i lov af 13. januar 1997 om skibes besætning.
     Det betyder altså, at skibet ikke var forpligtet til at indsende hyrekontrakter, besætningsskemaer til Søfartsstyrelsen, idet kravet udelukkende omfatter de store fiskerskibe.
     Jeg vil gerne sige til hr. Ole Vagn Christensen, at det jo til enhver tid er politiets opgave at kontrollere den arbejdskraft, der arbejder i Danmark, men det er altså ikke så nemt, som man gerne vil gøre det til i denne her sag. Det er jo et spørgsmål om, hvor et skib, der sejler i internationalt farvand og andre steder, lægger til, hvor mange gange det lægger til i Danmark osv., før det skal ind under de regler.
     Hr. Ole Vagn Christensen kender jo ganske godt de regler, der er på det område, og vi må konstatere, at Udlændingestyrelsen ikke har haft mulighed for at få kendskab til ulovlige polske fiskere på skibet.
     Som sagt er denne sag overdraget til politiet med henblik på af en vurdering af, om der skal rejses tiltale i sagen.

Ole Vagn Christensen (S):
Hvad er det, man kalder de forklaringer, man får i sådan nogle søforhør? Er det ikke søforklaringer? Er det ikke en sådan, vi her bliver præsenteret for, når der bliver sagt, at nu har man lavet en anmeldelse.
     Hvis vi nu ser på forløbet, så er der jo tale om, at skibet får at vide, at der er 16 alvorlige fejl. Skibet får derefter lov til at sejle, selv om de ikke er udbedret. Det er helt klart konstateret, at nogle af de 16 alvorlige fejl er grundlaget for den ulykke, der sker. Selv om der sker den ulykke, selv om man er inde og kigge på alle de der ting, og selv om man også er inde og kigge på spørgsmålet om arbejdskraft, ja, så må vi altså konstatere, at skibet også efterfølgende får lov til at sejle, uden at det er udbedret.
      Derfor var mit spørgsmål meget enkelt: Hvad er det, der er gjort, for at den slags ting ikke kan ske igen? Vi fik lidt at vide om den digitale procedure, men vi har ikke fået en klaring på, hvordan man vil sikre, at der ikke er tale om ulovlig arbejdskraft.

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Nu er det sådan, at der kan være brodne kar alle steder også
i søen. Vi må jo konstatere, at der er sket en alvorlig ulykke, og det gør da helt klart, at vi er nødt til at se på de procedurer, der er. Det, jeg har fået oplyst af Søfartsstyrelsen, er, at man kan give disse skibe pålæg inden for 3 måneder, og at man nu har fået digital mulighed for at registrere de her ting og hurtigere følge dem op. Det er altså en ny lovgivning og et miljøtilsyn, der blev indført i 1999, og derfor var det, der sket på daværende tidspunkt i 2001, en ganske normal procedure. Den er strammet op, det giver det nye digitale i Søfartsstyrelsen nu mulighed for. Maksimumrammen er faktisk 3 måneder, men alt afhængigt af, hvad det er, kan perioden kortes ned, og hvis der ikke er sket indberetning, bliver man indkaldt til kontroleftersyn. Hvis man ikke overholder alle de her regler, så ender det altså i en straffesag til sidst. Det er en ny lovgivning, der blev indført i 1999, der strammer op, så der nu er bedre mulighed for digitalt at følge op på de her ulovligheder. Det er sådan set det, som er det klare svar på det stillede spørgsmål om, hvad der egentlig sker med denne her sag. Det er altså fra 1999, hvor man har haft noget tid til at skulle indrette sig på ny lovgivning også over for de pågældende mennesker. Vi vedkender os helt, at der er sket en alvorlig ulykke på et dansk indregistreret skib. Det synes jeg også vi har tilkendegivet flere gange tidligere. Nu har man altså fået nogle digitale redskaber, så man hurtigere kan følge op, få indkaldt til kontroleftersyn, og mødes der ikke op, så kommer sanktionerne.

Kl. 14.15

Ole Vagn Christensen (S):
Jeg kan kun takke økonomi- og erhvervsministeren for det seneste svar her. Jeg håber, at vi kan få den procedure oversendt, således at vi kan komme til at bore lidt mere i den med hensyn til, om vi har sikring nok. Jeg synes stadig væk ikke, vi har fået et rigtigt svar omkring den illegale arbejdskraft.

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Jeg må konstatere, at der ikke ligger noget dokumenterbart i vores hænder på, hvor meget der har været. Da man laver tilsynet i sin tid, må man konstatere, at tingene er i orden. Man har så åbenbart efterfølgende fundet ud af, at der har været ting, der ikke har været, som de skulle være. Det er politiet, der undersøger det på nuværende tidspunkt.
     Men jeg kan altså ikke stå her og sige, at Søfartsstyrelsen går ind og kontrollerer, og så er tingene ikke i orden, og så får de lov at køre videre. For da man lavede kontrolsynet i 2001, var tingene i orden, da var de som nævnt. Der er brodne kar alle vegne. Jeg tror også, hr. Ole Vagn Christensen måske kan finde en virksomhed i Danmark, der beskæftiger illegal arbejdskraft.