Om fordele og ulemper ved bifangstkvoter på sild.
Spm. nr. S 35
Til fødevareministeren (7/10 03) af:
(DF):»Hvilke ulemper og fordele kan ministeren oplyse, der vil være ved indførelse af bifangstkvoter på sild (brisling)?«
Begrundelse
Spørgeren er af den opfattelse, at indførsel af bifangstkvoter på sild (brisling) vil medføre et stærkt begrænset udsmid.
Svar (16/10 03)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Indledningsvis skal jeg anføre, at der i EU-lovgivningen (Artikel 3, stk. 1, jf. bilag II, i Rådets forordning (EF) nr. 2341/2002 af 20. december 2002 om fastsættelse for 2003 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger.) er fastsat bifangstlofter for sild, som landes usorteret til andre formål end konsum, for Skagerrak og Kattegat samt Nordsøen. Når disse lofter nås, er det en medlemsstats pligt at forbyde landing af industrifangster, som indeholder sild.
Fiskeridirektoratet foretager løbende skøn over udnyttelsen af disse bifangstlofter med henblik på at sikre, at industrifiskeriet kan fortsætte året igennem.
Såfremt der med spørgsmålet om indførelse af bifangstkvoter på sild menes, at ovennævnte bifangstlofter fordeles til de enkelte fartøjer, der deltager i industrifiskeriet, kan jeg bemærke følgende:
Målartsbestemmelserne i de tekniske bevaringsforanstaltninger (Artikel 4, jf. bilag I og IV, i Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer.) og bifangstbestemmelserne m.m. for landing af sild til industriformål (Artikel 2 og 3 i Rådet forordning (EF) Nr. 1434/98 af 29. juni 1998 om de nærmere betingelser for landing af sild til industrien, bortset fra fødevareindustrien.) vil fortsat skulle overholdes.
Få fiskeres overskridelse af deres andele af sildebifangstlofter vil meget let kunne risikere at få alvorlige konsekvenser for de øvrige industrifiskere, idet som anført intet industrifiskeri, som kan antages at indeholde sild, kan gennemføres efter en eventuel udnyttelse af bifangstloftet for sild.
Regimet for industrifiskeriet efter brisling i Skagerrak og Kattegat er i øvrigt et af de gunstigste i forhold til målartsbestemmelser og bifangstregler for sild.
Uden ændring af ovennævnte regler vurderes bifangstlofter for det enkelte fartøj ikke at have nogen betydning for omfanget af udsmid.
Afgørende for omfanget af udsmid er derimod arternes indbyrdes forekomst i havet og fiskernes adfærd i forbindelse med ændringer i denne.
Fiskeridirektoratet vurderer endvidere, at individuelle bifangstlofter vil kræve en øget kontrolindsats for at sikre en korrekt registrering af udnyttelsen og for at sikre, at det samlede loft ikke bliver overskredet.