Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, hvilken frist de øvrige EU-lande giver kvinder, der er ofre for kvindehandel, til at forlade landet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1165

Til ministeren for ligestilling (5/12 03) af:

Margrethe Vestager

(RV):

»Vil ministeren oplyse, hvilken frist de øvrige EU-lande giver kvinder, der er ofre for kvindehandel m.v., til at forlade landet, og hvilken støtte m.v. disse lande giver kvinderne og vurdere, om det er tilstrækkeligt, at Danmark nu - og kun efter politiets konkrete skøn - kan tillade, at kvinder, der er ofre for kvindehandel, kan blive i Danmark i 15 dage?«

Svar (18/12 03)

Ministeren for ligestilling

(Henriette Kjær):

I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel bad Ligestillingsafdelingen de relevante danske ambassader om at undersøge følgende for EU-landene og Island og Norge: Er der særlige sociale tiltag for ofrene for kvindehandel, herunder kan der gives midlertidig opholdstilladelse til kvinder, der er ofre for kvindehandel? Findes der »sikre huse« til ofre for kvindehandel?

Resultatet af denne undersøgelse er vedlagt. (Er ikke vedlagt ministerens svar). Oplysningerne stammer fra sommeren 2002.

Jeg har bedt Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om en redegørelse for den danske lovgivning på området. Ministeriet har oplyst følgende: »Den danske udlændingelovgivning og den praksis, der er knyttet hertil, giver mulighed for at give midlertidigt ophold til udenlandske kvinder med henblik på, at disse kan vidne mod eventuelle bagmænd i forbindelse med efterforskning eller behandling af en straffesag om kvindehandel her i landet. Kvindernes ophold kan sikres ved at udsætte en eventuel udrejsefrist, ved et visumfrit ophold eller ved, at der gives visum til kvindernes ophold her i landet i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring.

Der er endvidere mulighed for efter en konkret vurdering at forlænge et visum eller et visumfrit ophold med op til tre måneder, hvis det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen eller behandlingen af en straffesag. Den udenlandske kvinde får herved mulighed for at opholde sig her i landet i længere tid end de tre måneder, der er den normale længde for et visums gyldighedsperiode og for en visumfri periode.

Udrejsefristen fastsættes til 15 dage eller eventuelt i helt særlige tilfælde længere end 15 dage, hvor det vurderes, at en kvinde har været udsat for så groft et overgreb, at politiet overvejer at efterforske sagen med henblik på eventuelt at rejse sigtelse efter straffelovens § 262 a (hvor der i et tilfælde af menneskehandel har været anvendt f.eks. ulovlig tvang eller frihedsberøvelse, eller ved menneskesmugling af mindreårige med henblik på blandt andet prostitution), samt hvor kvindens personlige forhold i øvrigt taler herfor.

Hertil kommer, at der vil kunne meddeles midlertidig opholdstilladelse til ofre for kvindehandel, hvis ganske særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.«

En del af den styrkede indsats mod kvindehandel er at ofre for kvindehandel får forlænget deres udrejsefrist til 15 dage. I denne periode kan de opholde sig i et beskyttet værested og få den nødvendige støtte og deres hjemsendelse kan forberedes. Vi har med de afsatte satspuljemidler sikret, at ingen kvinder, der er ofre for kvindehandel, vil blive afvist fra et værested.

På spørgsmålet om de 15 dage er tilstrækkeligt, er det vigtigt at se på, at kvinderne oftest ikke er kommet med det formål at blive i Danmark. De er kommet, fordi de er blevet lokket eller truet hertil af kriminelle bagmænd. Men kvinderne bliver snydt og udsættes for vold og trusler. Disse kvinder har oftest ét ønske: At komme sikkert tilbage til deres hjemland uden at ende i armene på de samme bagmænd. Denne hjemsendelse kan vi nu hjælpe dem med. I helt særlige tilfælde vil der desuden kunne søges om dispensation i forhold til at lade kvinden blive i mere end de 15 dage.

I forbindelse med den forberedte hjemsendelse skal der etableres et international netværk med frivillige organisationer og evt. myndigheder i kvindernes hjemlande. Netværket skal være med til at sikre, at vi i løbet af de 15 dage kan sørge for, at kvinderne modtages ved hjemkomsten af mennesker, der er parate til at støtte dem. Der er afsat de nødvendige midler, så de danske ngo’ere kan opsøge og etablere kontakten med de udenlandske samarbejdspartnere.

Supplerende svar (9/1 04)

(Ovennævnte ikkevedlagte resultat af undersøgelse er fremsendt af ministeren for ligetilling).

Bilag

Notat af 30-09-2002

EU-landenes samt Norge og Islands lovgivning vedr. opholdstilladelse til ofre for kvindehandel

De danske ambassader i EU-landene samt Island og Norge blev i maj 2002 bedt om blandt andet at undersøge:

Er der særlige sociale tiltag for ofrene for kvindehandel, herunder kan der gives midlertidig opholdstilladelse til kvinder, der er ofre for kvindehandel? Findes der »sikre huse« til ofre for kvindehandel?

Land

Er der særlige sociale tiltag for ofrene for kvindehandel, herunder kan der gives midlertidig opholdstilladelse til kvinder, der er ofre for kvindehandel? Findes der »sikre huse« til ofre for kvindehandel?

Grækenland

På privat og halvofficiel basis findes der en række modtagelsescentre rundt om i landet. Nogle af disse er etableret af »Læger uden Grænser«.

Fælles for alle centre er, at der ydes gratis lægehjælp samt visse sociale tjenester (herunder i nogle tilfælde psykologbistand).

Ofre for kvindehandel vil ikke automatisk for udstedt en midlertidig opholdstilladelse. I sager hvor den pågældende samarbejder med politiet i efterforskningen af sager vedr. menneskehandel/kvindehandel, vil der dog generelt blive givet en midlertidig opholdstilladelse indtil sagen er opklaret. Herefter tages der stilling til om tilladelsen vil kunne forlænges.

England

Der kan gives midlertidigt ophold til ofre for kvindehandel, men det gives fra sag til sag og ikke som en generel regel.

Det overvejes, hvorvidt man kan beskytte ofrene og evt. lade dem blive i landet mod at de samarbejder med myndighederne om efterforskningen af bagmændene.

Det undersøges endvidere, hvordan man kan støtte de ofre, der sendes tilbage. Der kan blive tale om rådgivning, sikre at de har en bolig at vende hjem til og støtte deres re-integration og deres muligheder for at finde arbejde.

Det vides endnu ikke hvorvidt »sikre huse« vil være et passende tiltag for at yde den bedste støtte til ofrene.

Holland

Kvinder af fremmed nationalitet, som er ofre for menneskehandel, vil få meddelt en midlertidig opholdstilladelse i den periode, hvor en politiundersøgelsen finder sted, såfremt de selv vil medvirke hertil.

Der er hen ved 60 private organisationer fordelt over 10 af landets 12 provinser, der aktivt hjælper ofre for menneskehandel. 36 heraf har faciliteter til at give ofrene beskyttet husly og yde psykisk – og anden lignende hjælp.

Irland

Der er ikke særlige sociale tiltag for ofre for kvindehandel og heller ikke lovgivning, der muliggør at ofre for kvindehandel kan få midlertidig opholdstilladelse. Imidlertid har ofre for kvindehandel i et enkelt tilfælde opnået opholdstilladelse i Irland.

Tyskland

Udgifter til psykologisk og psykiatrisk behandling kan ifølge bestemmelserne i loven om erstatning til ofre betales. Udenlandske ofre for menneskehandel, som pågribes f.eks. i forbindelse med politiaktioner, får, såfremt de stiller sig til rådighed som vidner i retssager, tålt ophold, således at de kan forblive i Tyskland så længe retssagen varer. Ved afslutningen af retssagen kan der, når der foreligger en beviselig fare/trussel, også gives yderligere opholdstilladelse.

Ofre, som ikke stiller sig til rådighed for retssager, gives i overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningsreglerne til udlændingeloven en 4-ugers frist, i hvilket tidsrum de, bistået af specialrådgivningskontorer, kan arrangere deres hjemrejse.

Mange ofre for kvindehandel bliver indkvarteret i kvindehuse eller kvindebeskyttelsesboliger, hvis adresser ikke er offentligt bekendt i Tyskland. I enkelttilfælde findes i Tyskland også særlige boliger til ofre for menneskehandel.

I Tyskland findes der over 30 ikke-regeringsorganisationer (NGO), som rådgiver og bistår ofre for kvindehandel. Ofre for menneskehandel (med seksuel udnyttelse som formål) modtager ydelser i overensstemmelse med asylansøgerbistandsloven.

Belgien

Man har i 1994 indført specifikke regler for tildeling af opholdstilladelse til ofre for menneskehandel. Tilladelse til 45 dages ophold gives til personer, som har forladt menneskehandels-miljøet og som henvender sig til et af de tre specialiserede modtagelsescentre. Personer, som i løbet af de 45 dage indgiver klage eller anmeldelse imod udbytter overfor politi eller anklagemyndighed, kan tildeles tilladelse til 3 måneders ophold (og eventuelt midlertidig arbejdstilladelse). Ubegrænset opholdstilladelse kan tildeles en person, såfremt dennes klage eller anmeldelse medfører en stævning og at dennes klage eller anmeldelse betragtes som betydende.

Man har i Belgien 3 offentlig anerkendte og offentlig financierede modtagelsescentre for ofre for menneskehandel. Adresserne for centrenes indlogeringsfaciliteter er hemmelige. Modtagelsescentrene sikrer psyko-social ledsagelse af ofrene og tilbyder juridisk assistance, ligesom centrene er bemyndiget til på vegne af ofrene at introducere anmodning om opholdstilladelse. Ud over disse tre modtagelsescentre kan lokale social-afdelinger - på basis af en offentlig godkendt samarbejdsaftale med et af de tre centre - fungere som lokal modtagelsescenter og støttepunkt.

Finland

Nej

Island

De almindelige regler som gælder på dette område er, at hvis vedkommende befinder sig ulovlig i landet vil man blive udvist.

Portugal

Ofrene kan opnå en opholdstilladelse, hvis de samarbejder med retssystemet i efterforskningen af de kriminelle bagmænd.

Lov om vidnebeskyttelse tillader beskyttelse af ofrene.

Portugal har ikke specifikke sikre huse til ofre for kvindehandel.

Østrig

Af humanitære grunde får vidner midlertidig opholdstilladelse, mens sagen står på. Længerevarende opholdstilladelse er imidlertid ikke muligt.

I januar 1998 blev en institution for ofre for kvindehandel åbnet i Wien. Institutionen har til formål at støtte og hjælpe kvindelige migranter, der er blevet tvunget til prostitution eller på anden måde blevet ofre for kvindehandel. Der gives blandt andet tilbud om indlogering i nødboliger, og om social og retslig rådgivning på ofrenes modersmål. Ofrene for kvindehandel får garanti for, at deres sag bliver efterforsket og forbryderne retsforfulgt.

Norge

Overvejer at give midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med en kommende handlingsplan, som skal udkomme i år.

Luxembourg

Intet svar.

Sverige

En regeringskomite har for nylig afgivet en betænkning blandt andet vedr. anbefalinger til opholdstilladelse til ofre for menneskehandel. Komiteen finder, at der er flere argumenter for end imod for at lade kvinder blive i landet i forbindelse med en retssag. De finder også, at der kan være tilfælde hvor kvinden bør have permanent opholdstilladelse. Desuden finder de, at kvinderne bør gives en betænkningstid til at overveje deres situation, ex. 30 dage.

Italien

Under ny lovgivning fra 1999 er der 2 måder, hvorpå ofre for kvindehandel kan opnå midlertidig ophold og støtte, mens de prøver at finde arbejde i Italien. De fleste kvinder ønsker ikke at vende tilbage, da de er i fare for gengældelse og gen-handel fra de kriminelle netværk.

For at blive i Italien kan ofrene enten melde bagmændene til politiet eller henvende sig til en af de sociale grupper, der kan bevidne at de er ofre og dermed give dem beskyttelse. Kvinderne flyttes til sikre huse i andre byer, indtil man er sikker på, at de ikke kan findes af bagmændene.

Frankrig

Myndigheder har mulighed for på ofrenes vegne at indgive en anmodning om opholdstilladelse ud fra en humanitær betragtning.

Der er mulighed for at anmode om indkvartering på særlige herberger, hvor ofrene kan modtage både social og medicinsk hjælp. Centre for voldsramte kvinder anvendes også som indkvartering for kvinder, der har været ofre for kvindehandel med seksuel udnyttelse som formål.

Pt. Overvejer man at oprette »sikre« politiovervågede centre. Et pilotprojekt er i den forbindelse sat i gang. Derudover er forudset oprettet et særligt modtagecenter for mindreårige prostituerede.

Spanien

Lov om beskyttelse af vidner og sagkyndige i straffesager anvendes, idet vidner tildeles den nødvendige anonymitet og personlige sikkerhed.

Desuden er der mulighed for at tildele arbejds- og opholdstilladelse eller muliggøre tilbagerejse til hjemlandet for det offer, der går ind på at samarbejde med efterforskerne enten ved at stille væsentlige oplysninger til rådighed eller ved at vidne mod de ansvarlige for det organiserede netværk i den relevante retssag.

Til ofre for kvindehandel ydes den materielle assistance, de måtte have behov for og hvis der måtte opstå behov for husly, tyes der til den grundlæggende socialservice og til de folkelige organisationer, der specifikt får offentlig støtte til at yde socialhjælp og assistance til ofre for denne form for forbrydelser.