Om at benytte samme valgsystem ved kommunalvalg og europaparlamentsvalg som ved folketingsvalg.

Spm. nr. S 498

Til indenrigs- og sundhedsministeren (4/11 03) af:

»Hvilke argumenter taler efter ministerens opfattelse for at overveje at erstatte det valgsystem, der anvendes ved kommunal- og amtsrådsvalg og ved EU- parlamentsvalg (den d'Hondske metode) med det system, der anvendes ved folketingsvalg (den største brøks metode)?«

I forbindelse med de forhandlinger, der forventes om en eventuel kommunalreform, har der fra flere sider været peget på, at der kan være grund til at ændre valgsystemet fra den d'Hondske metode til den største brøks metode.

Meget taler for, at den største brøks metode giver resultater, der er bedre i overensstemmelse med moderne demokratiopfattelse, fordi den d'Hondske metode i kommunalbestyrelser og amtsråd fører til en favorisering af de store partier og dermed gør det vanskeligere at gennemgå den fornyelsesproces, der altid vil være brug for i et folkestyre.

Spørgeren beder om, at der i besvarelsen gives en kort oversigt over de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at gå over til største brøks metode ved kommunal- og amtsrådsvalg og ved EU-parlamentsvalg. Dette er vigtigt af hensyn til den demokratiske debat, der bør gå forud for en eventuel kommunalreform.

Dersom et udtømmende svar ikke kan gives inden for rammerne af et § 20 spørgsmål, opfordrer spørgeren til, at ministeren i Kommunaludvalget fremlægger et notat, der giver en mere omfattende belysning af emnet.

De gældende regler i den kommunale valglov, hvorefter valg til kommunalbestyrelser og amtsråd foretages som forholdstalsvalg efter den d´Hondtske metode, går for så vidt angår valg til kommunalbestyrelserne tilbage til den kommunale valglov af 1908 og for så vidt angår valg til amtsrådene tilbage til en ændring i 1933 af den kommunale valglov.

De gældende regler i Europa-Parlamentsvalgloven, hvorefter valget foretages som forholdstalsvalg efter d´Hondts metode, går tilbage til den første lov om direkte valg til Europa-Parlamentet fra 1977.

Efter de gældende regler i folketingsvalgloven foretages der ved forholdstalsvalg efter største brøks metode til brug for fordelingen af tillægsmandater en beregning af, hvor mange mandater de partier, der har ret til at deltage i fordelingen af tillægsmandater, dvs. har fået stemmer nok til at passere en af de fastsatte spærregrænser, er berettiget til på landsplan i forhold til deres stemmetal på landsplan. De gældende regler går tilbage til rigsdagsvalgloven af 1915.

Ved et valg skal alle mandater fordeles som hele størrelser, idet der jo ikke kan tildeles et parti en brøkdel af et mandat. Fuld forholdsmæssighed kan derfor kun opnås i tilfælde, hvor de enkelte partiers (kandidatlisters) stemmetal er multipla af det antal stemmer, der gennemsnitligt kræves, for at opnå et mandat. I praksis vil det derfor ikke kunne undgås, at et eller flere partier bliver begunstiget i forhold til de øvrige partier ved fordeling af mandater i forhold til stemmetal.

Teoretiske undersøgelser af de to metoder – tillige med praktiske erfaringer – viser, at d´Hondts metode kan have en tendens til at begunstige de store partier, mens største brøks metode kan have en tendens til at begunstige de små partier.

Denne virkning ved største brøks metode skyldes, at hvis der forekommer brøker, når de enkelte partiers stemmetal divideres med det antal stemmer, der gennemsnitligt kræves for at opnå et mandat (valgkvotienten), får de partier, der har de største brøker, de resterende mandater, der er blevet til overs efter divisionen af de enkelte partiers stemmetal med valgkvotienten. Derved kan man enten risikere, at et parti får et mandat for en overordentlig lille brøk, eller omvendt, at en meget stor brøk ikke giver nogen mandatgevinst. Da det er helt tilfældigt, om det er et stort eller lille parti, der får den største brøk, kan metoden være begunstigende for de små partier.

Netop den omstændighed, at største brøks metode har den egenskab, at den kan virke (uforholdsmæssigt) begunstigende for de små partier, bevirker imidlertid, at metoden ofte kombineres med en »spærregrænse«, som det jo også er tilfældet ved metodens anvendelse i Danmark.

Med hensyn til d´Hondts metode bemærkes, at den begunstigelse, denne metode kan give store partier, aldrig går så langt som til at fratage et andet parti et mandat, som det har stemmer nok til, når det enkelte partis stemmetal divideres med største brøks valgkvotient. Begunstigelsen af et stort parti vil således være begrænset. Hertil kommer, at muligheden for at indgå valg- og listeforbund ved kommunale valg og valgforbund ved valg til Europa-Parlamentet kan begrænse den begunstigelse, metoden kan give store partier.

Ud over spørgsmålet om den rent matematiske retfærdighed ved mandatfordelingen må også andre egenskaber ved de pågældende metoder tages i betragtning, når det skal afgøres, hvilken metode der findes politisk mest hensigtsmæssig til en bestemt slags valg.

Største brøks metode kan opmuntre til partisplittelse, idet det kan være en fordel for et parti rent mandatmæssigt at dele sig, mens to partier, der går sammen, risikerer at miste et mandat. Heroverfor står, at d´Hondts metode omvendt opmuntrer til sammenhold, da et parti kan miste et mandat ved at dele sig, mens to partier aldrig kan tabe et mandat ved at gå sammen.

D´Hondts metode har endvidere den egenskab, at den altid sikrer, at et parti, der har over halvdelen af stemmerne, også får over halvdelen af mandaterne, hvilket i hvert fald ved kommunalvalg er en meget vigtig egenskab. En sådan egenskab har største brøks metode ikke som følge af den begunstigelse, metoden kan give de små partier.

Der er ingen metode, der kan sikre, at et parti, der har mindre end halvdelen af stemmerne, ikke får flertallet af mandater.

Efter min opfattelse er der således ikke nogen argumenter for en ændring af lovgivningen, således at d´Hondts metode ved kommunale valg og Europa-Parlamentsvalg skulle erstattes af største brøks metode.