Om frister for indsendelse af årsregnskaber for danske filialer af virksomheder.
Spm. nr. S 24
Til økonomi- og erhvervsministeren (7/10 03) af:
(S):»Vil ministeren på baggrund af det i begrundelsen nævnte eksempel oplyse, hvorvidt en indsendelsesfrist på 5 mdr., sammenlignet med andre EU landes frister på dette område, giver negative erhvervspolitiske konsekvenser, og hvorvidt manglende mulighed for dispensation i lovgivningen for eksempel i form af forlængelse af frist til moderselskabets hjemlige lovgivning kan give anledning til problemer for danske filialer af virksomheder, der tillige har filialer i andre lande?
Begrundelse
Ifølge årsregnskabsloven skal en virksomhed, der er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som en filial af et udenlandsk aktieselskab, indsende et eksemplar af moderselskabets regnskab indeholdende en passus om, at filialens regnskaber er inkluderet i moderselskabets. Indsendelsesfristen for dette regnskab, som skal være godkendt af revision og generalforsamling, er 5 måneder efter regnskabsårets afslutning, hvilket bliver problematisk for moderselskabet, når og hvis moderselskabet tilmed skal indarbejde andre udenlandske filialers regnskaber. (Moderselskabet er beliggende i England)
Svar (14/10 03)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):Det fremgår af årsregnskabsloven, at filialer senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning skal indsende den udenlandske virksomheds reviderede årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse. Årsregnskabslovens bestemmelser herom implementerer EU’s 11. selskabsdirektivs (filialdirektivets) regler om offentliggørelse af årsregnskabet. Kravet om indsendelse følger af direktivet, mens fristen for indsendelsen er et dansk krav.
I 2001 fremsatte den daværende regering forslag til en ny årsregnskabslov, der bl.a. indeholdt en forkortelse af indsendelsesfristen for danske virksomheder fra 6 til 5 måneder. Af hensyn til ensartetheden blev indsendelsesfristen for udenlandske virksomheders årsrapporter i relation til filialer ligeledes afkortet til 5 måneder.
Fristen for indsendelse af årsrapport blev forkortet for at sikre regnskabsbrugerne så aktuel information som muligt.
Årsregnskabsloven stiller alle virksomheder - på nær de statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheder som har særligt korte frister - lige med hensyn til indsendelsesfrister af årsrapporter m.v. Således stilles danske virksomheder, udenlandske virksomheder som driver aktivitet gennem et dansk datterselskab og filialer af udenlandske selskaber lige.
Denne form for ligebehandling er helt i direktivets ånd, da der i forordet til 11. selskabsdirektiv netop tales om, at det reelt er det samme, om en udenlandsk virksomhed etablerer sig i et land gennem et datterselskab eller ved oprettelse af en filial. Realiteterne for samfundet er de samme, og der bør stilles de samme krav.
Hvis filialer af udenlandske selskaber skulle få længere indsendelsesfrist, ville dette medføre, at vi diskriminerede såvel danske virksomheder som datterselskaber af udenlandske virksomheder, medmindre alle andre virksomheder fik længere frist. En længere indsendelsesfrist ville stride mod den hidtidige udvikling i Danmark og stille regnskabsbrugerne som kreditorer, medarbejdere m.v. dårligere.
Jeg er opmærksom på, at de korte danske indsendelsesfrister samt meget effektive sanktionering af dem, som ikke overholder reglerne, kan bringe enkelte filialer i problemer. Dette er typisk filialer af virksomheder, som er beliggende i lande med noget længere indsendelsesfrister end i Danmark. Det står imidlertid den udenlandske virksomhed frit for at overveje, om det ikke i det konkrete tilfælde kunne være mest hensigtsmæssigt at oprette et datterselskab i Danmark. Så kan den udenlandske virksomhed følge hjemlandets lempeligere regler, og den danske aktivitet (i det danske datterselskab) som alle andre danske virksomheder følge de danske regler.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at erhvervslivets organisationer i forbindelse med arbejdet med den forestående forenkling af årsregnskabsloven ikke har fremført, at de finder de danske indsendelsesregler problematiske.