Hjælpemenu

Hovedmenu

Om liberalisering af markedet for spil.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1172 - besvaret 10/12-2003

19) Til skatteministeren af:
Anders Samuelsen (RV):
»Vil ministeren foranstalte, at en uafhængig EU-retsekspert i løbet af de næste 3 måneder udarbejder en redegørelse om, hvorvidt den danske spillelovgivning overholder EU-retten, har ministeren bedt sine embedsmænd om at udarbejde en analyse af mulighederne for en delvis liberalisering af det danske marked for spil, så regeringen er forberedt, hvis det viser sig, at EF-Domstolen i en kommende retssag finder, at Tipstjenestens monopol strider mod EU-retten, og vil ministeren i givet fald videregive denne analyse til Folketinget, så snart den foreligger?«

Skriftlig begrundelse

Der foreligger på nuværende tidspunkt tre juridiske redegørelser fra parter, der alle har en væsentlig interesse
i udformningen af den danske spillelovgivning (fra hhv. Tipstjenestens advokat, Kromann-Reumert, Unibets advokat, Bech-Bruun Dragsted og statens advokat, Kammeradvokaten). Det vil være særdeles relevant for Folketinget, at en uafhængig ekspert, f.eks. en EU-retsprofessor, analyserer emnet henset til at
  -   det kan udledes af de kraftige forbehold, som Kammeradvokaten og Tipstjenestens advokat har foretaget i deres redegørelse og beredskabsnotat, at statens og Tipstjenestens egne rådgivere er betydeligt i tvivl om spillelovgivningens overholdelse af EU-retten (SAU Alm. Del - bilag 132),
  -   Danmark formentlig i begyndelsen af det nye år kan forvente at modtage en åbningsskrivelse fra Kommissionen ved Frits Bolkestein, fordi også Kommissionen mener, at den danske spillelovgivning er i strid med EU-retten,
  -   EU-retseksperter, f.eks. Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet, udtaler, at spillelovgivningen er i strid med EU-retten (Berlingske Tidende, p. 1, 1. sektion, 4. december 2003),
  -   Tipstjenesten selv mener, at der er skabt usikkerhed om det retlige grundlag for Tipstjenestens monopol, jf. vicedirektør Jean Jørgensens udtalelser til Berlingske Tidende (p. 1, 1. sektion, 4. december 2003). Hvis EU-retseksperten sandsynliggør, at spillelovgivningen udgør et EU-retligt problem, kan Folketinget straks tage fat på at få ændret de EU-retligt ulovlige bestemmelser, således at staten ikke udsætter sig selv for et betydeligt erstatningsansvar, hvis udenlandske bookmakere i strid med EU-retten holdes ude fra det danske marked for spil, ligesom det undgås, at der bruges unødige ressourcer på at føre retssager. Med hensyn til behovet for en analyse af mulighederne for en delvis liberalisering af det danske marked for spil er der et udtalt behov for at få klargjort, hvilke handlemuligheder Folketinget har, hvis spillemonopolet viser sig umuligt at opretholde. Brydes Tipstjenestens monopol, uden at der foreligger et gennemtænkt alternativ, er eksistensgrundlaget for de danske foreninger truet.

Anders Samuelsen (RV):
Jeg takker nu alligevel for svaret. Jeg synes, det var rimelig klart, og det står i hvert fald rimelig tydeligt for mig, hvad der har været baggrunden for sagsforløbet, men det er nu dét.
     Det spørgsmål, jeg har stillet her, er, om ministeren vil foranstalte, at en uafhængig EU-retsekspert i løbet af de næste 3 måneder får gennempløjet vores retsforhold i forbindelse med Tipstjenesten.
     Der er på nuværende tidspunkt skabt voldsom tvivl om, hvorvidt det her holder, og det gælder hos alle personer, lige fra vicedirektøren i Dansk Tipstjeneste, som siger, at der er skabt usikkerhed, advokatfirmaet Kromann-Reumert, som siger, at der er usikkerhed om mulighederne for at opretholde et nationalt spillemonopol, og Kammeradvokaten har taget stærke forbehold, hvilket ekspert i EU-ret, kontorchef Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet, godt kan forstå, for han forudser, at Danmark vil tabe en kommende retssag.
     Agter ministeren at nedsætte et udvalg, sådan at vi sikrer, at de midler, vi nu har til det frivillige arbejde, ikke pludselig går fløjten?

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Spørgeren er optaget af, dels om jeg vil foranstalte, at en uafhængig EU-retsekspert i løbet af de næste 3 måneder vil udarbejde en redegørelse om, hvorvidt den danske spillelovgivning overholder EU-retten, og dels om ministeren har bedt sine embedsmænd om at udarbejde en analyse af mulighederne for en delvis liberalisering af det danske marked for spil.
     Jeg vil gerne sige, at, som det er spørgeren bekendt, så har Kammeradvokaten allerede på min foranledning lavet et EU-retligt tjek af den danske ordning. Det bad jeg faktisk om på et meget tidligt tidspunkt, og det synes jeg, at spørgeren burde have noteret sig.
     Folketinget har fået tilsendt notatet, som efterfølgende er blevet drøftet ved et samråd i Skatteudvalget den 3. december i år, Kammeradvokaten vurderer, at den danske ordning er i overensstemmelse med EF-Domstolens praksis på området, også efter Gambellidommen. Med Kammeradvokatens vurdering mener jeg, at der er gjort op med den tvivl, der - forståeligt nok - herskede ved offentliggørelsen af Gambellidommen.
     Spørgeren refererer i sin begrundelse for at stille spørgsmålet, at Kammeradvokaten tager et kraftigt forbehold i sit notat. Lad mig i al stilfærdighed bemærke, at Kammeradvokaten alene anfører, at hans vurdering er foretaget på baggrund af eksisterende oplysninger, og at det ikke kan afvises, at der under en eventuel retssag fremkommer nye og afgørende oplysninger.
     Når det er sagt - og det skal selvfølgelig siges, så længe udfaldet på enhver retssag principielt set er uforudsigeligt - så står Kammeradvokaten naturligvis fast ved sin vurdering.

Anders Samuelsen (RV):
Nu er det ikke, fordi jeg specielt tager stilling til det her, jeg konstaterer bare, hvad EU-retsekspert Peter Vesterdorf konstaterer, nemlig at det er meget, meget klogt af Kammeradvokaten at tage det forbehold, som han tager på side 58.
     Derfor vil jeg gerne have ministerens kommentar til det, der står på side 58 i Kammeradvokatens redegørelse, og jeg citerer: »Da jeg ikke er i besiddelse af oplysninger af denne karakter, ser jeg mig ikke i stand til at afvise, at der under en eventuel retssag om foreneligheden med EU-retten af Tipstjenestens eneret vil kunne fremkomme oplysninger, der viser, at hensynet til at opnå en forøget indtjening har haft en så dominerende indflydelse på Tipstjenestens adfærd, at det vil kunne påvirke vurderingen af, om staten ved at tillade en sådan adfærd ikke blot forøger tips- og lottomidlerne til fordeling i almennyttige organisationer
m.v., men også statens egne indtægter må anses for at have tillagt hensynet til en forøgelse af statens indtægter en sådan vægt, at staten ikke længere vil have mulighed for at retfærdiggøre eneretten med henvisning til de af EF-Domstolen anerkendte tvingende almennyttige hensyn.« Har ministeren ikke læst det her afsnit, og hvad er egentlig den konkrete kommentar til det her meget kraftige forbehold?

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Jo, det har jeg naturligvis. Desværre er jeg bange for, at spørgeren til gengæld ikke hørte, hvad jeg sagde i min kommentar til lige præcis det afsnit.

Anders Samuelsen (RV):
Ministeren er ikke meget for at bevæge sig, og det, der bekymrer mig kraftigt her, er, at ministeren tilsyneladende lever i en drømmeverden sammen med Venstres ordfører på området, den tidligere formand for DGI, og i den drømmeverden hedder det, at det går nok endda. Det kan godt være, at det går.

Kl. 16.20

     Det, jeg bare ønsker mig for at sikre midlerne til det frivillige arbejde, og det er jo en sag, vi er enige om, er, at man får nogle uafhængige instanser til at kigge på sagen og vurdere, om det faktisk er sådan, at den formodning, den drømmeverden, vi tilsyneladende måske lever i, også er en realitetsverden med hold i virkeligheden.
     Så kan vi ikke få ministeren til at imødekomme det banale ønske, det er, at få nogen til at kigge det her efter
i sømmene, så vi får sikkerhed, og så vi på den måde får et langt bedre grundlag for at udvise den rettidige omhu, som må være vores forpligtelse som politikere på det her område.

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Allerede i forbindelse med samrådet gjorde jeg opmærksom på, også over for spørgeren, at det her område selvfølgelig er et område, som vi følger meget tæt. Vi er meget opmærksomme, ikke bare på de juridiske dokumenter, som nu ligger, men også på de vurderinger, der ligger fra Kammeradvokaten og fra Jon Iversen fra firmaet Bech-Bruun Dragsted, men så sandelig da også på hele den udvikling, der sker på det her område.
     Det er klart, at vi selvsagt er optaget af, også på baggrund af de seneste domme, f.eks. den finske dom, hvad det skal føre til af ændringer i Danmark.
     Men igen, jeg vil gerne understrege, at Kammeradvokaten
i sit oplæg ikke kommer til den konklusion, at vi i Danmark kører på et system, der er uforeneligt med EU-retten.

Anders Samuelsen (RV):
Det, jeg så beder om, er, at ministeren som det mindste løbende holder os orienteret i Folketinget, når det tilsyneladende er ministeren så meget imod at få en uafhængig EU-retsekspert til at kigge på det område. At man altså prøver at dokumentere over for Folketinget, hvad det egentlig er, man foretager sig i forbindelse med den løbende opfølgning.
     Kan vi få noget at vide om det, kan vi få noget oversendt til Folketinget, som fortæller, at det ikke bare er ord, når man siger, at man faktisk følger det her, men at man reelt foretager sig noget ud over at få en ekstern, altså Kammeradvokaten, til at udtale sig? Deri ligger en usikkerhed, som i hvert fald har bredt sig helt ind i Tipstjenesten. Så et vist indtryk har det i hvert fald gjort. Så kan vi få noget at vide om ministeriets egne konkrete tiltag.

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Jeg har faktisk lige oversendt en fortegnelse til udvalget over, hvor mange udvalg, kommissioner, arbejdsgrupper, og hvad ved jeg, der har siddet på det her område igennem de sidste, jeg kan ikke huske, hvor mange år, 10 år eller sådan noget. Husker jeg ret, var det noget med, at man hvert andet år havde et nyt udvalg, en ny kommission, en ny arbejdsgruppe om et eller andet på det her felt.
     Så man skal i hvert fald ikke sige, at det er et felt, der ikke påkalder sig opmærksomhed, og man skal heller ikke sige, at det er et felt, hvor man ikke har foretaget vurderinger af så det ene og så det andet. Herudover har jeg selvfølgelig tæt kontakt med ikke bare branchen, idrætsorganisationerne, alle, som er meget optaget af, hvad der sker på det her område, hele diskussionen om ludomani, som vi om lidt vender tilbage til, men også andre lande.
     Det er da klart et område, som optager mig, fordi det ligger i Skatteministeriets ressort, og jeg er da også glad for, at udvalgets medlemmer er optaget af det, og jeg vil selvsagt, når der er ting, som jeg har behov for at gå videre med, og som udvalget spørger om, selvfølgelig være beredvillig.

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Samuelsen for det sidste spørgsmål.

Anders Samuelsen (RV):
Hvis det er så vigtigt for ministeren at følge det her, hvis det ligger ministeren så meget på hjerte at være opmærksom på udviklingen på det her område, hvad er så grunden til, at ministeren ikke vil bede en uafhængig EU-retsekspert om stille og roligt at sætte sig ned og kigge på det her, komme med en uvildig regering og lade den tilflyde Folketinget efterfølgende? Det er da ikke verdens største ønske.
     Det er hverken en kommissionsdomstol eller noget som helst andet, vi beder om. Vi beder såmænd bare om, at regeringen beder en uafhængig EU-retsekspert om at kigge på området. Hvorfor vil man ikke det?

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Hvis det er så vigtigt for spørgeren, hvorfor lytter spørgeren så ikke efter, når jeg fortæller, at vi dels har haft statens egen advokat til at vurdere det EU-retlige aspekt, dels igennem det seneste år har haft den ene kommission og det ene udvalg, den ene arbejdsgruppe efter den anden, som har set på adskillige aspekter inden for det her område.
     Jeg synes altså, at det ville være nyttigt, at spørgeren prøvede at sætte sig ind i, hvor meget arbejde, forarbejde, der i virkeligheden er gjort på det her felt.

Hermed sluttede spørgsmålet.

kL. 16.25