Hjælpemenu

Hovedmenu

Om private postvirksomheders konkurrencemuligheder med den nye postlov

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1612

Til trafikministeren (14/1 04) af:

Colette L. Brix

(DF):

»Kan ministeren garantere, at de private postvirksomheders konkurrencemuligheder bliver styrket i forbindelse med udvalgsarbejdet i forbindelse med den nye postlov, der er fremsat med henblik på at revidere de konkurrenceretlige retningslinjer og Post Danmarks regnskabsreglement?«

Begrundelse

Efter postdirektivet art. 14, stk. 5, skal det posttilsyn, der skal nedsættes og påse, at regnskaberne for befordringspligtige postvirksomheder overholder postdirektivets regler, være »uafhængigt af den befordringspligtige virksomhed«.

Post Danmark A/S er i dag 100 pct. ejet af Trafikministeriet, som således har den fulde ejerindflydelse i Post Danmark A/S, herunder deltager i de årlige ordinære generalforsamlinger, som godkender årsrapporterne for Post Danmark A/S, udnævner alle medlemmer til Post Danmark A/S's bestyrelse (som skal sikre udarbejdelsen af årsrapporterne og indstille disse til den årlige generalforsamlings godkendelse), udnævner revisorerne for Post Danmark A/S etc. Uafhængigheden af et posttilsyn synes derfor at burde sikres via en offentlig myndighed, der er helt uafhængig af Trafikministeriet.

Svar (22/1 04)

Trafikministeren

(Flemming Hansen):

Indledningsvist skal jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål S 1611, og høringsnotat og høringssvar til Forslag til lov om postbefordring (L 121 – bilag 5).

Jeg vil gerne understrege, at Post Danmark A/S også fremover vil skulle overholde konkurrencelovens regler, herunder bestemmelserne om forbud imod misbrug af dominerende stilling.

Det skal tilføjes, at der i den nye postlov lægges op til at lette private postvirksomheders adgang til brevmarkedet, idet det foreslås, at Post Danmark A/S’s eneret begrænses til 50 gram allerede i 2005.

Endelig skal det nævnes, at afskaffelsen af bladtilskuddet til distribution af uge og månedsblade i forbindelse med Finansloven 2004, har givet private postvirksomheder bedre mulighed for at gå ind på marked for distribution af uge og månedsblade.