Om indtilling til regeringskonference fra økonomi- og finansministermøde og orientering af Folketinget.

Spm. nr. S 692 - besvaret 19/11-2003

22) Til finansministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil ministeren oplyse, hvad der blev besluttet som indstilling til regeringskonferencen på det uformelle økonomi- og finansministermøde den 12.-13. september 2003 i Stresa, samt hvilken forudgående orientering Folketinget fik herom?«

Keld Albrechtsen (EL):
Jo mere vi får belyst sagen om den beslutning, som blev truffet på det uformelle økonomi- og finansministermøde, om at fremsende traktatforslag til regeringskonferencen, jo mere viser det sig desværre, at den sag har været grundlæggende forkert behandlet af ministeren hele vejen igennem.
     Der har ikke været søgt mandat i Folketingets Europaudvalg, så vidt jeg kan bedømme det. Der er efterfølgende, så vidt jeg kan bedømme det, ikke givet Folketingets Europaudvalg en retvisende orientering, og der er tilsyneladende heller ikke sket noget forsøg fra den danske regerings side på at rette op på den fejl, som den italienske finansminister har begået ved at fremsende disse traktatforslag til regeringskonferencen.
     Så jeg håber, vi kan få en grundig og ordentlig redegørelse for sagen nu her i spørgetiden.

Finansministeren (Thor Pedersen):
Jeg vil gerne præcisere over for hr. Keld Albrechtsen, at der på det uofficielle ecofinmøde, som der var tale om, ikke blev besluttet og i øvrigt heller ikke kunne besluttes noget formelt. Der er tale om møder, hvor ministre og i dette tilfælde centralbankchefer kan drøfte aktuelle emner og udveksle synspunkter. Stresamødet var ikke et møde i forbindelse med regeringskonferencen. På mødet var der fire temaer, hvor drøftelsen af konventets traktatudkast kun optog en mindre del af tiden. Det oplæg, der forelå, var udarbejdet af den embedsmandskomité, der forbereder finansministrenes møder om bl.a økonomiske og monetære emner. Det var benævnt reflektionspapir fra ecofinministre, altså ikke noget med konklusioner eller beslutninger. I samme papir var der en fodnote, bl.a. efter dansk ønske.
     I fodnoten hedder det: Nogle medlemsstater er inde i en proces om at vedtage formelle positioner for regeringskonferencen. For disse medlemsstater og deres ministre præjudicerer synspunkterne i dette papir ikke resultatet af den nationale procedure, der kan involvere parlamenter, og en medlemsstat kan ikke støtte forslag om at ændre konventets tekst. Samme tekst var gentaget i den note, som formanden for embedsmandskomiteen fremsendte til finansministrene sammen med papiret. Som sagt var Danmark med til at få fodnoten ind. Der har på intet tidspunkt været tale om, at den uformelle drøftelse skulle lede til konkrete beslutninger på et efterfølgende ordinært rådsmøde. På det uformelle møde blev der end ikke truffet reelle beslutninger om, at økonomi- og finansministrene skulle indstille noget til regeringskonferencen hverken som gruppe eller hver for sig. Den italienske formand, Tremonti, rundede drøftelsen af med blot at skitsere to til tre mulige forløb af regeringskonferencen, og at der ikke skulle drages konklusioner fra mødet. Der var altså ingen beslutninger og ingen konklusioner fra mødet i Stresa. På denne baggrund var vurderingen, at der ikke var basis for en forudgående orientering af Europaudvalget, men alene en efterfølgende orientering om, hvilke hovedemner der blev berørt, og det skete den 2. oktober i referatet fra Stresamødet.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge, hvor den fodnote er blevet af i det papir, som den italienske finansminister så har sendt videre til den italienske statsminister, for af det papir fremgår det, at der er truffet beslutning i enighed om traktatforslaget, at papiret afspejler en høj grad af konsensus, og ikke noget om, at der er uenighed.

Kl. 16.50

     Jeg vil derfor godt spørge: Hvordan kan ministeren så efterfølgende i et notat til Folketingets Europaudvalg oplyse, at der i det papir, der var sendt frem, var gjort opmærksom på, at der ikke var enighed? Jeg kan ikke se noget som helst i det papir, hvor den italienske finansminister gør opmærksom på, at der ikke var enighed.
     Hvis det så er sådan, at det er den italienske finansminister, der har omgået alle spilleregler og på egne vegne har fremsendt et traktatforslag, som om det er det samlede Økonomi- og Finansministerråd, der står bag det, hvad vil ministeren så gøre for at rette op på den fejl? Det kan man da ikke bare lade stå.
     Jeg har i dag sendt ministeren et åbent brev om det spørgsmål og opfordret ministeren til at rette henvendelse til den italienske finansminister for at få trukket det papir tilbage fra regeringskonferencen.
     Vil ministeren gøre det for at rette op på sagen?

Elisabeth Arnold (RV):
Jeg anerkender fuldt ud, at finansministeren har været af den opfattelse, at der ikke blev besluttet noget på det uformelle ecofinmøde i Stresa i september måned, for det kan man jo ikke på et uformelt møde, og derfor blev der heller ikke søgt mandat, for der skulle ikke besluttes noget.
     Derfor er mit spørgsmål: Hvad tænkte ministeren, da han så senere hen erfarede, at den italienske formand for Ecofin havde fremsendt 22 ændringsforslag til forfatningstraktaten på vegne af Ecofin, og hvor han oven i købet siger, at der er bred konsensus om de fremsendte forslag? Hvad tænkte ministeren?

Finansministeren (Thor Pedersen):
Jeg må lige sige om det med bred konsensus, at det altså oversat betyder, at der ikke er enighed, men at det er et overvejende antal for. Man vil finde ud af, at det ellers hedder »consensus« eller »agreement«. Altså »broad consensus« betyder, at der er et flertal af lande, flere lande eller et overvejende antal lande, der støtter, og jeg vil for så vidt sige, at der var ikke konsensus om et eneste punkt. Så der er altså ikke tale om enighed, og der er ikke taget nogen beslutning.
     Jeg har tidligere sagt: Hvad Tremonti har sendt til sin statschef, er noget, han har sendt til sin statschef, og han skriver endda i samme brev, at andre ministre jo kan sende papiret til deres repræsentanter, altså deres regeringer. Det er altså ikke et fælles brev. Han fortæller direkte, at sådan er det.
     Men jeg møder jo Tremonti på tirsdag, og det er klart, at jeg selvfølgelig vil fortælle ham om de misforståelser eller den uro eller kritik, det har givet anledning til, og så vil jeg selvfølgelig spørge, hvorfor han egentlig har udeladt de forbehold, som stod i papiret. Jeg vil i øvrigt sige, at der ikke er fremsendt nogen traktat, og at det ikke er Ecofinrådet, der i givet fald fremsender noget; det er på baggrund af tilkendegivelser fra finansministre. Det er ikke Ecofinrådet.
     Men jeg vil jo spørge ham, hvorfor i alverden han formulerer det på en sådan måde, at det kan misforstås, for det er ikke Rådet, der sender det frem. Rådet bidrager ikke. Det kan ministre gøre, men det er via nationale synspunkter.
     Det er klart på mødet meddelt, at den danske regering som udgangspunkt kan tage traktaten, som den foreligger, at vi ikke overvejer, eller at vi ikke har besluttet at komme med selvstændige ændringsforslag, men hvis andre lande kommer med det, kan vi overveje at støtte dem efter en særlig national procedure.
     Derfor var jeg meget tilfreds med den fodnote, hvor der stod, at vi havde besluttet, at der ikke var nogen præjudice for det, der stod i papiret, der kunne binde regeringer. Det var fem lande foruden Danmark, der havde den fodnote.
     Så vi må alle samme spørge os selv, hvorfor den ikke står i det papir, der oversendes til den italienske formand.

Keld Albrechtsen (EL):
Ministeren sagde for et øjeblik siden, at han ikke mente, der var basis for forudgående orientering af Folketingets Europaudvalg.
     Jeg synes nu nok, at selve det forhold, at man får et papir i hånden, hvor man skal sidde og drøfte traktatændringer i et Ministerråd, som ikke har noget med traktatændringer at gøre, burde have fået alle advarselsklokker til at ringe hos den danske finansminister.
     Men hele det forløb kan vi vende nøjere tilbage til i det samråd, vi skal have i Folketingets Europaudvalg. Det er et meget, meget kompliceret forløb, desværre med fejltrin af ministeren både før og efter. Det vender vi tilbage til, men nu er jeg optaget af, at ministeren tilsyneladende er den eneste i hele Europa, der har den opfattelse, at det her ikke er et dokument, der er fremsendt af Ecofinrådet til formanden for regeringskonferencen, til formanden for EU.

Kl. 16.55

     Er det ikke rigtigt, at det brev, som den italienske finansminister sender, er sendt i hans rolle som formand for Ecofinrådet? Der står udtrykkeligt, at det er i rollen som formand for Ecofinrådet til Mr. President, altså til formanden for EU. Er det ikke korrekt?

Elisabeth Arnold (RV):
Jeg synes, det er meget tilfredsstillende, hvis det kommer til at gå, som jeg hørte det, at finansministeren vil sige noget til den italienske finansminister, næste gang de mødes, om, at det her altså ikke er efter reglerne, og at den fodnote, der beskrev, at det her ikke havde dækning hos samtlige deltagere i rådsmødet, kan man altså ikke pludselig lade forsvinde. Hvis det er rigtigt forstået, at finansministeren faktisk vil sige til den italienske finansminister, at her er der foretaget en overskridelse af reglerne, så synes jeg, det ville være glimrende.
     Jeg vil så bare gerne have bekræftet af finansministeren, at den danske regering ikke vil bruge nationale procedurer til at fremsætte forslag, der svækker Europa-Parlamentets indflydelse på budgettet, for det var jo det, der var kernepunktet i de 22 fremsatte forslag fra det beslutningsudygtige møde i Stresa.

Finansministeren (Thor Pedersen):
Jeg vil gerne sige, at det papir, der lå til drøftelsen, jo ikke var den italienske finansministers papir. Det var et papir med meget koncise forbehold og i øvrigt med et for så vidt fornuftigt indhold. Jeg vil sige om indholdet og for så vidt også det, som Tremonti fremsender - men det er så jo noget, der er interessant også at gennemgå i Europaudvalget - at det er inden for den aftale, der lå mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og regeringen tilbage fra 14. marts, for i forhold til den aftale beskærer man ikke Europaudvalgets kompetence. Man følger egentlig det, der også står i den aftale.
     Så har der 3 uger efter Stresamødet været mandatgivning
i Europaudvalget, men det er så en anden historie. Jeg glæder mig meget til, at den sag bliver gennemgået i Europaudvalget, for den er sådan set ikke så kompliceret. Men jeg siger igen, at det, der giver anledning til misforståelser, og det, man ikke kan se, er, at Tremonti i sit brev ikke gentager det, der er forbeholdene i papiret, vi sidder og forhandler, og i øvrigt også, som det er sagt, at han måske siger, at det er som formand for Ecofin, og det er han altså. Han skriver i øvrigt selv i sin indledning, at når han skriver, så er det en følge af drøftelsen på det første møde på regeringskonferencen, altså slet ikke i Ecofin, men på regeringskonferencen. Så må jeg endelig sige, at når det gælder uformelle møder, er det ikke usædvanligt, at ressortministre også uformelt drøfter deres ressort. Det er ikke unormalt, at fødevareministre drøfter fødevarer, erhvervsministre erhvervsområder, og finansministre drøfter økonomi også uformelt. Det er ikke usædvanligt. Da jeg oversender informationsskrivelsen til Europaudvalget efterfølgende, indgår det ikke hos mig, at der er en ændret procedure eller noget, der adskiller sig helt fra sædvanen. Jeg har ikke grundlag for at mene, at det, vi sender over, ikke var fuldt tilfredsstillende eller fulgte den administrationspraksis, der altid har været. Men jeg forstår selvfølgelig på kritikken, at der er et medlem af udvalget, der mener, at man skulle have informeret før og måske også mere efter. Den del tager jeg selvfølgelig til mig, for jeg har jo ikke nogen interesse i, at udvalget ikke har den nødvendige viden til, at regeringen også kan søge sine mandater, når det kommer dertil.

Keld Albrechtsen (EL):
Det glæder mig, at ministeren tager den del af kritikken til sig, og det giver jo så mulighed for, at vi under det samråd, vi skal have i Folketingets Europaudvalg, kan nå frem til en fornuftig klargøring af hele den fremgangsmåde, der skal bruges, når der orienteres om regeringskonferencen i forhold til Folketinget, og som der jo ligger en vedtagelse om i Folketinget. Den skal jo selvfølgelig overholdes, hvad der vel også ligger i det, ministeren siger.
     Men jeg vil gerne spørge: Når nu ministeren så skal drøfte denne her sag med den italienske finansminister, hvad jeg forstår han vil gøre, og det synes jeg er klogt, vil det så ikke være rigtigst, at vi fra dansk side siger til den italienske finansminister, at det er fuldstændig i orden, hvis Italien ønsker at fremsende de her forslag til regeringskonferencen, det har Italien naturligvis ret til, og hvis minister Tremonti ønsker, at hans statsminister skal lægge det på bordet på regeringskonferencen, så værsgo, men det må ikke fremstå sådan, at det er et fælles papir, der stammer fra økonomi- og finansministrene?

Kl. 17.00

     Vil ministeren tage det op og sige til den italienske finansminister, at det er vores holdning i Danmark?

Finansministeren (Thor Pedersen):
Jeg vil bare sige igen, at der foreligger ikke noget traktatændringsforslag fra Ecofinrådet. Det er sendt frem af den italienske finansminister til statschefen og formanden for EU. Hvis den italienske formand måtte vælge at lægge noget frem, så er det den italienske regering, der lægger det frem.
     Jeg er vidende om, at Sverige netop for nylig har besluttet at lægge noget af det her frem som et svensk forslag. Jeg beder om, at man bemærker de sidste linjer, som måske forklarer lidt af det, når Tremonti selv siger, at andre ministre kan bruge papiret over for nationale regeringer, og det er selvfølgelig, fordi der ligger i det, at meningen er, at nationale regeringer kan beslutte, om de vil lægge det frem.
     Men jeg gentager: I en kollegial samtale med Tremonti på tirsdag vil jeg sige, at jeg synes, det er forkert, at man sender et papir frem, hvor de forbehold, som seks lande - det er jo ikke bare Danmark, der er fem andre lande, altså seks lande - har præciseret og henvist til, ikke er med i et sådan baggrundspapir til Berlusconi, og endelig at man skal være varsom med at bruge »as chairman« for et råd, når det ikke er en rådskonklusion, der sendes frem.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg tror, det er meget vigtigt, at der efter det møde, som de to finansministre så skal have på tirsdag, bliver udsendt en eller anden form for pressemeddelelse, hvor man klargør de her ting, for jeg har altså den bekymring, at resten af Europa opfatter det her - uanset hvilke udmærkede drøftelser vi så kan have her i Folketingssalen - sådan, at det er Ecofinrådet, der har udarbejdet en række traktatforslag.
     Den misforståelse eller bevidste manøvre fra den italienske regerings side bør ikke stå uimodsagt. Det skal klargøres, at der er tale om private landeforslag.
     Derfor vil jeg spørge ministeren: Vil ministeren, når han har haft den drøftelse med den italienske minister, udsende en pressemeddelelse gerne og selvfølgelig helst i samarbejde med den italienske minister, således at offentligheden, Folketinget og alle andre, der måtte være interesseret, kan være fuldstændig klar på, hvor den her sag står, så der er ryddet op i papirerne, inden det går videre til regeringskonferencen som et italiensk forslag.

Finansministeren (Thor Pedersen):
Jeg kunne jo godt ønske, at det samråd i Europaudvalget kom inden alt for længe, for det ville jo fjerne en masse af de misforståelser af, hvad der er sagt. Det er også efter mødet bekræftet på embedsmandsplan, at der ikke var nogen forventning om, at Tremonti ville fremsende noget papir overhovedet. Så der er mange elementer ned igennem, hvor man kan se, hvordan sådan en sag er kørt, og hvorfor der er misforståelser.
     Man vil også se det på det brev, der fremsendes fra Tremonti. Hvor meget forarbejde der har ligget i den følgeskrivelse til den italienske præsident, ved jeg ikke, men i hvert fald er der elementer i følgeskrivelsen, som helt klart mangler. Hvis man bruger papiret, skal man selvfølgelig fortælle sin formand, at der er lande, heriblandt Danmark, der direkte tager et forbehold. Så det er punkt 1, og det er vel en del af den mediestorm, der har været.
     Jeg ved, at der er andre lande, som på det sidste ecofinmøde, den 4. november, hvor jeg ikke kunne deltage, også påpegede, at det gav anledning til nogen uro, at man havde sendt et brev frem med det indhold.

Hermed sluttede spørgsmålet.