Om at indføre omvendt bevisbyrde i konkurrenceloven.

Spm. nr. S 728

Til økonomi- og erhvervsministeren (17/11 03) af:

»Er det muligt at indføre omvendt bevisbyrde i konkurrenceloven uden at komme i konflikt med EØF-traktatens artikel 81 og 82?«

Indledningsvis vil jeg bemærke, at man i teorien kan forestille sig omvendt bevisbyrde indført i forbindelse med tre typer sager. For det første i forbindelse med erstatningssager. For det andet i forbindelse med påbud fra offentlige myndigheder og endelig, for det tredje, i forbindelse med straffesager.

Generelt mener jeg, at man skal være meget forbeholden overfor at indføre omvendt bevisbyrde. Navnlig på det strafferetlige område er jeg meget betænkelig ved at indføre omvendt bevisbyrde, idet det stiller virksomhederne i en urimelig situation. Det bør være anklageren, der fører bevis for sine påstande og ikke den anklagede part, der skal bevise sin uskyld.

Mit synspunkt er i overensstemmelse med de principper, der ligger til grund for EU-reglerne.

Det følger nemlig af EU-reglerne, at bevisbyrden for overtrædelse af forbudet mod misbrug af dominerende stilling i artikel 82 og konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 81, stk. 1, påhviler den part eller myndighed, der gør overtrædelsen gældende. Bevisbyrden for, at betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt for at få en fritagelse fra forbudet om konkurrencebegrænsende aftaler, påhviler derimod de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der anmoder om fritagelsen. Dette gælder uanset, om det er Kommissionen eller medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og domstole, der anvender art. 81 og 82.

Omvendt følger det også af EU-reglerne, at medlemsstaterne kan anvende mere restriktive regler om forbud mod misbrug af dominerende stilling. Dette sker i Tyskland, Frankrig og Portugal. Endvidere har UK og Østrig lavere grænser for, hvornår en virksomhed er dominerende, end EU-retten. Medlemsstaterne kan også vedtage en mere restriktiv national lovgivning, der forbyder ensidig adfærd fra virksomhedernes side.

En omvendt bevisbyrde i de nationale konkurrenceregler vil kunne anvendes, når virksomhedernes adfærd ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne i EU, idet art. 81 og 82 dermed ikke finder anvendelse. En sådan omvendt bevisbyrde vil endvidere kunne anvendes, hvor virksomhedens adfærd ikke er forbudt efter art. 82, men virksomhedens adfærd er forbudt efter en national regel, der indholdsmæssigt er strengere end art. 82.

Hvor den nationale regel om forbud mod misbrug af dominerende stilling indholdsmæssigt er identisk med traktatens art. 82, og virksomhedens adfærd er forbudt efter art. 82, må svaret bero på en fortolkning af EU-reglerne.

Da EU’s bevisbyrderegel udtrykkeligt er begrænset til at angå anvendelsen af traktatens art. 81 og 82, og da EU-reglerne ikke indeholder et forbud mod, at medlemsstaterne også anvender egne - materielt identiske - konkurrenceregler til at gribe ind over for en adfærd, der er forbudt efter art. 82, afskærer EU-reglerne ikke nationale myndigheder fra at anvende en national konkurrenceregel, som indeholder et krav om omvendt bevisbyrde. Det må antages også at gælde i de tilfælde, hvor den nationale regel om forbud mod misbrug af dominerende stilling indholdsmæssigt er identisk med traktatens art. 82, og virksomhedens adfærd er forbudt efter art. 82.

Uanset at det er muligt at fravige EU-reglerne med hensyn til bevisbyrden, så vil jeg som nævnt i indledningen advare herimod, idet Danmark fortsat bør være kendt for at give sine borgere og virksomheder en fair behandling, når de er i myndighedernes søgelys.