Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udvidelse af EU's Center for Observation af Racisme og Fremmedhads mandat.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1523

Til statsministeren (8/1 04) af:

Peter Skaarup

(DF):

»Finder statsministeren det rimeligt, at det af konklusionen fra regeringskonferencen i Bruxelles fremgår, at EU's Center for Observation af Racisme og Fremmedhad (EUMC) skal have udvidet sit eksisterende mandat til også at omfatte et agentur for menneskerettigheder, og at centeret dermed opnår større magt og indflydelse, efter at det kom frem, at centeret forsøgte at hemmeligholde sin rapport om antisemitisme?«

Begrundelse

Efter spørgerens opfattelse har det fra starten været EUMC's ønske systematisk at banke de lande på plads, hvis befolkninger, politikere eller regeringer af den ene eller anden grund ikke er i stand til at leve op til EUMC-formanden, Beate Wincklers, opfattelse af politisk korrekthed.

Til dette formål benytter centeret sig af såkaldt videnskabelige rapporter og undersøgelser, der i virkeligheden er ren politik camoufleret som videnskab.

Således fastslog EUMC f.eks. i en rapport fra 2001, at Danmark var et af de lande, hvor fremmedhadet og racismen var størst, selv om det var åbenlyst for enhver, at undersøgelsen var et mønstereksempel på videnskabelig uredelighed. Der var tale om et politiserende stykke makværk.

Dertil kommer, at EUMC forsøgte at hemmeligholde en rapport om antisemitisme, en 112 sider lang rapport, som centeret selv havde bedt universitetsforskere i Tyskland udarbejde, og som ikke måtte offentliggøres, fordi den ikke passede ind i centerets gængse billede af verden.

Rapporten konkluderede nemlig, at hovedparten af overfald og chikane mod jøder begås af muslimer.

Men dermed afslører EUMC et ønske om at tegne et falsk billede af, hvem der er racister, og hvem der overtræder menneskerettighederne i EU, og det er efter spørgerens opfattelse med til at forvrænge det oprindelige formål med centeret, som selvfølgelig skal agere upartisk og neutralt i alle sine vurderinger og konklusioner.

Spørgeren mener derfor, at EUMC har diskvalificeret sig selv, både som uvildig observatør og neutral institution, og at centeret under disse omstændigheder hverken skal tildeles flere økonomiske ressourcer eller mere magt gennem en udvidelse af sin magt.

Ministeren opfordres på den baggrund til at imødegå den del, der omhandler EUMC i konklusionerne fra regeringskonferencen.

Svar (20/1 04)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Jeg kan bekræfte, at Det europæiske Råd på sit møde i Bruxelles den 13. december 2003 besluttede at udvide mandatet for det Europæiske Center for Observation af Racisme og fremmedhad (EUMC) med henblik på at gøre det til et menneskerettighedsagentur. EU-Kommissionen vil udarbejde forslag herom.

Med den betydning respekten for menneskerettigheder har fået nationalt og internationalt finder jeg det yderst rimeligt, at EU er aktiv på dette område også for så vidt angår sin egen situation. Regeringen vil derfor indtage en konstruktiv holdning i de kommende drøftelser om den nærmere udformning af det udvidede mandat for EUMC.