Om kontakter og initiativer som følge af EU's kemikaliepolitik
Spm. nr. S 835
Til statsministeren (21/11 03) af:
(SF):»Hvilke kontakter og initiativer i forhold til andre lande har EU's kemikaliepolitik givet anledning til?«
Begrundelse
Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 833.
Svar (2/12 03)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Den danske regering har løbende presset på for at fremme EU’s arbejde med en ny kemikaliepolitik. Som led i tilrettelæggelsen af det danske EU formandskab i foråret 2002 havde den danske regering flere møder med Kommissionen herunder med miljøkommissæren og med generaldirektøren for Miljødirektoratet i Kommissionen opfordret Kommissionen til at fremskynde arbejdet med det nye kemikalieforslag.
Under det danske formandskab var kemikaliepolitikken på dagsordenen i Rådet (konkurrenceevne) den 26. november, hvor det danske formandskab havde anmodet Kommissionen om at redegøre for status, og i Rådet (miljø) den 9. december, hvor drøftelsen resulterede i formandskabskonklusioner.
Under dansk formandskab gennemførte Miljøstyrelsen herudover en EU workshop for Kommissionen og medlemslandene om kemikaliepolitikken i relation til små og mellemstore virksomheder og i forhold til såkaldte »downstream users«.
På rådsmøderne under det græske formandskab har kemikaliepolitikken været på dagsordenen i Rådsmøde (miljø) den 4. marts 2003 og den 13. juni 2003. I begge tilfælde har den danske miljøminister gjort opmærksom på, at Danmark gerne så arbejdet med den ny kemikaliepolitik fremmet.
Kemikaliepolitikken var ligeledes sat på dagsordenen for Rådsmødet (konkurrenceevne ) den 3. marts 2003 og den 13. maj 2003. Også i Rådet (Konkurrenceevne) har den danske minister udtryk ønske om at fremme arbejdet med den ny kemikaliepolitik.
Kemikaliepolitikken har endvidere været drøftet blandt de nordiske miljøministre på nordisk ministermøde den 28. oktober 2003.
Efter at Kommissionen fremlagde sit forslag den 29. oktober 2003 har Miljøministeriet, som er ressortministerium for kemikaliepolitikken i Danmark, deltaget i en nordisk workshop om det nye forslag. Herudover er Danmark ved miljøattacheen i Bruxelles repræsenteret i den rådsarbejdsgruppe, som formandskabet har etableret til behandling af dette forslag. Denne gruppe har afholdt et første møde den 20. november 2003.