Hjælpemenu

Hovedmenu

Om hjemsendelse af afghanske flygtninge

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 531

Til integrationsministeren (6/11 03) af:

Jeppe Kofod

(S):

»Hvad er regeringens planer for hjemsendelse af afghanske flygtninge og respons på den appel, som chefen for FN's flygtningehøjkommissariat i Afghanistan, italieneren Filippo Grandi, er kommet med i den sammenhæng om at være tålmodig og ikke presse hjemsendelser igennem?«

Begrundelse

Ifølge chefen for FN's Flygtningehøjkommissariat i Kabul har man i FN været meget vred på den danske regering, fordi den har presset alt for hårdt på for at tvinge meget få afviste asylsøgere hjem til Afghanistan.

»Det tager sin tid for hjemsendte flygtninge at blive en del af et krigshærget samfund som Afghanistan, siger Filippo Grandi, og der er grænser for, hvor mange hjemvendte flygtninge de afghanske myndigheder kan klare på samme tid. Det må også den danske regering acceptere, siger han«.

Svar (18/11 03)

Integrationsministeren

(Bertel Haarder):

Det følger af udlændingeloven, at personer, der ikke længere har ret til at opholde sig her i landet skal udrejse, og hvis de ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt, hvilket politiet drager omsorg for. Dette gælder for alle udlændinge, herunder afghanske statsborgere.

Jeg kan oplyse, at Danmark igennem det seneste år gennem særlige støtteordninger har ydet økonomisk hjælp til de afghanske statsborgere, der frivilligt ønsker at rejse tilbage til Afghanistan, herunder senest med en særlig støtteordning, der udløb den 1. oktober 2003, hvorefter voksne kunne modtage 15.000 kr. og børn 5.000 kr. til genetablering i Afghanistan.

Pr. 7. oktober 2003 har 84 afghanske statsborgere anmodet om at blive omfattet af denne særlige støtteordning for frivillig udrejse til Afghanistan. 30 afghanske statsborgere er udrejst med støtte i henhold til ordningen.

Udrejse i henhold til ordningen koordineres af Udlændingestyrelsen i samarbejde med Dansk Røde Kors og IOM (International Organization for Migration).

Udover de ovenfor beskrevne tiltag vedrørende frivillig udrejse til Afghanistan arbejdes der på at sikre muligheden for at tvangsudsende afghanske statsborgere, der ikke (længere) har ret til at opholde sig her i landet.

Danmark forhandler for øjeblikket om indgåelse af en trepartsaftale om frivillige og tvangsmæssige hjemsendelser til Afghanistan med de afghanske myndigheder og FN’s flygtningehøjkommissariat i Genéve (UNHCR). Trepartsaftalen forventes underskrevet i år. Hvornår udsendelser i henhold til trepartsaftalen kan påbegyndes, afhænger af den endelige aftaletekst, der ikke foreligger endnu. Tilbagesendelse til Afghanistan i henhold til trepartsaftalen vil blive gennemført gradvist og under humane og ordnede forhold, ligesom der vil blive taget højde for situationen i Afghanistan, herunder situationen for tilbagevendte afghanske statsborgere.

Jeg kan oplyse, at situationen i Afghanistan ikke har givet anledning til generelt at indstille tvangsmæssige udsendelser til Afghanistan.

Den 16. juli 2003 blev to afghanske afviste asylansøgere, der ikke havde haft opholdstilladelse her i landet, tvangsmæssigt udsendt til Afghanistan, efter at Flygtningenævnet forinden havde meddelt de pågældende endeligt afslag på asyl og samtidig bestemt, at de kunne sendes tilbage til Afghanistan.

Rigspolitiet, der er ansvarlig for udsendelse af udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, har oplyst, at der for øjeblikket ikke er planlagt tvangsmæssige udsendelser til Afghanistan. Rigspolitiets foreløbige opgørelse viser, at der pr. 8. november 2003 var i alt 243 personer fra Afghanistan i udsendelsesposition. I praksis vil de tvangsmæssige tilbagesendelser – når disse kan påbegyndes i henhold til trepartsaftalen – ske løbende og ikke på en gang, idet nogle personer først skal identificeres af de afghanske myndigheder, ligesom der i visse tilfælde først skal indhentes rejsedokumenter.

Jeg kan endelig oplyse, at Danmark har tilsluttet sig en i EU vedtaget plan for tilbagevenden til Afghanistan. Kommissionen har i den forbindelse indgået en aftale med IOM om udsendelse, modtagelse og reintegration af afghanere udsendt fra EU til Afghanistan, der indebærer, at medlemsstaterne kan benytte sig af bl.a. modtagefaciliteter samt tilbud om reintegrationsprogrammer i Afghanistan. EU-udsendelsesplanen omfatter både frivillig og tvangsmæssig udsendelse.