Om regeringens optræden på EU-udenrigsministermødet den 26. januar 2004 om lønforhøjelse til parlamentsmedlemmerne
Spm. nr. S 1828
Til statsministeren (27/1 04) af:
(EL):»Vil statsministeren medgive, at den danske regerings optræden på EU-udenrigsministermødet den 26. januar 2004 i sagen om lønforhøjelser til EU-parlamentsmedlemmerne var overordentlig pinlig og flov?«
Begrundelse
Danske EU-parlamentsmedlemmer hører til blandt dem, der ville få den største lønforhøjelse, hvis EU-parlamentets forslag om lønforhøjelser og frynsegoder var blevet vedtaget på udenrigsministermødet den 26. januar 2004. Det er utrolig pinligt, at den danske regering mødte frem med et ja til et sådant forslag. Endda i en situation, hvor det viste sig, at lande som Tyskland, Frankrig, Østrig og Sverige var i stand til at blokere for lønforhøjelserne.
Man kan til nød sætte sig ind i, at lande, hvor den foreslåede løn til EU-parlamentsmedlemmer ville blive lavere end de nuværende nationalt fastsatte lønsatser, kunne støtte forslaget. Men at Danmark i denne situation ville gøre sig til talsmand for dette skandaløse forslag er helt utroligt. Forhåbentlig vil regeringen nu beklage sin forkerte politik og ikke endnu engang lade sig trække rundt af de hæmningsløse EU-parlamentarikere, der med deres nye forslag ikke alene ville få en klækkelig lønforhøjelse, men også i en ny og helt uigennemskuelig udgave stort set ville kunne videreføre det usmagelige system af frynsegoder.
Svar (6/2 04)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Nej.
Regeringen har i sagen om MEP-statutten nøje sammenholdt Europa-Parlamentets forslag til nye regler for løn og godtgørelser med de regler, der eksisterer i dag. Regeringen har fundet, at det nye forslag - om end det indebærer en væsentlig lønforhøjelse til europaparlamentarikerne - alt i alt repræsenter et bedre system end det nuværende, blandt andet fordi det nye forslag ville have gjort op med de nuværende regler for rejsegodtgørelser. Regeringen beklager på den baggrund, at Rådet ikke kunne støtte forslaget, og at muligheden for at få etableret fælles regler for europaparlamentarikernes løn-, pensions- og beskatningsforhold og få gjort op med de nuværende regler for rejsegodtgørelser dermed ikke udnyttes.